Alt det, som kunne have fungeret på en let, minimalistisk og uforstyrret måde, bliver pakket ind i forstyrrende elementer, og sangene mangler derfor skarphed og flyder ligeså stille og let gennem opmærksomheden for snart at være borte igen.
Kiss Kiss Kiss debuterer på et forholdsvist højt niveau. De synes dog at vælge de sikre løsninger lidt for ofte, og derfor mangler jeg et lidt klarere billede af, hvem de er som band, fremfor hvem de gerne vil være. Men forudsætningerne for at bygge noget rigtig godt og holdbart op, er helt klart tilstede, for både sangskrivning og udførelse er glimrende.
Med Nonstoperotik rammer den legendariske Pixies-forsanger en smuk og tidløs tone i en ligefrem produktion, der giver plads til hans unikke melodifornemmelse. Det går stærkt og er ligefrem bevægende i sine bedste stunder.
Slutresultatet er ikke til at tage fejl af. DOD har fået indarbejdet en solid rutine, og med den flotte lyd på dette album, er det kun bandets egne ambitioner der sætter grænsen for, hvor langt de kan nå på både den danske og den internationale scene for dødsmetal.
Al ære og respekt for, at Trajve og John Sharling har sunde hobbies så som at spille på instrumenter og skrive sange. Og fred være med, at de vælger at indspille det på en cd. Men som anmelder er det vanskeligt at tage Trajve seriøst, når de ikke tager sig selv det mindste alvorligt. Og John Sharling havde været bedre tjent med at lave sine egne cd’er på eget hjemmebrænderi.
Beyond The Moot Point’s ganske lovende start, drøner lukt imod glemslen på en tiltagende skidt anden del og efter at førstehåndsforvirringen har lagt sig og jeg har samlet tankerne, må jeg konkludere hverken at være blevet klogere på eller synderlig begejstret for Unity Gain’s debut.
Søstrene Piroth er ekstremt talentfulde og kan skabe stemninger med deres stemmer, som man skal lede længe efter. Kunsten er først og fremmest at bringe det talent i spil i en sammenhæng, der både tilgodeser stemmerne, lytterne og søstrenes egne musikalske præferencer.
Er du et søgende væsen, der gene vil høre vestligt musik filtreret gennem et lokalt studie i Burkina Faso og raffineret af den franske trio, er Yapa et både opløftende og spændende bekendtskab.
Duck and Cover er et dansk 40’er-country-pop-band, der på nær den manglende skrat fra pladespilleren, ligeså godt kunne have været udsendt den gang for 70 år siden. Man kan kalde det stilsikkert og traditionsbevidst, men alligevel kan det ærgre, at der ikke gives lidt moderne indspark undervejs.
Sangskrivningsmæssigt går man aldrig galt i byen med Jens Henrik Horslund, men på denne Ep har han vanskeligt ved at gøre sine sange vedkommende og velfungerende. Først og fremmest er produktionen ikke god ved sangene, og samtidig er udgangspunktet for let, luftigt og poppet.
The Men er garanteret super festlige at opleve live. På plade er der lidt for meget fest og ballede til min smag, og det er svært at finde de dybere liggende budskaber i svenskernes univers. Den slags er heller ikke en nødvendighed i musikkens verden, men skal man leve af fis og ballade, så skal den leveres lidt mere varieret.
Uskyld og charme går hånd i hånd på 85 db’s tre skæringer og den århusianske kvintet kalder selv deres lyd for Trash Dance. Det trashede har jeg uendeligt svært ved at få øje på, men dancen er der og den er bestemt både god og i højsædet på Ep’en.
Prætentiøst og indadvendt arty er Ep’en og det er bestemt ment positivt, for der er ikke mange, der forsøger det duoen gør i dag, ej heller formidler det så fornemt som på denne lille udgivelse. Det er et udspil som kræver tid og engagement, men som åbner sig som en flagermus der vækkes til live om natten.
Det københavnske band med det pudsige navn, Siamese Fighting Fish blander på deres EP den rytmisk udfordrende metal med toner fra Balkan. Resultatet er spændende, og mere vellykket, end man måske umiddelbart vil tro, ud fra den kombination.
The Collibro er intet mindre end et modent, sjældent ambitiøst og dristigt mesterværk fra en flok særegne århusianere, som bestemt ikke sætter deres lys under en skæppe, men som så sandelig heller ikke skal gøre det. Et tidligt, men på ingen måde forsigtigt bud på årets bedste album!