High Violet er The Nationals foreløbigt bedste album og selvom deres energiudladninger var noget af det, der gjorde Alligator god, så er bandet muligvis bedre når de skruer lidt ned og lader melodi og tekst stå klarere frem.
Man kan indvende, og det med rette, at inspirationen af især Radiohead, men også momentvis Jeff Buckley er tommetyk, men The Black Swan Effect formår alligevel at styre uden om de værste faldgruber og har lavet en ganske fin og velkomponeret rockplade fuld af melodiøsitet og uden gigantiske armbevægelser.
The Dillinger Escape Plan lever op til forventningerne og leverer meget krævende og kompleks hardcore, der først efter nogle gennemlytninger træder i karakter.
Havde de sympatiske københavnere dog bare taget konsekvensen og sandet, at Malene Ingeman Madsen er bandets ubestridte es – i hvert fald er det hende der løfter musikken op i væsentlige højder, når hun kommer til orde, og valgt at samtlige otte skæringer, der fylder Stille Storm skulle være med vokal, havde jeg været mere gavmild med karakteren.
Dirty Shirt Rock´N´Roll – The First Ten Years viser i al fald med skudsikker tydelighed, hvor stor en medspiller i rockhistorien bandet vitterligt er, og man bliver mindet om hvor nærende, opløftende og energigivende et skud uforfalsket blueset rock´n´roll er.
Anti-musik kunne være et mærkat jeg ville hæfte på Nice Nice. Eneste kohærens i sigte, er de viltre og dominerende trommer og en rastløs energi, for alt andet er fragmenteret og jeg taber den røde tråd adskillige gange undervejs på Extra Wow.
Frontmanden i Faith No More, Mr. Bungle, Fantomas etc., Mike Patton, er kendt for at være noget nær uforudsigeligheden selv, og hans nyeste udspil overrasker måske mere end nogen af hans forrige udgivelser. Italienske klassikere udsat for Patton og et 40 mands stort orkester.
Når Fridlund er bedst lyder han som et meget godt mix af Ryan Adams med en god snert af noget Paul McCartney over sig. Der er substans og kvalitet og samtidig en legende enkelthed, der gør sangene meget umiddelbare.
Frækhed og fest er sandsynligvis ikke hvad NYPC har intentioner om at udtrykke, men hvad er intentionerne så? De mangler stadig en del, hvis de skal nå frem til at få et sikkert og unikt udtryk, der fortæller lytteren, hvor de vil hen. Man er dog aldrig i tvivl om, at de er kompetente, og at de er helt deres egne.
Det ville være urimeligt at fremhæve enkelte frem for andre på dette stemningsfyldte album, hvor Mavis Staples, Beedle/Morris og ti meget velvalgte sangere bare synes at have smittet hinanden med en stemning, og at det hele er blevet så gennemført og sammenhængende er ganske imponerende.
Hafdis Huld vil nok være lidt for lyserød og hyggelige til nogle, men for dem, der nyder balancegangen mellem poppens umiddelbarhed, folktraditionernes historie og singer/songwriternes evner til at trække lytteren til sig med sine fortællinger, så vil dette album have en ganske klar appel og være aldeles anbefalelsesværdigt.
Run Ego er et udmærket album, omend det favner en tand for bredt, og det sublime nærvær, man momentvist fandt på bandets debutalbum, er udskiftet med lidt større armbevægelser. Når de fungerer, er Men Among Animals i høj klasse, og det skaber flere store højdepunkter undervejs.
Det en vidtspændende og eklektisk omgang i bred cinemascope man præsenteres for. Man væltes rundt i alskens genrer og har man tendens til forvirring og irriteres over genreskift, der forekommer lige så ofte som når man trækker vejret, vil det være en killer i negativ forstand.
Prior to the Fire efterlader indtrykket af en gruppe der lyder til at have større potentiale end de helt lever op til her, men hovedværket kan meget vel være undervejs. Når det er sagt så kan pladen sagtens måle sig med både High on Fire og QOTSA’s musikalske output.
Der er enkelte passager der faktisk bevidner om en vis musikalsk forståelse, men overordnet set er det en pinsel at komme igennem Dawn of Inhumanity. Vokalen leveres af forsanger Clint Bower der for det meste lyder som om frokosten er på vej op igen. Albummet er absolut kun for death metal galninge.