Ndidi O overbeviser med sin debut, og selvom hun betræder en genre, hvor hypen kan synes en anelse aftagende, så slipper hun stærkt afsted med det. Og det gør hun, fordi hun er helt sin egen, og fordi det er tydeligt, at de sjælfulde sange kommer helt fra hjertet.
Mulighederne for solide placeringer på amerikanske hitlister, der er tilegnet denne musikgenre, er helt i top. Men muligheden for at trænge solidt ind på det europæiske marked – og i særdeleshed hos det publikum, der almindeligvis tager den guitarbårne rock til sig – er aldeles minimale.
På Killer Grass er der mange gode numre, fine fortolkninger, men der er ved gud også en konceptuel skamridning af grassmusikkens energi og umiddelbare, akustiske kvaliteter, der bliver strukket lige lovlig vidt i Hayseed Dixies forsøg på at forene halvlummert pornograss med sumpet bluesrock og heavy.
I anledning af St. Patricks Day giver amerikanske Dropkick Murphys hvert år en række koncerter i Boston, Massachusetts. Det blev i 2010 foreviget på denne live-udgivelse, der vidner om musikalsk kreativitet efter alle kunstens regler, og et liveband der i den grad både har publikum, musikalske gæster og egne evner med sig.
Rufus Ethan Spencer er blot 19 år og omdrejningspunkt i bandet, der bærer hans fornavn og efternavn. Trods den unge alder formår han og hans band på deres første EP at skabe et overbevisende ståsted for sig selv, som ovenikøbet straks er klar til at blive udfordret ved at søge nye græsgange.
Det er igen lykkes for The Black Keys at tage en genre og gøre den til deres helt egen. Det er ikke et let tilgængeligt album, men derimod et album der langsomt kravler ind under huden på en. Den autentiske bluesstemning kombineret med Dan Auerbachs og Patrick Carneys groovy og originale univers matcher hinanden godt.
Awesome Color mangler først og fremmest melodier på Massa Hypnos, som fremstår for skitseagtig og ufærdig. Det kunne godtgøres, hvis det musikalske havde noget tilsvarende spændende at byde på, men det er kun tilfældet få steder på albummet.
Efter to virkelig gode albums falder Band of Horses noget i niveau på deres tredje udspil. Bandet har mistet noget af den indiecharme, der var allesteds værende på debuten, og melodierne er langt fra hvad bandet præsterede på Cease To Begin. Det har resulteret i et album, hvor flere af sangene bliver kedelige at lytte til i længden.
Variationen er stor og opbygningerne er fornemme. Men sjældent kommer det klimaks, der bygges op til, og man sidder tilbage med følelsen af, at alt det der var stillet i udsigt, aldrig var sandt. Det er synd, for der er masser af stort potentiale i Peggy Sue, der mangler at kringle kronen på krogen i størstedelen af numrene.
Stella Blackrose burde forsøge at få mere attitude og hårdhed i deres lyd eller begå sig endnu mere i balladerne og se, hvad der kan blive ud det. For de har bestemt potentiale, det er bare ikke helt overbevisende nok.
Generelt bliver det lidt for kedsommeligt, og selvom alt er i den skønneste orden, og alle vokaler og guitarer præsenteres med en fornem præcision, så mangler de små afstikkere, der bryder den ellers lidt for glatte overflade.
London-bandet Peyoti For President er en sær størrelse, der mest af alt leder tankerne hen på Manu Chao. Og så alligevel ikke. Stilen er en klart latin-inspireret fusions-pop med masser af festlige elementer, spoken word, rap, reggae og masser af politiske budskaber om at redde verden med fred, musik, kærlighed og glæde.
Pretty Maids holder fast i de mange dyder, som de i så mange år har mestret, og som altid forsøger de ikke at lefle for nutidens musikalske bølger. De er bevidste om egne styrker og har på Pandemonium tilført dem liv og power, som beviser at de midaldrende østjyske rockere lever i bedste velgående.
Som helhed fungerer Who Killed Sgt. Peper slet ikke, hvilket er synd for BJM, der på en god dag kan levere uovertruffen rock/electronica. Desværre er der alt for mange ligegyldige numre og passager, der efterlader lytteren mere udtørret end en tur gennem Kalahari-ørkenen, uden andet at spise end en pose Piratos.
Herfra skal der kun lyde en varm anbefaling til alle, der tænder på det varierede og bredt inspirerede metal, der både har brutal growl, ren vokal, grindcore, hardcore og melocore i en inspirerende og vital cocktail.