Med The Fragile skabte Nine Inch Nails et album, der indeholder de mørkeste sindsstemninger fremført på flotteste vis, en episk klassiker, der til trods for at være døbt skrøbelig, har vist sig at være fantastisk holdbar.
Dark Room Notes gør sig i semi-melankolsk, opstyltet og oppustet electropop. Det er så kunstigt, tomt, kalkuleret og indholdsløst, at det skriger til himlen. Melodisk har irerne desværre heller ikke noget nævneværdigt at byde på og de dødssyge ligegyldigheder løftes kun en millimeter fra det rene intet, af gennemtærskede men dog habile keyboardriff i ny og næ.
Man kan næsten høre på albummet, at det er skabt i ørkenen under åben himmel, for der er uendeligt højt til loftet på de tunge, slow-mo tempo psykedeliske numre. Pladens titel taler vel også for sig selv i den sammenhæng og Kyuss bekender sig til sandet og solen, som andre bekender sig til religionen.
At relancere Johnny Cash som, ja sig selv, var Rubins fortjeneste, men musikkens dybde, skønhed og bittersøde erkendelser skyldes udelukkende Johnny Cash’ egen generøsitet ved at åbne op for et langt, vildt og ofte omtumlet liv, på dét, der uden tvivl er et af 90’ernes bedste albums.
Den svenske metalscene og ikke mindst navne som Dark Tranquility, In Flames og At The Gates rykkede i midten af 90’erne lidt ved dødsmetallens lydbillede. Oldschool dødsmetal blev tilført mere melodi og At The Gates rammer i den grad plet med det mesterlige album Slaughter of the Soul.
Langsyn er et fint bekendtskab og et glædeligt bevis på, at Peter Butzback Larsen både mestrer det personlige og mere vise-agtige udtryk, som han leverer som solist, og det mere energiske, rå og psykedeliske, som han præsterer sammen med Carlsen og Skyttebo.
Low Estate er spækket med hypnotisk og rustik alt.country pakket ind i bibelske citater og referencer. Banjo, fiddles, bandeon, marimba, orgel, violin og kontrabas optræder på lige fod med trommer, bass og guitar og det er særdeles medrivende og rock´n´rollet hele vejen.
Som enkeltstående musikalbum er det aldeles krævende og tungt at beskæftige sig med, og derfor er det vanskeligt at anbefale de stemningsmættede og dystre filmiske toner som album alene. Dertil ar man nok nødt til at have set filmen de er lavet til.
Det her band havde åbenbart hørt mine bønner om noget nyt dansk musik. Der var lige dele melodi og støj, og albummet blev i den grad skamlyttet på drengeværelset i Sønderjylland.
Med “Jagged Little Pill” blev Alanis Morissette foregangskvinde for en hel generation af kvindelige personligheder, der stadig – 15 år senere – er dybt og grundlæggende funderet i den livs- og musikanskuelse, som Morissette stadfæstede i 1995.
Den nordirske trio Two Door Cinema Club leverer med deres debutalbum det, der sagtens kan gå hen og blive en af dette års markante popperler. Albummet rammer én fra den allerførste gennemlytning og bliver hængende som en længerevarende virus.
Screamadelica er en crossover triumf af de store. Med det album gled nye lyde pludselig ind i rockens mainstream. Albummet var en kreativ eksplosion af den slags, som der ikke kommer så mange af.
Der er masser af gode pile i de rigtige retninger, men også lidt endnu at arbejde med, når det kommer til helhedsindtryk og funktionalitet på plade. Til gengæld er alle redskaberne fuldt til stede hos dette usædvanligt dygtige, medrivende og humørsmittende orkester.
Da Bowie i 1995 udgav 1.Outside var det kun to år siden han på den polerede, men ingenlunde dårlige Black Tie White Noise havde spillet dansabel storbyfunk i jakkesæt og med saxofon. I midthalvfemserne genoptog han samarbejdet med Brian Eno og resultatet blev en af Bowies mest interessante udgivelser på denne side af 1980.
Den foregribende lyd på Loveless skabte et værk, som må stå som et af de mest influerende indenfor shoegazen og den alternative rock. Kært barn har mange navne og uanset hvilken genre man kategoriserer MBV under, har de med Loveless lavet en uomgængelig milepæl som på ingen måde lider under tidens tand.