På Hagnesta Hill var singlen ”Musik Non Stop”, og nummeret indeholder præcist nogle af de kvaliteter, Kent er bannerfører for: Et catchy refræn, et friskt, fremadskridende tempo og en melodi, der aldrig rigtig ruster og bliver træg og kedelig.
Civil Twilight har deres momenter og højdepunkter, men der er ikke nok af dem. Og på et album, der i den grad er langt og langstrakt, er det umuligt at holde fokus på sydafrikanernes lidt for storladne, klynkeagtige og ensartede stil fra start til slut.
Man bliver suget ind i musikken, selvom man ikke forstår sproget. De glødende rytmer og de spruttende horn, sammen med Vivancos sprøde stemme, det flotte baggrundskor og de nænsomme fløjter, skaber et musikalsk tæppe med komplicerede mønstre og strålende farver, der ikke kan andet end at betage og begejstre.
Born Ruffians er spil-levende, uforudsigelige og uregerlige. De formår at skabe et par strukturerede sange med hitpotentiale, men ellers er det impulsiviteten, der er i forgrunden. Det giver et sprælsk, farverigt og mangfoldigt album, der imidlertid samtidig er lidt vel rodet, gøglet og usammenhængende.
Sydafrikanske Johnny Flynn lander et sted, hvor han ikke fremstår helstøbt og komplet, men snarere søgende og rådvild. Til tider bringer omvejene ham til funktionelle og medrivende steder, men oftest er det svært at fornemme målet for de mange afstikkere.
Mellon Collie and the Infinite Sadness var Smashing Pumpkins’ mest ambitiøse projekt. Musikalsk spænder albummet fra klaverstykker over vuggeviser til episke rockstykker og decideret støjrock, og bandet formår at samle hele den skizofreniske samling i en indpakning, der i et løst koncept fortæller eventyr om dag og nat på forskellig vis.
5. april 1994 skød Nirvanas forsanger Kurt Cobain sig i Seattle. Seks dage senere udkom Oasis’ første single ”Supersonic” fra Manchester-gruppens debutplade, Definitely Maybe. På sin vis kunne timingen ikke have været bedre. Oasis fejede alle populære strømninger af bordet; ud med den depressive grunge, væk med hår-metal og ind med ægte rock ’n roll.
Vulgar Display of Power fra 1992 er nok en af de mest indflydelsesrige udgivelser på metalscenen i 90’erne – måske endda nogensinde, set i et bredere perspektiv. På Vulgar Display of Power lykkes det kvartetten at ramme en så konsekvent, nådesløs hård lyd, samtidig med at melodimaterialet er på et uhørt højt kvalitativt niveau.
Det startede med et desperat skrig, et skrig, der var indikator for tidsånden. Året var 1992, og grungebølgen var på sit højeste. En bølge som Alice In Chains blev indlemmet i omend deres musik er lige det tungere og mere kompositorisk gennemført end grunge oftest er det.
Rage Against the Machines debutalbum er et af disse komplet gennemførte værker, der kun opstår, når de helt rigtige personer mødes i den helt rigtige tid og bliver enige om at give den fuldstændig gas. Albummet fortjener sin plads på denne liste, og hvis du er uenig, kan du få en ”bullet in your FUCKING head”.
Red Hot Chili Peppers’ første 3 plader fik ikke meget opmærksomhed uden for inderkredsen i Californien. Det var først med Mother’s Milk fra 1989, at bandet fik kommerciel opmærksomhed. En opmærksomhed, der nærmest eksploderede med Blood Sugar Sex Magic.
Måske har Faithless denne gang budt op til den allersidste dans. I hvert fald er der med blot tre halvgode numre ikke meget der rykker i fodsålerne længere, eller pirrer ens musiske nysgerrighed.
Odelay er et kludetæppe uden nogen fast kerne at holde fast i. Selv ironien bag teksterne er ikke altid til at stole på. Genrerne blandes lystigt, og man ved aldrig hvad man rammes af på næste nummer; om det er hip hop, garage rock, funk, akustisk folk, blues eller noget helt sjette eller syvende. Albummet har det hele – og det virker.
Mens mure faldt og verden forandrede sig for altid, befandt U2 sig på et kunstnerisk nulpunkt og tæt på opløsning i bandet. Men efter et magisk øjeblik i Hansa studierne vendte U2 tilbage med Achtung Baby. Et grandiost kunsternerisk statement til en postmoderne verden i evig forandring.
Musikalsk viser Pioneers of Transmission et fint potentiale og masser af lovende takter for fremtiden. Det musikalske udtryk er velfungerende, når der gives fuld gas, men det mangler endnu at blive understøttet af den personlighed og det nærvær, som kun afsløres i ganske korte glimt.