Robyn lader til at være i bedre form end nogensinde. Projektet med de tre albums virker spændende, og samlet set kunne det godt gå hen og blive stort. Men i første omgang nøjes jeg med en forsigtig vurdering til lige over middel, som sagtens kan ændre sig når det endelige resultat ligger klar, når året er omme.
Marina & the Diamonds byder på skæv, festlig og dansabel elektro-artpop. Et af elementerne der får lytteren op af stolen, er teksterne der øjensynligt sværmer omkring Marina’s eget liv, og de tanker hun gør sig heromkring. Hun giver råt for usødet, og sammen med musikken fastholder hun lytteren i debutalbummets fulde længde.
Der er en del gode numre på Dark Night Of The Soul, men desværre også nogle der ikke helt holder niveau. Og selvom albummet mest af alt minder om et Sparklehorse-album, så gør alle gæstevokalisterne lytteoplevelsen lidt for spraglet og usammenhængende.
Admiral Radley lyder snarere som en split-cd mellem Grandaddy og Earlymart. Havde man forventet, at Admiral Radley ville få musikken til at gå op i en højere enhed vil man blive skuffet, men er man bare glad for Grandaddy og Earlymart og vil man gerne have mere af dem, så er der bestemt en masse at hente på I Heart California.
De fleste mennesker i Danmark aner formentlig ikke, at denne slags musik overhovedet eksisterer – og de ville også få sig et gedigent chok, hvis man tvang dem til at lytte til et band som The City Kill, som i udpræget grad spiller for de få indviede.
Udover at være et fantastisk smukt og barskt land, har Færøerne nu også et nyt album med vederkvægende og smukke aftenskumringssange, man kan tage med på rejse. Kan varmt anbefales, og måske skulle man supplere med en vandretur i de færøske fjelde på en god sommerdag.
Med All Alone in an Empty House har det ni mand store musikkollektiv Lost in the Trees begået et album der indeholder flere fremragende numre samt en lang række ganske habile af slagsen. Stilen er primært afdæmpet folk, men med at akkompagnement af bl.a. violin, piano, cello, tuba, accordion og meget andet bliver der også rocket igennem.
Ed Harcourt er lidt af et uforløst talent. Han har lavet en række gode albums, men alligevel har han ikke helt kunnet indfri de tårnhøje forventninger mange har haft til ham. Det kan hans nyeste skud, Lustre, heller ikke, selvom det helt klart er bedre end gennemsnittet af hans albums.
Numrene efterlader et godt indtryk af en duo med mod på at spille gamle sange på kendte måder, men med troen på at ens eget projekt er noget helt særligt. Jeg vil i høj grad glæde mig til at høre mere fra de små gadeindianere, når de har fået skruet op for volumenknappen og lagt noget kvalificeret støj på – og får flækket den forpulede blokfløjte på langs.
For undertegnede overgår Damien Jurado Bonnie ’Prince’ Billy i alle facetter. Såvel i de mere rockede sange som i de helt stille. Derfor er det en stor skam, at Jurado ikke nyder bredere anerkendelse end han gør. Og det kommer nok heller ikke med Saint Bartlett, der ikke indeholder nogen umiddelbare hits.
Manden der ville være menneske er en så arketypisk dansk plade, som det kan lade sig gøre at lave i dag, hvor den danske lyd også er blevet international. Men den fungerer på mere end bare det musikalske plan, og det er efterhånden en sjældenhed.
Overordent gemmer guitarerne sig for langt nede i mixet på Someone Here Is Missing. Der er for lidt nerve som griber efter struben, er dragende eller på anden vis genuint. Ikke at det behøver være spektakulært, men det bliver for pænt og uvedkommende i længden.
The Ghost er et aldeles interessant bekendtskab, omend det ikke ligefrem er nyskabende. Men den drengede charme kombineret med den melankolske og tænksomme attitude, giver et tiltalende og imødekommende udtryk. Jeg kunne savne lidt mere kant, og jeg kunne savne lidt større variation.
Jeg er klar over, at jeg går imod trenden, hypen og alt det andet, som er med til at bære The Drums fremad. Og er du uendeligt glad for deres hitgennembrud, så er dette album garanteret noget, der vil falde perfekt i din smag. For mig er det lidt for spinkelt, snævert, ensartet og kedsommeligt, omend jeg anerkender, at de har deres helt egen lyd.
I 1991 udkom et album, der uden tvivl er et af de mest stilskabende rockalbums i nyere tid. En hel generation af unge mennesker havde med et slag fået sig et talerør via en frontfigur, der var lige så utilpasset som dem selv. Udover en karismatisk forsanger var, og er, en af grundende til albummets brede appel, at det i bund og grund består af 12 popsange pakket ind i en beskidt lyd.