Det er intelligent og fræsende på den fede måde, men der er ikke meget punk over titler som ”Closer”, ”Salvation Generation” eller ”Peace, Love & Unity”. Man er mere hensat til den radiovenlige undergrundsrock, der er flot produceret, og hvor selv de unge piger synes at drengene på albumcoveret ser godt ud med deres hanekam, kæder og tatoveringer.
Alles læber hviler i øjeblikket på Arcade Fire og uden at forklejne deres nye udspil, ville mange fans gøre sig selv en tjeneste ved at vende fokus mod Menomena, ikke i stedet for, men tillige med.
På Champ har numrenes spilletid fået et lille nyk opad, uden at der derfor er tale om lange episke numre eller musikalsk væven. Næh musikken er præcis som tidligere funderet i hurtig, charmerende rock i den skæve ende, som ikke er decideret radiomindede, men som heller ikke støjer mere end at alle kan være med.
Unbunny er en rastløs størrelse, der har svært ved at finde ro det samme sted i længere tid. Sådan er det også musikalsk. For roen og skønheden findes – men den varer sjældent ved ret længe ad gangen. Det bliver et problem hos Unbunny, der kun en enkelt gang formår at kombinere den ekstreme rastløshed med evnen til at skabe musikalsk skønhed.
For at bryde igennem det ubarmhjertige nåleøje til succes, kræver det evnen til at skrive sange der huskes og lidt held, men mange gange også et kendetegn at beskrive bandet med. En god stemme, en unik lyd, opfindsomme arrangementer eller selvfølgelig bare iørefaldende sange. Her mangler jeg noget specielt at huske Bahnhof for.
Retrobriterne bekender sig til shoegaze med drømmende sensuelle vokaler og synthrytmer, som gejstlige til religionen, nemlig henført og altopslugende. Det er både godt og skidt. Godt fordi de langt hen ad vejen gør det overbevisende, men skidt fordi de læner sig så ublu op af genrens koryfæer.
Ghinzu formår alt for sjældent at føre deres forcer helt igennem. Det er som om, deres store styrke er at skrive de skæve og fængende popsange, men de vil ikke stå ved det, og pakker dem derfor ind i mislyde og fortænkte rockskabeloner. Det er synd, for de mange løfter er store, men kun to af dem bliver holdt.
Pulled Apart By Horses holder max. hele vejen lige fra den edderspændte don´t give a fuck hymne ”Back To The Fuck Yeah” åbner, til den hårdkogte og tungt metalliske ”Den Horn” lukker en god halv time senere. Hell, pladen er så god, at den burde være obligatorisk pensum for bands, som vil gøre sig indenfor genren.
Til efteråret udgiver danske Agnes Obel sit debutalbum, Philharmonics. Indtil da må vi nøjes med denne tre numre korte EP, der sine steder når et så højt niveau, at man ikke andet end kan glæde sig til fuldlængdedebuten.
Selvom der er flere gode numre på Here’s To Taking It Easy, så er det som om Houck ikke helt mestrer sin nye country-stil. Flere af sangene kommer til at fremstå som velmente parodier af sange skrevet af kunstnere, for hvilke genren fremstår mere autentisk.
WFTD udøver en art sovekammerpop, hvor spacede folkteksturer og forsigtige og sarte vokalharmonier går hånd i hånd med mere mol-melankolske instrumentalvignetter. Produktionen er tilbageholdt og på ingen måde forceret, derimod er der gjort en dyd ud af forsigtige og enkle virkemidler
De gode sange er i topklasse, men helheden bliver en anelse anstrengt, og det er synd, for når The Coral holder sig til den direkte charme og tilgængelighed, så er de bestemt en samling kære og behagelige lege-fætre at være i selskab med.
Der er momentvist den samme bidende ironi og dobbelthed i Skyes vokal, som man også finder hos Sarah Nixey fra Black Box Recorder. Og det er netop i ”Blood Like Lemonade”, ”Recipe for Disatster” og ”Beat of the Drum” at Edwards bringer noget kant og nerve med til torvs i numre, der slæber sig kærligt af sted på blodige benstumper.
Avalyn skaber pæne forventninger til sig selv med denne EP. For at forventningerne fra min side for alvor bliver indfriet, mangler jeg den sidste finpudsning af udtrykket, så det både fungerer på de eksplosive og energiske numre – og på de mere afdæmpede og følelsesbetonede skæringer.
Sangskrivningen og de tekstmæssige temaer læner sig tydeligt op ad det materiale, der blev skabt sammen med Peter H. Olesen, og det må så være op til den enkelte lytter at afgøre, om det er positivt eller negativt. For mit vedkommende er det et glimrende udgangspunkt.