Det har nok siden starten været klart for de fleste, at Volbeat er både dygtige og alsidige. Det er de også denne gang, men jeg savner i dén grad at se nye sider fra de fire rock n roll’ere. De fortsætter ud af et spor, de har gravet gennem de sidste par år, og jeg frygter, at det i sidste ende kan lede Volbeat ud i ligegyldigheder.
Beast Rest Forth Mouth er bestemt en plade man skal gide bruge tid på, for den er umiddelbart mystisk, distant, uangribelig, sær og besværlig, men vælger man fordybelsen og udfordringen, er der meget at hente hos de excentriske og særegne pelsklædte Brooklyngutter.
Det er lyden af bilerne, der vender tilbage fra Thunder Road. Arcade Fire har begået endnu et mesterværk med konceptalbummet Suburbs. Det handler om livet i forstæderne. Og det handler om at blive ved med at udfordre sig selv. Arcade Fire sætter en tyk streg under, at de lige nu bærer på rockens fakkel.
Forvent ikke kærlighed ved første lyt, men The Final Frontier vokser ved hvert gennemlyt og man overvældes af den kompositoriske og tætpakkede musikalske kvalitet som Iron Maiden leverer denne gang.
Det er tyst, afdæmpet, skrøbeligt og inderligt, når trommeslager Philip Selway fra Radiohead debuterer med et soloalbum, der rummer primært akustisk guitar-baserede numre. Af og til rammer Selway og hans store korps af prominente medhjælpere en tone, der er gribende og rørende. Andre gange bliver det for skitse- eller klynkeagtigt.
Destination Tokyo har bestemt gode momenter. Det kan tilvejebringe et fint groove. Det har en puls som indimellem sidder i kroppen og pumper, som metronomiske hjerteklapper. Men det er simpelthen ikke holdbart, når Nisennenmondai stædigt forfølger ti minutters-mærket
Det svenske pladeselskab Supernova, beskæftiger sig med nye metalnavne, hvor det ligeledes svenske band Hate Ammo er en af deres første satsninger. Det hævdes,…
Spock’s Beard er lidt for kedelige – men de er desværre også ret fede indimellem. Og når de er det, så er de FEDE og alt i alt leverer de et prog rock album, der ikke viger fra konventionerne, men som har nogle fantastiske lyspunkter.
På Special Moves formår Mogwai at overføre det ultrarå, afgrundsdybe støjinferno som en Mogwai-koncert er, til cd, uden at detaljerigdommen går tabt, og uden den klassiske lydforvirrig som liveoptagelser så ofte lider under. Og det er lidt af et pragtstykke i sig selv.
Som anmelder skal man finde ord, så selvom det er fristende at nøjes med at skrive, at dette album er så godt, at jeg ikke kan finde ord for det, så skal jeg gøre mit bedste for at variere superlativerne. For I Am Kloot overbeviser konstant.
Det bedste på David Rotherays solodebut er i absolut verdensklasse. Undervejs bliver det genremæssigt en anelse for søgende, og i momenter kan udtrykket blive lidt vel højtravende. Men det ændrer ikke på, at Rotheray får markeret sig som en sangskriver af allerhøjeste kaliber.
Forestil dig et band som Sleeper – og tilsæt en kæmpe portion energi og skru guitaren op til firedobbelt styrke – så har du et nogenlunde billede af Sky Larkins udtryk på “Kaleide”. Tempo er energi er så højspændt, at det er vanskeligt at komme tæt på det, bandet vil lytteren.
Bill Kirchen har rutinen og erfaringen og bruger den i alt for høj grad på dette album, der ikke bringer meget nyt til musikkens historiske optegnelser. Elvis Costello leverer en pragtpræstation som gæstesolist – men bortset fra hans optræden, er der ikke voldsomt meget at skrive hjem om hos Bill Kirchen.
Tunge beats, en tung bas og bip-bip-lyde er underlagt et højt tempo, som var det Pacman på speed, der løb forvildet rundt i sine labyrinter. Umiddelbart sjovt og opfindsomt, men i længden kan den lidt for lette elektro dog ikke løfte et helt album op til at blive vedkommende eller synderligt mindeværdigt.
Der sker en masse på Terminal inden for ind til flere genrer. Mest af alt lyder inspirationen som om den stammer fra 60erne og musicals. Hvis man er til den slags, så skal man nok have en fest med dette album, hvis ikke, så flyder det hele hurtigt sammen.