Blues fænomenet Gov’t Mule fejrer årtusindskiftet på hjemmebane i Atlanta, Georgia med maratonkoncert foran et dedikeret publikum. Det er der blevet en tredobbelt cd ud af. Et ganske hyggeligt bekendtskab selvom den beskidte men også noget ensformige hill-billy blues i længden godt kan få ørerne til at længes efter forandring.
Edwyn Collins er tilbage, og skal nok få sat sine aftryk med ”Losing Sleep”. De to afsluttende og afdæmpede numre hæver helhedsindtrykket betragteligt, mens de øvrige retro-inspirerede numre veksler mellem det kedsommelige og det rigtig gode.
Hvis Sverige havde ørkener, ville Royal Republic komme derfra. Deres kombination af punk og melodiøs rock ‘n’ roll er støvet, og attituden oser af selvsikkerhed og musikalsk konsekvens. Attituden grænser til højrøvethed og storhedsvanvid, men lytteren efterlades aldrig uden vished om, at humor og selvironi ligger bag galskaben.
Engelske My Silent Wake leverer på deres fjerde langspiller IV Et Lux Perpetua en habil omgang doom-metal. Udspillet er langt hen ad vejen homogent i sit udtryk, men til sidst må bandet have fået en mindre hjerneblødning, for det afsluttende nummer er fuldstændigt ude af kontekst med resten af albummet.
Et nyt band fra Finland holder fast i den dystre og særdeles melankolske stemning, som man kender fra andre metalnavne fra landet. De lyder dog ikke bemærkelsesværdigt som nogle af deres landsbrødre, og ej heller har de opfundet en ny tilgang til genren, men i dette tilfælde kan mindre nu også gøre det.
Cherry Ghost mestrer de fornemme stemninger og de nærværende og intime musikøjeblikke. Men de satser helt modsat, og skaber enorme arrangementer med gigant-orkestreringer, og det er meget ærgerligt for dette album, der har masser af gode optrin, som kvæles i egne ambitioner. Det bliver for storladent og pompøst til, at detaljen og finessen træder skarpt nok frem.
Helt efter math-rock reglerne er det musik med stor kompleksitet, men det holdes på et niveau, hvor melodierne aldrig tynges af det eller sprænges i stykker. Grundtonen er melodiøs og man skal heldigvis lede med lys og lygte efter momenter af stilforvirring eller ødelæggende lyst til eksperimentering for eksperimenternes skyld.
Var du tilhænger af duoens tidligere plader, går du ikke galt i byen med Alt På Plads. Samtidigt med Nordstrøms nye tiltag, så er alt som det plejer mange andre steder på pladen. Det er blødt, behageligt og melodisk, men har fået lidt af den bund og kant, som jeg personligt har savnet tidligere.
Har man hang til kalorierig og tilbageskuende indiepop med vid brug af 80´er synths, uden synderlig næring og viljestyrke, ja så er Stars nye udspil The Five Ghosts måske den rigtige indtagelse. Er man i derimod forelsket i deres tidligere udspil skal man holde afstand, for Stars er, som titlen utilsigtet antyder, kun et spøgelse af sig selv på deres nye album.
De er bedst – og for mange også kun – kendt for ”La Bamba”, men har også leveret albums, filmhits og titelnumre til børneserier. Det drejer sig om mexicansk-amerikanske Los Lobos, der nu er klar med albummet Tin Can Trust, der overrasker på det genremæssige, men som til gengæld har svært ved at leve op til det niveau, deres tidligere succeser har været på.
Paupers Field er den 20-årige amerikaner Dylan LeBlancs debutalbum. Det lyder dog på ingen måder som en debut og heller ikke som om, at det er en 20-årig, der har skrevet sangene. Sangene emmer af autencitet og kunne for manges vedkommende være skrevet for mange år siden af langt ældre sangskrivere.
Ved at skabe et konceptalbum accepterer man som kunstner, at der opstår visse fejl og mangler. Den store opgave er så, at højdepunkterne skal være medrivende nok til, at disse fejl og mangler accepteres af lytteren. Jeg har stor sympati for projektet, og finder levende musik – også på plade – langt mere attraktiv, og derfor lander jeg i en overvejende positiv fornemmelse af dette album.
Aldrig tidligere har Black Mountain været så skarpe og fokuserede som på Wilderness Heart, og det helt uden at give køb på det syrede, stenede og tilbagelænede, som altid har været en del af Vancouver bandets karakteristika. Det klæder dem at forlade de længere jamsessions, som især på In The Future indimellem kunne føles en kende retningsløse.
Nu er trekløveret Hellsongs tilbage med en ny omgang fortolkninger af et par håndfulde af metalmusikkens klassikere. Igen er der blevet plads til numre fra Slayer, AC/DC og Iron Maiden, men også Skid Row, Pantera, Alice Cooper, W.A.S.P., Judas Priest og Guns N’ Roses har nu fundet vej ind i Hellsongs’ parallelunivers.
Ark er på mange måder et sidste refugium for resterne af menneskelig anstændighed, og Perrys projekt ender med at blive et storslået fartøj af lyd, hvor man kan søge tilflugt for en stund, i selskab med de spøgelser, der hjemsøger en hjemløs verden.