V.K. Lynne rammer et sted midt imellem et par andre ting, man har hørt så mange gange før. Det betyder, at hun ikke rigtig rammer noget – og når hun endelig gør, så er det allerede hørt både bedre og tidligere. Der er klart potentiale, men det skarpe udtryk mangler indhold, nærvær og stærkere sangskrivning. Men så kan det til gengæld også blive rigtig godt.
Minus the Bear er blevet funky – på godt og ondt. Det overrasker mig, at de fem rutinerede herrer på deres fjerde album bevæger sig ud i et projekt, der fuldstændig mangler kant og overraskelsesmomenter. Det alternative og eksperimenterende er forsvundet på Omni.
April Divine har for mål at erobre det amerikanske marked og det kan godt tænkes de lykkes med det. Deres kalkulerede og fokuserede lyd, som går bramfrit og direkte efter teenagefeltet, vil vinde hjerter og drengedømme. I min lille andedam, ser det dog anderledes sort ud for bandet.
Holder man af Fleet Foxes og kan man ikke vente på at de udgiver deres andet album, så bør man give Pearly Gate Music. Et nedbarberet Fleet Foxes, eller Fleet Foxes på demo-stadiet i et lidt højere tempo hist og her er nok det Pearly Gate Music lyder mest som. Og det er ganske positivt ment.
Man kunne beskylde primus motor Bjarke Søballe Andersen for at have pip i kasketten og han vil sikkert opfatte det positivt, men hans projekt Dans & Lær er ikke nær så interessant, som man kunne have håbet. Cadeau skal dog lyde for forsøget, men det bliver hverken rigtig komisk eller musikalsk vellykket, det kvintetten disker op med på Havens Fugle.
Aedra fremstår på denne udgivelse som et lovende band, der ikke er i tvivl om, i hvilken retning, de skal tage deres musik. De læner sig ganske vist tydeligt op af forbillederne, men på længere sigt vil udtrykket forhåbentlig blive mere personligt og originalt. Jeg krydser fingre.
Den fine fornemmelse for den gode melodi i det krasbørstige lydbillede er det som gør, at Kill Tech trumfer mange andre ellers lovende og udmærkede bands. Nordmændene har en udpræget evne til at skyde både smukke og særdeles catchy mellemstykker, såvel som soloer ind i de kompakte og massive numre. Den force gør, at man kan blive ved med at vende tilbage til Inappropriate.
BodaBoda betyder ”grænselandet” på Swahili, lyder det i pressematerialet til BodaBoda Duos tredje udgivelse, The Rich and the Famous, og dette skal forstås som et musikalsk grænseland mellem genrer, klang og kunstnerisk tanke. Hvis man fortsætter ud ad det geografisk-metaforiske spor er det samtidigt fristende at påstå, at duoen gemmer sig i yderområdet af, hvad folk i almindelighed i det hele taget ville betragte som musik.
Det bliver for rodet og for sammensat af en masse forskellige elementer, der giver et ambitiøst og energisk udtryk. Men så længe selve grundelementet i numrene – melodierne – ikke er på et højere niveau, så er det svært at finde sammenhæng og substans i albummet som helhed.
Mark Chadwick kan i den grad levere varen på egen hånd. For Levellers-kendinge er det dog uundgåeligt, at han med en soloplade i denne relativt afdæmpede afdeling, vil fremstå en anelse kedelig, fordi det absolut modsatte er tilfældet hos Levellers. Men når man har vænnet sig til genren, så er det folk-pop på et vældig højt niveau.
Andel del af Robyns trilogi, læner sig på flere måde op af etteren, og til stor glæde for mine forventninger, lader det til, at trilogien samlet set kan blive ganske gennemført. Robyn fortsætter med sine meget tydelige budskaber, om at turde at gå egne veje og ikke at bekymre sig om, hvad andre tænker.
Der er et par fine optræk til noget godt, men ellers er José Gonzales og Junip et lidt for genert og anonymt bekendtskab, der har svært ved at trænge så langt som ud over Gonzales’ eget stemmebånd. Overordnet er det for introvert og fjernt til, at det rigtigt fanger.
Black Lillies er sandsynligvis ikke musik tænkt til sofaen eller til særlig undersøgelse af eksperimenterende musikalske nyskabelser, men indimellem på albummet forsøger duoen sig med mere melankolske og introverte ideer, som kalder på en anden indgang til Black Lillies musikalske univers og det er her bandet har en indgang til mig.
Det er i sidste ende Annemarie Zimakoffs stemme, der ligger i grænselandet mellem Tori Amos og momentvist en ung Kate Bush, der henter sangene hjem, hvor de hører til, og arrangementerne holder hele vejen rundt i kvalitet, fra det tyste og vemodige til det mere sprælske og levende, der dog aldrig bliver hverken vovet eller kantet.
Lloyd Cole nærmer sig den alder, som man med en vis elegance og ærbødighed kan vælge at kalde moden. Det er måske med til at gøre udtrykket lidt mindre kantet og skarpt, og det er et valg, hr. Cole åbenlyst har truffet. Det bliver dog en smule for hyggeligt og tandløst hist og her, mens der stadig er en ypperlig kvalitet at finde, når Lloyd Cole er bedst.