Danske Shotgun Revolution er en sjov utidssvarende rockgruppe, der med 80’er-udtryk leverer fængende melodier og udlever masser af energi. Lytter man udelukkende på instrument-udtrykket, så er stilen et sted mellem AC/DC og Iron Maiden. Lægges Ditlev Ulriksens vokal og korharmonierne oveni, så bliver udtrykket pludselig langt mere poleret og rent.
C’est Tout Martine har stadig plads til masser af forbedringer i sangskrivning, udtryk og så videre, men den umiddelbarhed, charme og impulsivitet, der kendetegner debutalbummet, gør det til et aldeles stærkt udspil fra en dansk debutant af den skæve og sjældne slags.
I’m Kingfisher bølger fra kæmpemæssigt til minimalt, fra den ypperste skønhed til den dissonerende skurren – og frem for alt er Arctic et betagende, smukt og medrivende album, der fra start til slut holder et ypperligt niveau, der placerer det som et af årets stærkeste og mest dragende mesterværker.
Bettye LaVette fortolkninger af det engelske rock-arvesølv er en ligegyldig og lemfældig. Det kan ikke reddes af, at Bettye LaVette rent faktisk har en god stemme, og man undres over hvorfor albummet overhovedet er blevet lavet.
Evemaster befinder sig i den hårdere ende af skalaen af den metal, der kommer fra Finland. Den svenske mastermind Dan Swanö har – på godt og ondt – haft en stor finger med i spillet på bandets tredje album.
Raunchy viser international styrke og kombinerer tyngde, melodi, elektronik og metal, der i passager holder sig for tæt til genrekonventionerne, men som i sin helhed udgør en fabelagtigt gennemført metalplade.
Dette er blot endnu et bevis på, at Teitur er en af vor tids største sangskrivere. At han lever en omskiftelig tilværelse når det gælder produktion og udtryk, vil nok forvirre enkelte, genere andre – og glæde andre igen. Jeg hører til den sidstnævnte kategori og er meget fornøjet med Let The Dog Drive Home.
Det er ikke stor kunst, det er ej heller særligt originalt, men det er momentvist stærkt underholdende, og det ville grangiveligt sejre med højt ølskum og lige så højt humør, hvis bandet er i stand til at bevare den smittende og afvæbnende humor live.
Det lidt komiske sort/hvide bryllupsbillede er udskift med et malerisk og farverigt overskåret æble på coveret, og det hænger fint sammen med den større mængde farve og varme, der er at finde i disse elleve nye skæringer. Genremæssigt bevæger Murder sig ikke så meget væk fra den forrige plade, men alligevel er lydbilledet mere varmt og komplekst.
På Autechres nye album skrues tempoet og kompleksiteten lidt ned, uden at det går ud over substans eller spændstighed i deres hightech univers. Det er dog fortsat i mødet mellem beats af bastant tyngde som fundament og sprælske og finurlige melodier at musikken har sin berettigelse.
KURvE virker skrupforvirrede og knopskyder sange i alle mulige retninger på deres nye plade. Det skaber et rodet resultat som desværre aldrig rigtig kommer i mål.
Kølig elegance møder svulstig 80´er synthpop og artrock fuld af spleen og weltschmerz på Church With No Magic. Den voldsomt sortrandede lyd er over the top i en sådan grad, at jeg står af. Indimellem er resultatet fint, men alt for ofte kedes man gudsjammerligt
Der er generelt ikke meget spræl i Timber Timbre, men der er forrygende stemninger og intense melodier og lydbilleder. Albummet starter forrygende, men efterhånden bliver det en anelse for ensartet til, at det som helhed bliver rigtig godkendt. Når det er bedst, er der noget forunderligt og skønt charmerende ved Timber Timbre, men opskriften når desværre at blive lidt for udvandet, inden Taylor Kirk runder af.
Endnu et sprængfarligt og kværnende hårdt album fra et unikt band. Udtrykket er sort som aftjent motorolie, men kan man lide sin musik sådan, er der ingen vej uden om.
At lytte til System er ligesom at sidde i en designerlænestol, hvor hver enkelt komfortdetalje er udtænkt til punkt og prikke. Samtidig er det godt gedigent håndværk af klassiske dyder, der smelter sammen med moderne elementer.