Om man er i stand til at lade sig indfange af LOA’s pausemusik fra en sci-fi-verden af ambient eksperimentering, er ikke kun en smagssag, men også et spørgsmål om temperament. Det er de langstrakte, maleriske sekvenser, parret med eksperimenterende lydkollager og momentvise glimt af en rocket wall-of-sound, der bærer trioen hjem.
Hovedindtrykket af dette album er som med forgængeren, at Vega er en eminent sangskriver, der formår at skrive sange, der har en usædvanlige langtidsholdbarhed. Det gør, at Vega kan opdatere og tilpasse lydbilledet nu og stadig få sangene til at leve optimalt. Det er imponerende og indgyder stor respekt.
Der er enkelte elementer af brus og måske en anelse støj, især på Jatuns behandling af ”Waiting for Something”, som trækker store veksler på Spacemen3 og Loop. Det er i øjeblikke som her, at lyden og skønheden fletter hånd med en knivskarp kant, man godt kunne ønske sig, der var noget mere af på et album med en imponerende stor og flot lyd.
Lisbon er et perfekt vinteralbum uden musikalske saltomortaler eller badutspring, bare plain rock af den gode gamle skole med solidt spil og melodier i traditionel musikalsk opstilling, som for en stor dels vedkommende vokser fra glimrende til suveræne – no more no less!
Smuk, storladen og fornem opfølger fra Broken Records, der dog mangler den samme vekselvirkning mellem energisk power og storladen skønhed, som gjorde debutalbummet til et af de mest lovende indenfor indie-folk/rock-genren længe.
Kelley Stoltz leverer en både charmerende, men også langsommelig og langstrakt omgang garage-indie på albummet To Dreamers. Den amerikanske kunstner med de britiske inspirationer, lader således sin lytter vente lidt for langt mellem de højdepunkter, der gør at det lidt for mudrede og ensartede lydbillede får nuancer.
Telestjernen er ledestjernen i en rockmæssig rundtur i udkantsdanmark, hvor new romantics skønt forenes med røvballerock, hvor knallertudstødningen blander sig i næseborene med gyllestanken fra den nærliggende mark og friturestanken fra grillbaren, der i dette tilfælde hedder Roxy Grill.
Les Savy Fav har begået en solid plade, som indimellem forfalder til lidt for skematiseret og gennemtygget indierock af den amerikanske skole, men som et godt stykke hen ad vejen er knippelgodt skruet sammen.
Minimalismen trives i bedste velgående hos No Age, som leverer bevisbyrden og argumenterne for forcerne i lo-fi rockens eksistens. Det er netop i den dogmatiske stringens, at californierne har deres særkende.
De Eneste To, aka. Peter Sommer og Simon Kvamm, skuffer en anelse på deres debutalbum. Musikken er Kvamms, teksterne Sommers, og en plus en giver ikke to. Men mon ikke den fælles legeplads kan udvikle sig til et sted man gerne vil besøge?
Mika Vandborg er dygtig til at spille guitar, til at arrangere, producere, skabe energi og få det hele til at spille. Men sangskrivningsmæssigt er der langt mellem snapsene, og variationerne er så voldsomme, at de sammen med de skiftende vokalister er mere interessante og varierede, end de egentlig er vellykkede.
De sidste tre skæringer viser meget godt spændvidden i duoens projekt. Der er alt lige fra det latinamerikanske vokal- og rytmearbejde, lidt jazzet intonering fra blæserne uden at blive eksperimenterende, og et knitrende elektronisk bagtæppe af lyde og stemninger, der formfuldent indkapsler og beriger de forskelligartede strømninger.
De rocker stadig i Cherry Overdrive, men de gør det nu med mere overskud og mod på udfordring. Der er flere svinkeærinder og afstikkere til andre genrer på Go Prime Time, Honey, men man kommer aldrig i tvivl om, at Cherry Overdrive er deres helt egne, og at de har en plan med løjerne.
De færreste vil falde på halen i begejstring og føle sig kaldet til at slå flikflak på dansegulvet af dette album. Til gengæld tror jeg ikke, at der er ret mange der ærligt kan sige, at de ikke trak på smilebåndet, at de ikke følte nysgerrigheden pirret voldsomt – og at de ikke følte sig nødsaget til at tage stilling og gøre en holdning op, da de lyttede til Frisk Frugt.
Fokus har i høj grad har været på at skabe et album, hvor alt er perfekt til det yderste af fingerspidserne. Det er lykkedes, og det er selvfølgelig fornemt. Men det er også lidt for mange af de sikre kort, der bliver spillet, og det betyder, at indtrykket bliver lidt for blødt og finpoleret.