Jeg er Nina Kinert taknemmelig for, at have beriget min verden med Red Leader Dream. Albummet oser af atmosfære og flotte auditive scenarier, som roterer om fine sange og særdeles forførende melodier. Kinert´s vokal er spitzenklasse og den spænder over det skrøbelige og alfelignende og det mere udadvendt sprudlende og vidtspændende
Clara Bryld imponerer på sin solodebut, der byder på smuk sangskrivning, fine arrangementer, et stærkt udtryk og en charmerende og gribende legesyg tilgang til en afart af popgenren, der er lys, let og munter samtidig med at der er dybde, melankoli og meningsfulde fornemmelser.
Sangene på Margins er anonyme og vil mig ikke rigtigt noget. Smith nævner selv inspiration fra Bonnie Prince Billy, Cat Power og Smog, men han er milevidt fra deres niveau. Albummet er så fuldt af intetsigende, kønne og tomme kalorier, at jeg falder i staver stort set gennem hele udspillet.
Return Of The Gaucho er et hamrende fedt udspil, som med bravour placerer Danmark på det tungrockede musikalske verdenskort. Dejligt at den vindblæste fiskerby Esbjerg – sammen med Kellermensch – har fået endnu et band af international klasse.
Det er stadig tonstungt, og der er fuld smæk for skillingen, men alligevel er noget helt anderledes. Afvekslingen og opfindsomheden er på “Hail the Horde” større end tidligere, og det klæder The Burning rigtig godt.
Generelt leverer Anders Hestbek et indtryk af, at han allerhelst vil være en stjerne på den hjemlige countryrock-scene, men det er når han udfordrer sine egne præferencer, at han finder ind til det punkt, hvor han er allerstærkest. For når der skrues op for enten energi eller intensitet, så har Hestbek et bemærkelsesværdigt potentiale.
Dragontears’ tredje og – ifølge bandet – sidste album Turn On Tune In Fuck Off, er som altid en syreregn af skæve toner, ekkopedaler og eksperimenterende musiceren med næsen dybt begravet i fortiden.
De fire ildspyende gutter i The Surfing Henchmen har med garanti en fest hver gang de sætter stikket i forstærkerne. Squeal Baby, Squeal stinker af alkohol, benzin og oliefedtede drengerøverier. Alt er lavet og spillet med et kæmpe glimt i øjet og skal ikke analyseres eller fortolkes efter vante skematiske formler.
Cadoo formår at bibringe musikken et kvalitativt løft og en ekstra dimension, der får udtryk og stemninger med fra hele skalaen. Lige fra det tyste, skumringsambient, til det langstrakte symfoniske, tilsat solide rytmer og bund. Jo flere gange, man lytter til Dryft.ventricle, jo mere bliver man overbevist om, at Cadoo befinder sig i en helt særlig liga inden for den elektroniske musik.
F*>k Dance Let’s Art’s 18 forskellige skæringer, afgiver mange forskellige bud på, hvad den elektroniske grobund kan frembringe og hvad der gemmer sig i den amerikanske undergrund af både godt og skidt
Dylan Baldi og hans Cloud Nothings-projekt giver de største forhåbninger i løftet om en lidt mere tilgængelig stil i fremtiden. For som helhed bliver Turning On en rodet samling, hvilket også må være forventeligt, når der er tale om flere EP, der er samlet på samme skive. Som smagsprøve og grundlag for en vurdering af, hvor projektet kan dreje sig henad, er det dog ikke uinteressant.
Det store drama og de markante overraskelser er der ikke på From the Cradle to the Rave, men konsistensen og den voldsomt fede sound gør sit til, at Shit Robots debutalbum overall er en sand delikatesse.
En fin forsmag på et projekt, der har potentiale. Det er bestemt værd at stifte bekendtskab med dette Ingenmandsland, der dog gerne må folde sig ud til lidt mere, hvis Ingemandsland i højere grad skal blive Thomas Brenneches land, og hvis EP en dag skal blive til LP.
Hvis man kan forestille sig et blend af blandt andet noget Glasvegas (uden det oppustede), tidlig Ash, Raveonettes og Beach Boys, så har man en ide om, hvor King Of The Beach lydmæssigt befinder sig.
The Duke And The King har respekt for traditionerne, vækker en del af dem til live, og Simone Felice og hans tre kammerater skaber igen et helstøbt billede af, hvordan god gammeldags blues/soul kan lyde anno 2010. Albummet er dog samtidig så traditionstro, at nye fans af genren næppe springer på her.
k Dance Let’s Art; Sounds from a New American Underground" />