Proem: Enough Conflict
byProem tilbyder på Enough Conflict både den mere tekniske side af sin stil, samtidig med at der er en kerne af det varme, menneskelige, man især møder på det tidligere mere mørke album till there’s no breath fra 2009.
Udgivelser
Sully Erna: Avalon
byNår forsangeren fra grungerockbandet Godsmack udgiver et soloalbum kan man frygte en egocentrisk mainstream-udgivelse, der indeholder et par numre med ulideligt catchy refræns, der holder præcist tre uger på Ugens Uundgåelige. Realiteten er dog en hel anden.
Dalot: Loop Over Latitudes
byAlbummet indeholder en imponerende søgen efter stemninger og vibrationer, der ikke lader sig fæstne i tid og rum. Alting flyder sammen og væk fra hinanden på både tiltrækkende og frastødende maner. Og der er ikke noget negativt med det frastødende i Dalots musik. Der er tale om grundlæggende poler og modpoler i numrenes måde at forholde sig til sig selv på.
The Damned Things: Ironiclast
byThe Damned Things består af medlemmer fra Every Time I Die, Anthrax og Fall Out Boy. På papiret en sær sammensætning, men i praksis leverer bandet et af årets mest catchy rockalbums.
Magnus Carlsson & The Moon Ray Quintet: Echoes
byGenerelt fremstår Magnus Carlsson som en lidt for tilbagetrukket og spinkel crooner til, at han formår at tage pladsen som omdrejningspunkt for dette album. Og det er en nødvendighed i denne genre, hvor de store instrumental-præstation skal omkredse en stærk mand i midten.
Sebastian Waldejer: The Rise Of The Urban Child
byDet er en smule forvirrende – men nogle gange også ganske gribende og overbevisende – at lægge øre til Sebastian Waldejers debutalbum, hvor eksperimenterne bliver for usammenhængende, men hvor de passager, hvor det hele er skåret ind til det mest naturlige og skrøbeligt følsomme, er glimrende!
Doctors And Dealers: Trouble EP
byDe gode steder på denne EP leverer stof til store forventninger, når Doctors And Dealers i samarbejde med Gordon Raphael udsender en fuldlængde-plade i løbet af 2011. Det bliver spændende, og med den rette balance mellem charmerende umiddelbarhed og eksperimenterende pop, kan det blive rigtig, rigtig godt.
Emil Friis: The Road To Nashville
byI mine ører er Emil Friis en fortræffelig vokalist, når han skærer al overflødigheden fra og fremstår som den hudløst ærlige historiefortæller. Det er også her, sangene får det stærkeste liv, og bandet leverer uforglemmelige stemningspassager. Det giver nydelige øjeblikke, men der findes alt for få af dem.
Mads La Cour: Har du hørt det?
byDer er masser af godt talent i Mads La Cour, der skal finde lidt mere præcist ind til sit eget udtryk og sin egen sangskrivningsstil, hvis han skal skille sig ud i den store mængde af artister i denne genre. Det musikalske niveau er bestemt på højde med mange af de andre i genren, men der skal mere til, hvis man skal gøre sig bemærket.
Vomit Supreme: Taste
byTaste er spækket med ungdommelige eskapader med konsekvent fod på rockpedalen. Det er et flot opbud af smittende sange, som langt hen ad vejen vækker en ubændig lyst til at hoppe og sparke om sig i ustyrlig kådhed, som var man teenager på ny med smøgen i den dunede mundvige.
Tim Kasher: The Game Of Monogamy
byTim Kasher viser et storartet potentiale, og dette album er et meget varieret billede af ham som artist. Måske også for varieret til, at det hænger optimalt sammen, og ind imellem er der lidt flere idéer og lidt mere energi, end sammenhængen kan holde til.
Rock Hard Power Spray: If You Think Our Last Two Records Sucked You’re Gonna Love This One
byDen lange titel kunne tyde på nye takter. RHPS fornyer sig, og de formår at kaste sig ud i et mere eksperimenterende og beskidt univers. Men dette univers viser sig på gruppens tredje plade også at være et meget farligt et af slagsen.
Mt. Desolation: Mt. Desolation
byDet er undtagelserne, der er værd at bemærke på dette album. Som helhed har Mt. Desolation svært ved at fænge og tage greb om lytteren. De er sikkert underholdende efter en god flok pints på en irsk pub, men som album skal musikken kunne mere end som så. Og det kan Mt. Desolation ikke med materialet på dette album.
Skjult: De Sy7 Dødssynder
byNår århusianske Skjult selv placerer sig et sted mellem Tool, Under Byen, Radiohead og Efterklang, så er der lagt op til en sammenblanding af rigtig mange mærkværdigheder. Og den skabelon udfylder bandet udmærket, men det er svært som lytter at finde sig helt til rette i bandets univers.
Roar Amundsen: Måneskitser
byRoar Amundsen slår næppe igennem i bredere forstand med dette album, men han gør sig absolut bemærket som en stærk sangskriver, en sanger med et stærkt personligt udtryk og en mand, der formår at videreføre en musikalsk tradition.