Stupid White Men giver mig associationer om fire cowboys der er sluppet løs i storbyen, og gør som det passer dem. De har taget rock af den gamle skole og gjort den til deres helt egen. De er bedst på de powerfulde numre, men enkelte afbræk på debuten giver albummet bredde og variation.
Fistful Of Mercy laver oldschool musik når det er allerbedst. Det er milevidt fra moderne tendenser og eksperimentelle fiksfakserier. Blot tre mand plus det løse og en balje knaldgode melodier, flotte vokaler og en beherskelse af instrumenterne uden den mindste rysten på hænderne.
En af Sveriges mest ansete sangskrivere er klar med nyt album, som absolut har potentialet til endelig at give ham det gennembrud, han længe har lænet sig op ad. Ikke blot i Sverige, men også her i Danmark, hvor de følsomme, intense og stærke sange, der leveres med sjæl og en masse på hjerte, bør få samme anseelse som på den anden side af broen.
Ren attitude og uendeligt lidt substans, hverken på tekst eller musik-siden på debuten fra de erfarne-rotter i The New Heartaches, som ganske enkelt ikke tager deres publikum seriøst.
Lad HobbyMor blive til meget mere end en hobby – og hold fast i den elektriske excentricitet, der gør de bedste passager på albummet til stærke og humørfulde musikalske bordbomber, der spreder smil og danselyst rundt i det ganske land.
Mechanical Bird er langt mere fugl end mekanisk. Det er så jordnært, organisk og ægte i sit udtryk, at det er vanskeligt at finde på lignende danske navne, der evner at levendegøre urgamle folk-traditioner i en moderne, varm og tiltrækkende kontekst. Stærkt album!
Pinefuldt ringe vokaler som lægger nye alen til begrebet tonedøv og en melodiøsitet og en udførelse som efterlader en grædefærdig på den danske musikscenes vegne. Man tror ganske enkelt ikke sine egne ører mens det står på. Hvordan i himlens navn Tryghed og Tristesse vil lægge navn til dette horrorstudie i musikalsk tortureporn er mig ufatteligt.
’Dunkle børnesange til det moderne barn’. Sådan karakteriserer Manden fra O.N.K.E.L. selv det, der er at finde på denne fem sange lange udgivelse. Og det er en ganske mærkværdig udgivelse, som er ligeså sjov og pudsig, som den er mærkværdig og løjerlig.
Den umiddelbart undseelige EP, har formået at ramme mig tæt på hjertekulen og den har spinnet ofte på anlægget det sidste stykke tid. Det skyldes den varme og nærværende produktion af de hjemmegjorte sange, den smittende fornemmelse af indre ro og overskud hos de to musikere, men især tre suveræne numre.
Agnes Obels debutplade er en forfriskende fornyelse i dansk musik. Agnes Obel er ikke den første kvindelige sanger og sangskriver herhjemme, men hun er en unik en af slagsen. Der er noget rent og naturligt over hendes udstråling, som også kommer til udtryk i både albumcover og musik.
Cato og Findlay har igen leveret et udspil, der emmer og bobler af spilleglæde og kreativ optur, som helt sikkert vil finde sit publikum på den brede motorvej ind til dansegulvet.
Lad det være sagt med det samme og helt uden tvetydighed: Man skal have været der dengang i firserne, for at synes om en udgivelse af denne art. Og selvom man var der, kan man i dag stadig godt stille spørgsmålstegn ved en udgivelse som denne.
Produktionen er farveløs og radiovenlig, og det er måske her, man rammer hovedet på sømmet. Embassy Of Silence vil simpelthen ikke andet med deres musik, end at blive spillet på Helsinkis P3.
Det er absolut ikke Lautstürmers intention at skrive memorable metalsange, tværtimod. Produktionen er også holdt på et nærmest primitivt leje, hvor ingenting skiller sig ud, alt grøder sammen i en usammenhængende masse. Havde produktionen været bedre havde der været tale om et sminket lig. Nu er der kun tale om et lig.
Spænd audioselen. Luk de bevidsthedsudvidende sluser op og lad dig føre med af de vanvittigt virkningsfulde lydscenarier, lydtroldmanden Rose møder dig med. Vi skal, som en aktuel satirisk duo udtrykker det, på en tur helt ind i sindet. Derind hvor man bliver bange, men hvor der også kan være smukt.