Man kan vel nærmest kalde det garage-pop, det som danske Joe And Honey leverer på den lille EP Heart Beast. Det er de små og ukomplicerede melodier, der leveres med Iben Foss’ lidt sky og generte vokal – understøttet af afmålte og præcise arrangementer, der varierer fra det sukkersøde til det garage-beskidte.
Sky Architects kan en masse og er rigtig dygtige til det. De gør bare det samme lidt for ofte, og så går magien af. Jeg savner mere ro på det enkelte nummer – og mere variation fra nummer til nummer. I stedet for en række ens opbyggede numre, der alle er lidt for omskiftelige til, at de for alvor hviler i sig selv.
Betting On The Mouse (BOTM) har rumsteret i godt et par år, og debuterer med en gennemarbejdet og ambitiøs EP, der med blot fire skæringer stinker af både talent, mod og med et superpotentiale til at lave årets fuldlængdealbum.
Umiddelbart kan det være mere end almindeligt svært at se, hvad Gonjasufi ønsker at opnå med de 12 mystiske remixes, men har man et forhold til den dreadlockede rapper, og har man i øvrigt en krøllet hjerne, kan man måske komme nogenlunde uskadt tilbage, efter en rundrejse i Gonjasufi-land.
Lise Dres’ fuldlængdedebut er ikke et album, der smides på gaden til en topplacering på hitlisterne, for dertil er det nok en lidt for skæv afart af popgenren, men det er et album, der vil markere sig som langtidsholdbart og medrivende for det publikum, det nu en gang får.
The Eighties Matchbox B-Line Disaster har med Blood & Fire smidt et album, der både med eksplosiv effekt vælter ud af højttalerne og som effektivt kryber godt og grundigt ind under panseret. Hudløs, krads og heftig rock for elskere af lyd som eksempelvis The Birthday Party og (tidlig) Nick Cave, The Cramps og deslige.
Musik skal bestemt ikke være nem og ligetil for at have sin berettigelse, men det synes som om, at Dreamend spiller lidt for meget for galleriet, uden helt at have styr på udtrykket, den gode melodi og en integreret identitet.
Papir bevæger sig rundt inden for støjrocken, det afdæmpede elektroniske og den psykedeliske musik, hvilket alt i alt udgør en spændende udgivelse, der nok kræver sin koncentration, men uden tvivl belønner lytteren og lover godt for trioens fremtid.
Alle de knaster og den indre spænding der lå i Cold War Kids´ univers på den aldeles glimrende debut Robbers & Cowards, er pist væk og erstattet af en midtersøgende og intetsigende dusinvarerock. Identitet og integritet er udvisket og fordampet og i stedet simrer nu en blød, fersk og fuldstændig karakterløs suppe.
Yderpolerne på albummet er der, hvor Joan Wasser fremstår stærkest – ja, som en sofistikeret souldronning, der giver alle P3-yndlingene gigantisk baghjul. For at ”The Deep Field” for alvor havde manifesteret sig som et mesterværk, skulle yderpolerne være udfordret lidt oftere, og lidt færre af numrene skulle have befundet sig på den sikre mellemvej.
Med The King is Dead har The Decemberists begået sit bedste og mest tilgængelige album. Det emmer af gode melodier og det sætter sig fast allerede ved første lyt – uden at give slip igen efter 10, som det ellers ofte er med den slags. Musik til at blive glad af!
For 20 år siden blev pladeselskabet Ninja Tune dannet af den banebrydende britiske duo Coldcut, og siden da har dette label konsekvent været en af de mest banebrydende og indflydelsesrige producenter af innovativ, elektronisk musik. Det dokumenteres i den grad med denne spektakulære fødselsdagspakke.
Die hard fans vil muligvis glæde sig over at Social Distortion lyder som de har gjort siden 1990. For undertegnede er der tale om en kedelig omgang rockmusik, uden megen berettigelse i 2011. Social Distortion kører på sidste salgsdag.
Japanske The Suzan er noget så anderledes som et japansk girl-rock-band, der nok er så melodisk og positivt i sit udtryk, at det måske ville være mere retvisende at kalde det pop, men samtidig er der en garageagtig skævhed og uforudsigelighed, der gør at mange popelskere nok finder det lidt for alternativt.
Det er tungt men særdeles melodiøst og kompleksiteten holdes fornemt i ave, således at man sjældent trættes af de abrupte polyrytmeskift eller destruerende eksperimenter, mathrocken ellers har for vane at udfordre lytteren med. Talons sigte er i stedet melodi i skøn forening med en søgen efter den rigtige stemningsbund.