Rumskibskaptajnen Keith Canisius leverer på This Time It´s our High en blanding af psychedelisk 60´er pop og æterisk dreampop og blid shoegaze, som den leveredes i 90´erne . Det er et voldsomt effektivt, men også et noget ensporet lydbillede, der ikke undgår en uheldig bismag af gentagelse som albummet skrider frem.
Frankie & The Heartstrings bruger forhåbentlig denne EP til at finde helt ind til, hvad der skal være deres eget udtryk på en fuldlængdedebut. For indtil videre lyder de som en blanding af 20 andre bands, og dermed aldrig rigtig som sig selv.
Med Smoke Ring For My Halo er Kurt Vile klar til at træde endnu et skridt op ad karrierestigen. Musikken er blevet langt mere tilgængelig og selvom man ikke kunne lide de tidligere udgivelser, så er det ikke umuligt, at det nye album vil falde i ens smag. Man skal dog holde af hans lettere dovne vokal.
Hvis man betragter de enkelte elementer i COB’s musik, er der intet, absolut intet, nyt under solen. Det er old-school ekstremmetal, og drengene fra Epsoo tonser derudad efter bedste evne. Men der er alligevel flere ting, der skiller bandet ud fra den store fællesmængde.
Fornemmelsen fra albummet fordufter efterhånden og efterlader ikke det mest varige indtryk. Måske fordi albummet ikke hører hjemme med blæsevejr uden for de dirrende vinduer. Måske fordi albummet skal have albueplads a la Travolta på lysende og levende dansegulve.
Der er fuld klampe på guitarerne, og trommerne veksler mellem tungt drive og et fint fremadsøgende tempo, der aldrig bliver speedy. EH må generelt siges at ligge i den tunge ende, og med Casper på bas og vokal har de en solid, rå lyd, der trækker det hele fint i land.
Generelt har Heidi Spencer et gevaldigt potentiale, men det udtrykkes med for lille variation på dette album, og derfor bliver det i længden en smule mere kedeligt, end førstehåndsindtrykket giver løfter om. Det er nemlig velspillet, flotte arrangementer og overordentligt stemningsfuldt.
Der er reminiscenser fra Hola Ghost og Cramps i Powersolo, men de er langt mere alsidige og kåde i deres vanvittige omgang med rockens rudimentære udtryk, og det skal de blive ved med at dyrke. For heri ligger deres berettigelse.
Snorri Helgason veksler en tand for meget mellem forskellige udtryk til, at albummet helt fungerer som en helhed. På de fleste af de størst producerede numre roder helhedsindtrykket blandt de fortættede stemninger og intense beretninger, der viser Snorri Helgason fra sin bedste side.
Det er svært at holde masken hele vejen igennem XXV, der oscillerer mellem det fuldfede og det parodiske. Det ufrivilligt komiske er en velkendt faldgrube for prog bands, der ofte han en tendens til at tage sig selv for seriøst. Pallas formår ikke at styre uden om de steder hvor isen er tynd, men lyser momentvis op som usædvanligt helstøbte.
Hush udgiver et broget album, hvor jeg halvdelen af tiden keder mig med sange, jeg føler jeg har hørt mange gange før. Den anden halvdel af tiden fornemmer jeg, at Hush har et langt mere markant kunstnerisk snit over deres materiale, som imponerer mig voldsomt, når den får frit løb. Lad det endelig ske over et helt album næste gang.
Liam Gallagher markerer sig som en sanger, der har skiftet fokus, så det nu er musikken, sangen og vokalen, der er i centrum, i stedet for den berømmelse, der har gjort ham berygtet. Det klæder ham og er en afgørende nødvendighed for Beady Eye, som debuterer mere end fornuftigt.
Britiske Anna Calvi debuterer med et højst særpræget album, fyldt med guitarpræget rock – og poppede, teatralske og yderst selviscenesættende melodier. Med dramatik og store teatralske opbygninger kan det viltre udtryk i øjnene sammenlignes med en kloning af Nina Hagen og Amy Winehouse.
Selvom du ikke måtte kende Vic Chesnutts bagkatalog – eller for den sags skyld har et forhold til Cowboy Junkies – så snyd ikke dig selv for denne helt formidable udgivelse, der rummer så mange magiske øjeblikke, at den melankolske pop/rock når sit maksimale niveau gennem afdøde Chesnutts smukke kompositioner.
De bedste steder er Sea Of Bees rigtig godt, men det samlede billede af albummet er, at der er lidt for mange numre, der bliver for ordinære og kedelige. Og det er synd, når nu de bedste af slagsen har en flot og imponerende substans og et kunstnerisk niveau, der klæder genren, og som den poppede og lettilgængelige musik har brug for.