På sin albumdebut bevæger Vibeke Falden sig i et melodiøst mix af electronica og pop. Hun har selv både skrevet, produceret og indspillet albummet. Falden gør hvad hun kan for at adskille sig fra mængden af håbefulde laptop-kunstnere via organiske beats og loops, kreative tekster og en veksling mellem at agere sanger og vel nærmest spoken word-kunstner.
To 16-årige tvillingesøstre med fornavnene Jófridur og Ásthildur har på pigeværelset på den vindblæste islandske atlanterhavsø tumlet med en stribe små stemningsfulde og finurlige viseagtige sange. Tilsat klokkespil, spøjse akustiske lydeffekter og akustiske guitarer, er det blevet til dette debutalbum.
The Strokes skal have ros for at gå egne veje. De kunne, som Kings of Leon, have gået efter at skrive musik til de store stadions. Det gør de heldigvis ikke. De skal også have ros for at udvikle sig, men dermed er det meste af det positive der er at sige om Angles og sagt. En ny Is This It er det i hvert fald ikke.
Highway Child viser på dette tredje udspil, at de mestrer både det muskuløse og det afdæmpede, det underholdende, nærmest humoristiske overskudsrock og det simple blues, der skal tages gravalvorligt. Men de elleve skæringer viser i hvert fald et band fuld af overskud, ambitioner og en lyst til at levere en varieret bluesrock, der var lige ved at gå i stå på deres sidste udspil., men som nu har fundet storformen.
Op til og her i starten af det nye årti er der skyllet en bølge af reunions ind over os med alt fra Take…
Efter en årrække med knap så gode albums er R.E.M. med Collapse Into Now tilbage i fuldt vigør. Det er ikke et decideret rockalbum, som deres seneste Accelerate var det, men blander genrerne godt og vækker gode mindelser til bandets bagkatalog – uden at være bagudskuende.
Kan Diamond Drive holde sig tilpas væk fra de melodiøse sekvenser i numrene og fokusere på det tekniske og det hårde, er der absolut god grund til at se frem til et mere sammenhængende udspil fra metaldrengene fra Århus.
Det er som om, at Ciccone Ritchie ikke helt ved, om følelserne skal være vrede og storladne, eller om de skal være mere neddæmpede på en ked-af-det-agtig måde. Det giver store forvirringer for mig, og jeg bryder mig bedst om de steder, hvor bandet lader mig som lytter komme tæt på. Det sker på et enkelt nummer, og jeg krydser fingre for, at det er den retning, bandet vil søge i fremtiden.
Several Shades of Why indeholder lune og fine sange der åbner sig over tid med kun ganske få trivialiteter, alt sammen udført som gedigent gennemarbejdet håndværk. Albummet er dermed et eklatant eksempel på en grower, der giver indsatsen mangefold tilbage, hvis man møder det med rette tålmodighed.
Norman Palm får absolut vist lidt mere af sig selv, men han efterlader stadig et klart indtryk af at være en kunstner, der ikke er helt overbevist om sit eget udtryk og sin egen retning. Der er stærke momenter undervejs, men der er også aldeles ligegyldige og unødvendige numre, der lægger en klar dæmper på begejstringen.
Greg Dulli er kendt fra flere sammenhænge, især Afghan Wigs og Gutter Twins, og med sin karakteristiske vokal og med sin dybt personlige tilgang til rocken over motown og grunge, skaber han med Dynamite Steps et følelsesmættet og dybt bekymrende udspil.
Ligegyldighed er desværre det eneste Human League efterlader en med. Credo er simpelthen spændt til bristepunktet med fattige melodier, tynde og komplet uinteressante synthtemaer, der ofte er så cheesy, at det grænser til det ufrivilligt komiske.
Build A Rocket Boys! er primært et afdæmpet album. Der er langt mellem de store melodiske armbevægelser, og i længden bliver nogle numrene en smule trættende. Særligt på den meget stillestående – og heldigvis ligeså korte – ”The River” går det næsten i stå. Derfor passer albummet for undertegnede og bedst til en stille morgen med en kop te og en avis end til intens lytning.
Det er utvivlsomt teknisk velfunderede og dygtige musikere, men der er et befriende fravær af genrens noget hyppige svælgen i musikalsk masturbation. Albummet er hamrende effektivt og prisværdigt gennemarbejdet. Selvom det er tungt er der masser af rum og fjedrende lethed i musikken
Alene bandnavnet er nok til at elske dem. Og Thulebasen har med albummet Gate 5 taget et markant skridt fremad på den danske scene i en fri og hypnotisk form, hvor sangene spilles frem og kulminerer i den 18 minutter lange og ekstravagante “Felaia”. Ind imellem går der for meget øvelokale i den. Men når Thulebasen er bedst, er speederen i bund og readymades spyer ud fra basen.