Visse bands bør nok holde sig til det, som de og deres musik er gode til – for The City Kills vedkommende er rådet at holde sig til live performances og helt undgå bedømmelser baseret på deres musik i statisk form a la cd’er eller vinyl.
Det er discorytmer, synthflader, 80’er-tunge læderjakker, pumpende syntetiske electro-rytmer og til tider højt svævende Jean Michel Jarre-flader, der ligger under vocoder-vokalen og de spinkle melodier, der vokaliseres med relativt ligegyldige tekst-stykker.
Crystal Fighters trækker på flere stemninger og inkorporerer forskellige genrer og udtryk i deres latino dancepop, og man er hele tiden med på en bagudskuende trip down memory lane, om bord i et fremadstormende og løbsk lokomotiv, der får hår og kinder til at flabre i den virtuelle vind.
Sine Bach Rüttel lykkes ikke altid med eksperimenterne, men det er omkostningen ved at eksperimentere. At der skal bruges to numre for at ramme en guldåre er jeg klar til at tage med. For de gode numre er på et meget højt niveau og gør Sine Bach Rüttel til en sangerinde, der absolut har noget at give den danske musikscene.
Sedated Angel formår at variere deres fundamentalt ensrettede lyd over Dirty Goin´ Down´s fire sange, så man oplever små men signifikante nuancer i bandets tonsetunge univers. Selvom alt ikke spænder lige godt af, mobiliserer fuzzdrengene rigeligt med kompetent tråd til, at det rykker grundigt i den indre rockhund
Mads Brinch Nielsen efterlader et indtryk af en mand, der skriver fine sange, og som i momenter formår at få det optimale ud af en lidt spinkel stemme og en akustisk funderet bund. Andre steder tager han livtag med lidt større udfordringer, og der kommer han lidt i problemer.
Der veksles og varieres ofte i Cocoons univers, men det er, når hyggen, charmen og det rare udtryk har overtaget de er bedst. Enkelte numre er så sublime, at de formentlig vil opnå en livstidsplacering på min favoritliste. Men der findes også unødvendige ligegyldigheder undervejs på dette overordnet charmerende og fine album.
Giv tid, giv opmærksomhed og hav tålmodighed. Så viser Thousands, hvordan lyden af alting kan komme fra to struber, to akustiske guitarer, en klokke og et stakåndet stueorgel. Det er de tostemmige vokaler og de gribende smukke guitararrangementer, der bærer dette album frem fra det ene generte og indelukkede nummer til det andet.
I 2009 udgav Artillery albummet When Death Comes, som blev lidt af et comeback for dem. Og nu, efter der er gået mindre end to år siden comebacket, er de så igen aktuelle, og starter egentlig hvor de slap. Om det så er positivt, det er en anden sag.
Det sangtekniske er sublimt, men skal jeg blive fanget af sydafrikanske vokalharmonier, skal der være noget, der overrasker, og lyden må gerne være mere autentisk en den glasklare og fintpolerede studielyd, der kendetegner dette album. Det bliver for glat og forudsigeligt til, at sangene fremstår levende og autentiske.
Albummets 13 skæringer spænder fra blid romance, klokkespil og croon over barberbladsskarpe og møgbeskidte syrespader, der river og rusker og stiller krav til lytterens tålmod. Akron/Family er ikke for konservative sjæle, der helst ser verden forklaret i et sammenhængende og afklaret lys.
Englænderne gør flere gange meget ud af at understrege, at de er vilde, og at de kommer i en slags musikalsk oprør. Det er en fin intention, men det er på deres anden plade så påtaget og forudsigeligt, at de bestemt ikke behøver at advare mig, og at de på ingen måde forarger mig.
Wye Oak´s tredje langspiller Civilian er duoens hidtil bedste. Bandet træder i denne ombæring mere i karakter. Det være sig på første halvdels mere tempofyldte, rockede og støjende numre, såvel som anden halvdels mere introverte sange.
Hvorvidt Forevermore er inspireret musik er egentlig vanskeligt at dømme, men det er kvalitetsbevidst Whitesnake-hardrock præcis som det plejer, og det ligger i den bedste ende af en genre der er fyldt med bras. m ikke andet passer Whitesnake perfekt som baggrundsmusik når motorcyklen i disse dage skal makkes klar til sæsonen.
Bid godt mærke i navnet på dette band, for hvis ikke de inden året er omme har modtaget stor anerkendelse for denne plade, så er der noget rivende galt. Essence har eksisteret i seks år og dette er bandets debutalbum. Et album, der lover godt for fremtiden og som man skal unde sig selv hvis man holder thrashmetallen som den lød i 80erne.