Udgivelser

The City Kill: Days Full of Joy

The City Kill: Days Full of Joy

by

Visse bands bør nok holde sig til det, som de og deres musik er gode til – for The City Kills vedkommende er rådet at holde sig til live performances og helt undgå bedømmelser baseret på deres musik i statisk form a la cd’er eller vinyl.

Kings Of Dark Disco: Dying At The Disco

Kings Of Dark Disco: Dying At The Disco

by

Det er discorytmer, synthflader, 80’er-tunge læderjakker, pumpende syntetiske electro-rytmer og til tider højt svævende Jean Michel Jarre-flader, der ligger under vocoder-vokalen og de spinkle melodier, der vokaliseres med relativt ligegyldige tekst-stykker.

Crystal Fighters: Star Of Love

Crystal Fighters: Star Of Love

by

Crystal Fighters trækker på flere stemninger og inkorporerer forskellige genrer og udtryk i deres latino dancepop, og man er hele tiden med på en bagudskuende trip down memory lane, om bord i et fremadstormende og løbsk lokomotiv, der får hår og kinder til at flabre i den virtuelle vind.

Sine Bach Rüttel: Chasing The Dragon

Sine Bach Rüttel: Chasing The Dragon

by

Sine Bach Rüttel lykkes ikke altid med eksperimenterne, men det er omkostningen ved at eksperimentere. At der skal bruges to numre for at ramme en guldåre er jeg klar til at tage med. For de gode numre er på et meget højt niveau og gør Sine Bach Rüttel til en sangerinde, der absolut har noget at give den danske musikscene.

Sedated Angel: Dirty Goin´Down

Sedated Angel: Dirty Goin´Down

by

Sedated Angel formår at variere deres fundamentalt ensrettede lyd over Dirty Goin´ Down´s fire sange, så man oplever små men signifikante nuancer i bandets tonsetunge univers. Selvom alt ikke spænder lige godt af, mobiliserer fuzzdrengene rigeligt med kompetent tråd til, at det rykker grundigt i den indre rockhund

One Year From Home: The Strip

One Year From Home: The Strip

by

Mads Brinch Nielsen efterlader et indtryk af en mand, der skriver fine sange, og som i momenter formår at få det optimale ud af en lidt spinkel stemme og en akustisk funderet bund. Andre steder tager han livtag med lidt større udfordringer, og der kommer han lidt i problemer.

Cocoon: Where The Oceans End

Cocoon: Where The Oceans End

by

Der veksles og varieres ofte i Cocoons univers, men det er, når hyggen, charmen og det rare udtryk har overtaget de er bedst. Enkelte numre er så sublime, at de formentlig vil opnå en livstidsplacering på min favoritliste. Men der findes også unødvendige ligegyldigheder undervejs på dette overordnet charmerende og fine album.

Thousands: The Sound Of Everything

Thousands: The Sound Of Everything

by

Giv tid, giv opmærksomhed og hav tålmodighed. Så viser Thousands, hvordan lyden af alting kan komme fra to struber, to akustiske guitarer, en klokke og et stakåndet stueorgel. Det er de tostemmige vokaler og de gribende smukke guitararrangementer, der bærer dette album frem fra det ene generte og indelukkede nummer til det andet.

Artillery: My Blood

Artillery: My Blood

by

I 2009 udgav Artillery albummet When Death Comes, som blev lidt af et comeback for dem. Og nu, efter der er gået mindre end to år siden comebacket, er de så igen aktuelle, og starter egentlig hvor de slap. Om det så er positivt, det er en anden sag.

Ladysmith Black Mambazo: Songs From A Zulu Farm

Ladysmith Black Mambazo: Songs From A Zulu Farm

by

Det sangtekniske er sublimt, men skal jeg blive fanget af sydafrikanske vokalharmonier, skal der være noget, der overrasker, og lyden må gerne være mere autentisk en den glasklare og fintpolerede studielyd, der kendetegner dette album. Det bliver for glat og forudsigeligt til, at sangene fremstår levende og autentiske.

Akron/Family: S/T II:The Cosmic Birth and Journey of Shinju TNT

Akron/Family: S/T II:The Cosmic Birth and Journey of Shinju TNT

by

Albummets 13 skæringer spænder fra blid romance, klokkespil og croon over barberbladsskarpe og møgbeskidte syrespader, der river og rusker og stiller krav til lytterens tålmod. Akron/Family er ikke for konservative sjæle, der helst ser verden forklaret i et sammenhængende og afklaret lys.

Does It Offend You, Yeah?: Don’t Say We Didn’t Warn You

Does It Offend You, Yeah?: Don’t Say We Didn’t Warn You

by

Englænderne gør flere gange meget ud af at understrege, at de er vilde, og at de kommer i en slags musikalsk oprør. Det er en fin intention, men det er på deres anden plade så påtaget og forudsigeligt, at de bestemt ikke behøver at advare mig, og at de på ingen måde forarger mig.

Wye Oak: Civilian

Wye Oak: Civilian

by

Wye Oak´s tredje langspiller Civilian er duoens hidtil bedste. Bandet træder i denne ombæring mere i karakter. Det være sig på første halvdels mere tempofyldte, rockede og støjende numre, såvel som anden halvdels mere introverte sange.

Whitesnake: Forevermore

Whitesnake: Forevermore

by

Hvorvidt Forevermore er inspireret musik er egentlig vanskeligt at dømme, men det er kvalitetsbevidst Whitesnake-hardrock præcis som det plejer, og det ligger i den bedste ende af en genre der er fyldt med bras. m ikke andet passer Whitesnake perfekt som baggrundsmusik når motorcyklen i disse dage skal makkes klar til sæsonen.

Essence: Lost In Violence

Essence: Lost In Violence

by

Bid godt mærke i navnet på dette band, for hvis ikke de inden året er omme har modtaget stor anerkendelse for denne plade, så er der noget rivende galt. Essence har eksisteret i seks år og dette er bandets debutalbum. Et album, der lover godt for fremtiden og som man skal unde sig selv hvis man holder thrashmetallen som den lød i 80erne.