James Walbourne, og hvem der ellers har været i studiet med ham, har uden tvivl haft det sjovt under indspilningerne, men for mig som lytter giver albummet ikke meget fra sig. James Walbournes debut er langt fra nogen fiasko, men når en guitarrist som ham laver et soloalbum kunne man godt have forventet noget mere.
Norma Sass rammer af og til en guldgrube i deres afsøgning af indiens elementer, men der søges lidt vel meget, og lidt for ofte bliver eksperimenterne og idéerne udvandet af kryptiske tiltag og mangel på opfindsomhed. Men på de bedste numre er der masser at komme efter.
Er man til musik ala Whiskeytown, Ryan Adams ano Heartbreaker eller The Avett Brothers skal man ikke snyde sig for at give The Head and the Heart et lyt. Man skal dog ikke forvente at de tilføjer genren noget nyt, men derimod en omgang solid og traditionsbundet americana.
To gange træder Yelle i karakter og flytter på holdningen til maskinel og forudsigelig genre. Ellers bekræfter den franske gruppe kun den skeptiske indgang til dette album, og som helhed er der ikke nok at komme efter, selvom de to overbevisende numre er rigtig gode.
At amerikanske Foo Fighters har en uforlignelig evne til at skrue et godt rockalbum sammen viser de igen på Wasting Light. Det er stabilt og rutineret, og der er heldigvis plads til at skeje ud og dermed give albummet flere mindeværdige højdepunkter.
Lykke Li er måske ikke nødvendigvis lykkelig på sit nye album. Men hun har ikke desto mindre leveret en udgivelse med stort potentiale, og selvom der er enkelte numre undervejs, jeg udmærket kunne have undværet, så tæller de gode øjeblikke så meget, at albummet som helhed er en masse anbefalinger værd.
Sange som ”Isabel” og ikke mindst den suveræne ”Vintersol” er fremragende, og generelt understreger Butzback sin helt særegne position på den danske musikscene. Han er en original, der formår at puste nyt liv i de ældste danske sangtraditioner – og samtidig give genren sin helt egen kant, personlighed og ungdommelige opdatering til en slags Højskolesangbogen version 2,0.
Generelt viser Peter, Bjorn and John sig fra den mest melodiske, smittende, sprudlende og overgearede side, men det sker samtidig med et twist af alvor. Og selvom alvoren ikke altid er lige vellykket, så giver den det nødvendige modspil til glad-i-låget-effekterne, og det gør dette album til et ganske udmærket et af slagsen.
Lissie er måske ikke den nye store pop-dronning, men hun giver den amerikanske popscene en stærk ny personlighed og integritet, og hun formår at fremstå som en sangerinde helt nede på jorden, selv når hendes vokal svinger sig helt op i det himmelske. Der er virkelig noget at holde øje med her, selvom der også er plads til forbedringer.
Den texanske instrumentalkvartet Explosions in the Sky er med dette, deres sjette album, gået tilbage i deres musikalske arkiver og fundet seks demoer frem, som de har arbejdet på indenfor de sidste tre år. Demoer som de havde forladt, er kommet tilbage til, og senere udvidet.
Det charmerende ved Yuck er deres ungdommelige energi, troen på egen formåen og vanvittigt høje fornemmelse for den gode melodi pakket grundigt ind i støj og lyse svævende m/k vokaler. Der hersker simpelthen en uimponerethed hos londonkvartetten.
Det bliver det klassiske magiske højdepunkt, når storladenhed og minimalisme mødes i en diskret og slow-motion-agtig energi-eksplosion. Og det er sublimt vedkommende og nærværende, når Murdoch ruller stemmebåndene ud, og han formår i allerhøjeste grad at understøtte sin egen vokal med en lille spinkel akustisk guitar og diskrete arrangementer.
Alf er en elegant starter og dermed bedst i første halvleg. Herefter bliver det lidt mere ordinært uden decideret at trække det røde kort. Alligevel er der en legende lethed over Alfs omgang med de klassiske Byrds inspirationer og hans kantede og skæve indie folk-pop, som derfor – på trods af enkelte fejlskud – trækker de fleste stik hjem.
Der er ikke meget melodisk metal over March to an Inviolable Death, men lidt efter lidt opdager man dog alligevel en lille lysning i blackmetallens sorte skov. Det er old school og kræver en del af lytteren for at det åbner sit trods alt melodiske metalunivers.
De ti sange står tilbage i natten, pulserende af liv og undergang og smækfyldt med fortællinger. Det er ikke specielt ’Southern’, det er heller ikke gotiske fortællinger i traditionel forstand, men det er mørke elegier fra ’south of heaven’, og på den måde passer det meget godt.