Med Circuital har My Morning Jacket begået sit femte gode album ud af seks mulige, og det vil ikke være fair, hvis bandet fra Kentucky ikke snart får et gennembrud, der rækker udover de allerede indviede. For kommende fans er Circuital et godt sted at starte.
Colin Moores folkdebut er ikke helt vellykket. Melodierne er simpelhen ikke gode nok og vokalen lyder i al sin whiskyhærgethed lidt for påtaget. Der findes mange kunstnere derude, der spiller den samme slags musik som Moore – bare meget bedre.
Britiske The Wombats prøver ikke at lyde som andre. De har nogle meget tydelige inspirationskilder, men de formår at finde deres egen hylde på en farverig musikalsk reol bestående af postpunk fra 80erne, britpop fra 90erne og en mere moderne og festlig lyd som trioen skal have æren for.
I bund og grund er Guillemots stadionrock og storladne ballader ikke så rasende anderledes fra så mange andre bands fra samme egn og fra de seneste mange tidsperioder. Det kan man vælge at betragte som småkedeligt og uopfindsomt – eller som tidløst og frygtindgydende effektivt.
Alessi’s Ark har præsteret et album, der lægger sig flot i tråd med den efterhånden lange række af talentfulde og unge britiske folk-sangerinder. Her er masser af personlighed, stort sangskrivertalent og en spillevende levering af materialet.
The Interbeing har tydeligvis lagt både tid og grundighed deres debutalbum, og det gode resultat bliver ikke mindre imponerende af, at de på egen hånd har investeret i udstyr, der har muliggjort det at indspille en stor del af albummet på egen hånd.
Engang for længe, længe siden var der engang… og sådan kunne man fortsætte historien om da discokuglen roterede i loftet og kastede stjerneglans over datidens danseglade unge med støvsugerbukser og forjættende overskæg.
Bjørsts andet album er en dyster kombination af støjende rockflader og en ren og klar nordiske klang, som er både dragende og storladen, men som også til tider bliver en anelse for fyldig og omskiftelig at holde styr på.
Fleet Foxes følger vel ret beset ganske stærkt op på deres store gennembruds-debut. Samtidig kan man dog med rette mene, at der ikke er sket alverden i de mellemliggende tre år – og det er ærligt talt lidt skuffende.
På Mondo Amore møder vi to sider af Nicole Atkins; den udadfarende og den inderlige. Der er ingen tvivl om, at det er den udadfarende, der vinder slaget, men det er faktisk en skam, for det er i inderligheden Nicole Atkins’ force ligger. Derfor når Mondo Amore heller ikke op på siden af Neptune City.
Stamfaderne i Einstürzende Neubauten lever bestemt ikke forgæves. De har utvivlsomt en stor indflydelse på færøske Orka, som har samme avantgardistiske tilgang til musikken som udtryksform. Instrumenteringen læner sig ligeledes gevaldigt op ad germanerne.
Udadtil vil de engelske prettyboys fremstå barske med masser af hårdkogt attitude, men der skal ikke meget empati til, at gennemskue den lille romantiske popdreng gemt i maven på de fem mascaralagte medlemmer.
Af højdepunkter skal fremhæves amerikanske Carmen Rizzos udgave af ”Farin uttan at verda vekk”, som har en rystende nærværende dybde og en skælvende farlighed i den dubbede version. Nummeret står som en sort obelisk, men kraftfuldt indhyllet i Rizzos forvandlinger og farvestrålende gevandter, der bevæger sig som Nordlyset i den arktiske nat.
Dette er ikke en helt almindelig anmeldelse. Men det er heller ikke et helt almindeligt produkt, der skal anmeldes. De norske danserockere i Datarock har simpelthen udgivet en USB-nøgle, der vel kan kaldes en ganske moderne præsentation af deres seneste singleudspil og den tilhørende ep Catcher in the Rye.
Med I Am Very Far føjer Will Sheff endnu et kapitel til Okkervil Rivers’ katalog af flotte albums. Det nye kapitel er et kapitel fyldt med storladen rock med en fyldigere lyd end tidligere, der med sin ustrukturerede tilgang tager en smule afstand fra de forrige albums.