Lars Kivig, som ellers har sin gang som piano/synth musiker i den gotiske postrock kvartet My Beloved, har valgt at forsøge sig på egen hånd i enmandsprojektet Acorn Falling. Det er for så vidt ikke så langt fra moderbandets noget glædesløse, men også særdeles smukke hymner.
Amiina er i folkemunde bedst kendt som Sigur Rós stryger-ensemble i livesammenhæng. På sekstettens andet album er lydbillede såvel band udvidet siden debuten. Det er dog fortsat et selskab af sav, kalimbas, spilledåser og forskellige ting man kan slå på, bøje, eller støde til, der møder en på Puzzle.
Ikke alle bands er i stand til at skifte mellem tempi og genrer på en måde, hvor de kan slippe af sted med det, men det er åbenbart intet problem for Desolate Shrine. Når man har hørt albummet til ende undres man dog over hvor bandet vil hen.
Hvad stiller man op med et band som norske The Megaphonic Thrift, der helt og aldeles ublut bekender sig til Sonic Youth, som præsten til amen i kirken. Ja, så man jo anskue melodiernes kvalitet og om guitararbejdet kan følge med Moore/Ranaldo. Heldigvis er det henholdsvis fremragende og genuint.
Orange Monks har noget ganske særligt at byde lytteren. Store dele af kollektivets elementer er i sig selv ikke nyskabende eller bemærkelsesværdige, men det hele bliver samlet til en flot helhed og bliver skudt afsted med stor intensitet af Astrups vokal.
Noah and the Whale er lidt for rare og lidt for behagelige til, at Last Night On Earth for alvor fungerer som helhed. Der er stærke numre undervejs, men de ville have fået et løft, hvis de var placeret på et album, hvor udtrykket var lidt mere broget og varieret.
Los Lonely Boys er rigtig gode, når det svinger, men de er også kvalmende sentimentale på værste amerikanske maner, når det stikker dem. Men hvad kan man forvente af et band, der blandt andet har optrådt ved den amerikanske Big Bowl-finale?
De to californiere Meric Long og Logan Kroeber i The Dodos formidler en kantet og minimalistisk Folk-rock på deres fjerde ombæring No Color. Arrangementerne har ofte et skævt sigte som gør, at man sjældent ved hvor nummeret bærer hen. Alligevel er det stramme setup med tromme og guitar i længden både for ensformigt og begrænsende.
Earthquakes, Religion And Heartaches bejler til folk med hang til ikke bare prunkløs minimalisme, men også relativt stille – men bestemt ikke anæmiske – sange, for her er betydelig varme, dybde, små slag med halen og ikke mindst krøllet kant og spidsfindigheder i DreamJockeys univers.
James Mercer og Danger Mouse følger mere op på debutalbummet, end de bygger på deres eget udtryk. Reelt havde jeg som lytter følt mig mere fair behandlet, hvis jeg var blevet tilbudt en single (An Easy Life) med tre ekstranumre fremfor en EP.
Architecture In Helsinki byder på fine og medrivende passager, der vil gøre sig godt som alternative sommer-pop-perler. Men der er også momenter af kedsomhed og forudsigelighed, så helt i top kommer det australske orkester ikke, selvom de er godt på vej i deres bedste stunder.
I det store og hele er Von Hertzen Brothers nok et projekt, der vil imponere en relativt smal målgruppe. Og de, der bliver imponerede, skal have en næsten uhyggelig trang til storladne opbygninger, 80’er-puddelvokal og oppustet pompøsitet. Men er det din smag, så er Von Hertzen Brothers sikkert noget for dig.
Danmarks Laibach er for komiske til at være uhyggelige. Der er dystre, vellydende passager, men i sin helhed er albummet svært at tage alvorligt. Hvis man kan leve med den komiske vokal er der dog spændende momenter på albummet, der gør sig klart bedst i de instrumentale passager.
Præcis som på den knapt to år gamle og fremragende selvbetitlede debut, er også den smukke opfølger præget af små undseelige stemninger og skrøbeligt bårne sange med fingeren på hjertekulen. Less is more er igen hovedtanken og det virker både lindrende og svalt, at være i selskab med den fine trio.
Når støjende stilhed er guld Egentlig er Sacreligous Impalements nye udspil en ganske forsvarlig musikoplevelse, men det er netop med tryk på ordet ’musik’:…