Souad Massi er en aldeles interessant sangerinde og kunstner i sig selv. Og at hun i 2011 er en sangerinde, der pludselig er blevet musikalsk eksponent for nogle af de verdenshistorie-omvendinger, der sker om ørerne på os, så har hun pludselig en helt anden relevans og aktualitet for mange flere. Og det fortjener hun.
Der er noget højstemt religiøst over nogle af numrene, mens der er noget helt back-to-basics røvballe-jordnært på andre numre. Det giver en fornemmelse af stort overskud og en kombination af topmoderne indie og 70’er-disco, der mødes med organisten fra et landligt pensionistbanko og en vildtfaren svensk visesangerinde.
Jeg er egentlig rigtig ærgerlig over, at jeg ikke kan skamrose dette album, for jeg er vild med udgangspunktet, tanken, konceptet og umiddelbarheden. Men det er bare for sjældent, at det hele kommer til at passe sammen i Blaars univers.
Mercenary står over for mange nye udfordringer, og skal overbevise om at de kan klare sig lige så godt som før, til trods for at det episke, der var så understregende for deres lyd, nu er borte med keyboardets forsvinden og Mikkel Sandagers ditto. Det er ikke lykkedes hundrede procent på Metamorphosis.
Med Magic har Sean Rowe udgivet et flot og afdæmpet debutalbum, der lover godt for fremtiden. På albummets afdæmpede numre viser Rowe et stort potentiale, men desværre går det knap så godt når tempoet skrues i vejret.
Jonas Petersens debut består af hymner med en elegisk stemning over sig. Om du er kristen, muslim, hedning eller noget helt andet, så kan du være helt rolig. Der er på ingen måde tale om en prædiken fra Hymns from Nineveh. Det er eftertænksomt og åbenhjertet, og det er svært ikke at blive ramt af.
Telekinesis er en lidt sær størrelse, der er et halvt album om rigtig at komme i gang, og så smækkes der 4-5 fremragende, alsidige og imponerende numre af sted på albummets sidste halvdel. Fra følsomt til festligt – fra Status Quo over punk og britpop. Det er temmelig spraglet og vældigt svingende i sin kvalitet.
Det bliver omtrent til at halvt album, der er omgærdet af en vis magi og excentricitet, og som derigennem har et bemærkelsesværdigt niveau. Men det bliver også til et halvt album, der står som legeplads og fyldnumre, og som ikke er specielt vellykket. Derfor bliver Horses and High Heels et album, der skal overleve på de bedste enkeltnumre – ikke som album.
Generelt har jeg svært ved at finde den helt store overordnede jubel over dette album, der kun for sjældent træder udenfor det lydbillede, der virker temmelig gennemsnitligt for modne danske sangere og sangskrivere. Det er udmærket håndværk, men jeg mangler det reelle særpræg.
Hvis man ikke kender hverken Cadoo eller n5MD, er dette album et godt sted at starte. Der er både et vældigt arsenal af kunstnere, der udgives hos Cadoo, et væld af numre, der repræsenterer en stor del af historien om n5MD, og så er de komponeret med en udtalt hyldest, der emmer af respekt for projektet, som i sig selv gør det til en fornøjelse at lytte til.
Tv-2 er tilbage med bandets syttende studiealbum. På trods af et par rigtig gode numre, så formår det aldrende band desværre ikke at forny sig, og man sidder tilbage med en fornemmelse af et band, der snart går i stå, hvis ikke der sker en radikal fornyelse.
Samlet set er Hardcore Will Never Die, But You Will, Mogwai´s mest homogene og fuldendte album til dato og dermed aspirerer den – sammen med Young Team forstås – til sejrskamlen i skotternes diskografi.
På de bedste og fineste numre, som der heldigvis er flest af, er Iron & Wine i en klasse for sig – og ganske enestående. Til gengæld er eksperimenterne ikke vellykkede, og det trækker selvsagt ned på et album, der dog skal have de varmeste anbefalinger til melankoli-nydere med hang til den gode og veldrejede melodi.
Iceage åbner året med en af de mest overbevisende danske debuter i mands minde. Måske holder forhåndsbegejstringen ikke hele vejen. Men at lytte til New Brigade er noget af det mest håbefulde, man kan give sig til i denne mørke tid.
Der er stadig et par mindre detaljer på We Are The Sound, som måske kunne afpudses en smule, men det er som sagt detaljer, og bandet er jo ungt, så det får de uden tvivl styr på. Indtil videre er det bare forfriskende med et metalband, som skiller sig ud fra mængden, og så endda med manér.