Franz Treichler har aldrig sunget bedre og bandet har aldrig været mere tight og velspillende end nu. Everybody Knows tager det bedste af den elektroniske verden og det bedste af den akustiske og blander dem i skøn energifyldt disharmoni så det gnistrer til alle sider.
Buffy Saint-Marie er et ikon for de indianske kulturelle rødder, og her forsøger hun at udbrede traditionerne fra sin egen baggrund til en mere gængs og bredt favnende målgruppe. Det lykkes hende ikke ret godt i mine ører.
Er man ynder af 20 min. skærsildslignende støj, pint, plaget og bøjet igennem stort set fraværende rytmestrukturer, indeholdende uigennemsigtigt mange lag, i en bevidst fraværende produktion, ja så kan man droppe årets tandlægebesøg og i stedet indtage en auditiv udboring af de taktile sanser på Sunspotted.
Produktionen er lækker og albummet emmer af spilleglæde, drive og legelyst fra Sitek’s hånd. Der er kælet for detaljerne og på størstedelen af skiven er Maximum Baloon simpelthen en fryd at lytte til. Der er masser af svedig bund i de bastante beats som nærmest oversvømmer albummet og melodierne er pakket med solide grooves.
Med en gennemsnitsalder på 75 år er The Jolly Boys uden tvivl et imponerende syn på livescenen med deres hjemmelavede instrumenter. Noget andet er, at The Jolly Boys med Albert Minott på vokal har valgt at tage udødelige klassikere til sig og forsøge at gøre dem til deres egne. Det fungerer ikke rigtigt.
Cradle of Filth befinder sig på en måde i en genre for sig selv; blackmetal med gotiske, teatralske elementer blandet med storladne klassiske kompositioner, og det klarer de godt, også denne niende gang. Der er dog ikke sket den store udvikling i musikken.
Generelt sidder man tilbage med et indtryk af at være blevet ganske heftigt hevet omkring i et popunivers med utallige ansigter og stemningsområder. Lidt forvirrende, ganske overraskende og vældig charmerende tredje album fra Kristina Holgersen, der kombinerer et modent og et modigt udtryk i sine sange.
Jackass 3D vil få nogle til at juble og synes at Knoxville og co. er Guds gave til den dårlige smag, mens det hos andre, undertegnede inkluderet, lynhurtigt får smilet til at stivne. Faktum er, at Jackass 3D er en elendig opsamling af banaliteter og – i modsætning til intentionen – helt igennem usjove sange. Tværtimod er der decideret pinlige øjeblikke på albummet.
The Hundred In The Hands er überstiliserede og har med debutudspillet lavet en plade, som en god del af vejen mod mål er cool, elegant, distanceret og fornem synthpop, men anskuet som et hele forstyrres af de mere rockede forsøg.
En fornemmelse af at være blevet mere eller mindre blæst omkuld på fem af albummets første seks sange, hvorefter The Migrant mister pusten og de store armbevægelser. Det kan undre, at de stort opsatte arrangementer ikke er spredt anderledes ud over albummet.
New York-bandet Dead Leaf Echo viser på albummet Truth en stærk evne til at pumpe spinkle melodier op til enorme arrangementer og stemningslandskaber, og selve det udtryksmæssige kan i perioder minde om Jeff Buckley med de store og langstrakte flader med skrøbelig vokal.
Trusted Few har seks år på bagen og fået en del ros og anden positiv omtale i tidens løb. Nu er de klar med en debut, der noget ironisk bærer titlen And Then We Forgot, og som desværre ikke skiller sig nok ud fra de mange andre metalbands, der florerer i undergrunden.
Elsker man debuten Youth & Young Manhood (2003) og opfølgeren Aha Shake Heartbreak (2005), så er man sikkert hoppet fra Kings of Leon for længst, og desværre giver Come Around Sundown ingen gode grunde til at hoppe på igen.
Smoke Fairies leverer en særegen kobling mellem storladen og melankolsk skønsang, mere fortættede folk-sange, amerikanske sydstats-traditioner og indierockens energiske rastløshed og elektriske intensitet. Det giver et meget interessant resultat, der dog ikke er fuldt udviklet.
Et festligt, varieret og kompetent album, uden at det rykker ved de store overordnede genreoptegnelser, teoretiske grundtanker om tonesystemets sammensætning eller den musikalske verdensudvikling i det 21. århundrede. Det kan andre få lov at rode med – Freddy And The Phantoms leverer en vare, der virker, som leveres med smittende energi og humør.