Det kan umuligt være tilfældigt, for der hersker et vigtigt udtryk for selverkendelse og indsigtsfuldhed i titlen på Korn´s nye album Korn III – Remember Who You Are, for efter et par middelmådige udspil har Korn gjort det rigtige. De har skuet tilbage til begyndelsen.
Det generelle indtryk af denne Ep fra The Norman Conquest er, at bandet stadig er fremragende i arrangementer og opbygninger. Melodierne er generelt pæne og fine, omend de kant tåle et par kilo mere i tyngden, mens produktion og vokal bliver en tand for pænt i længden, og gerne må have lidt flere muskler og råstyrke.
Inkonsekvent og ligegyldigt Det er in at være lave elektronisk pop. Sidste Ambulance har lige debuteret med deres elektropoesi – og nu kommer Nordstrøm…
Kellermensch lyder ikke som tidligere. Væk er den tonstunge bund. Væk er den splintrende intensitet. Væk er Christian Sinnermanns brøl fra de dybeste lag af frustrationens rum. I stedet mødes man af et, om ikke lysere, så mere let udtryk på Narcissus’ fire nye numre.
Duoen Best Coast kommer fra Californien og består af Bethany Cosentino og Bobb Bruno. De to skaber en løjerlig stemning af lidt punk, lidt garagerock, lidt hitlistepop, lidt 50’er-nostalgi og lidt 80’er-tristesse. En underlig sammenblanding, som da heller ikke altid rammer lige godt plet.
To numre er et relativt spinkelt vurderingsgrundlag, og det er uklart, om der kommer mere fra Faurholt og Schultz. Men denne appetitvækker er som de lækreste tapas. Ikke særligt omfangsrige, men alligevel ganske mættende på grund af den fornemme kvalitet og sammensætning.
Mark Oliver Everett er en usædvanlig kunstner, der er ligeså uforudsigelig, som han er produktiv. Jeg elsker Eels, og jeg er vanvittig med det meste af det omfattende bagkatalog. Åbenbart er Everett blot bedst til at ramme min smag, når hele hans verden er ved at bryde sammen. Således har han det alt for godt til at begå et nyt mesterværk.
En samling af de bedste lovesongs fra en kunstner, der havde sin storhedstid for 25 år siden, lyder ærlig talt ikke som noget, der burde få mig til at falde i svime. Men det gør det. Suzanne Vega er stærkt vedkommende og nærværende på denne samling akustiske indspilninger.
Straigh From The Harp er et spændende koncept og projekt, som fungerer forrygende af og til. Men det er også et projekt med en del begrænsninger, og allerede på et otte numre langt album er det svært at få det bedst funktionelle til at brede sig vidt nok omkring.
Det bliver for snævert, for rumsterende, for uroligt, for usammenhængende og for ensformigt til, at det fanger min interesse. Det meste flyder sammen i en stor grødmasse, der er svær at skille fra hinanden og sig selv, og dermed er det allerhøjst et par mulige enkelttracks, der kan anbefales. Som album er Wavves absolut forbeholdt de få.
Det er muligt, at Hawk er en rejse i traditionerne udad velbevandrede genrer, men Campbell og Lanegan undgår alle faldgruber og leverer deres retro-folkrock så genuint og overbevisende, at man spørger sig selv, hvorfor mange bands har så travlt med at opfinde rocken på ny.
Der er på Talk Of This Town fem luftige popmelodier, der i deres florlette gemyt nynner sig igennem en behagelig og tilbagelænet atmosfære. Til tider minder Borbys lettere melankolske vokal som hentet direkte fra Nice Little Penguins storhedstid, og musikken trækker på samme hyggelige stemning som også findes hos Nicelands seneste udspil, hvor man langsomt fyldes af velvære og en afslappet stemning.
Skal man kun købe ét album i år fra den elektroniske indiescene, er Altmodisch’ debutalbum et rigtig stærkt bud på netop det slidstærke og kvalitative album, man ikke kan komme udenom. Køb det!
Der er tale om en buldrende omgang guitarlir, der ville have givet enhver bebumset teenager både stådreng og udløsning engang i firserne, hvor heavy metal havde sin storhedstid med muskuløse konger bag raketguitarer og brændende trommesæt.
Vokalen er genert og naiv i sin tone, mens det er den rene elguitar-lyd, der præger de fleste numre. Og når guitaren får lov at lægge en huggende bund bag de banale melodier, fungerer det faktisk ganske fint. Når Deez flirter med elektroniske beats, der ustandseligt opbrydes, så holder vokalen og numrenes overflade ikke til den megen rumsteren.