På størstedelen af ”Bang Goes The Knighthood” formår Neil Hannon at finde balancen mellem det sarkastiske og humorisitiske og mellem det dybsindige og vedkommende. Det gør dette album til et fremragende og smittende bekendtskab, der kun misser den sidste tand på karakterskalaen, fordi det mod slutningen bliver en anelse mere fjollet end nødvendigt.
I de tretten år siden OK Computer er albummet blevet skamredet af både inden- og udenlandske bands, der ikke er i nærheden af det niveau Radiohead altid har befundet sig på. OK Computer vil for altid stå som et af 90’ernes store højdepunkter og et af rockens helt store albums.
Med sin underspillede, nogle gange sludrende vokal fremmaner Démé ørkenbilleder af liv og sanselige verdener, der både danser til den vuggende rytme og svømmer hen i de flotte guirlander af melodi og rytme. Alt sammen funderet i en rodfæstet blues og en sans for det folkelige.
At Portishead skabte en ny genre eller i hvert fald populariserede og satte tyk streg under termen trip hop og viste hvor stor en berettigelse den havde, blev tydeliggjort af den efterfølgende tsunami af mere eller mindre kompetente kopister der fulgte med i kølvandet på Dummy.
Skal Alina Orlova skabe sig det helt store internationale gennembrud, så er hun desværre nok nødt til at skifte til et mere internationalt sprog. De litauiske og russiske tekster bliver en tand for eksotiske for flertallet af musikelskere – særligt fordi denne musikgenre opfordrer til grundig tekstlytning.
Pearl Jam kom i den grad med noget nyt på Ten, som rockmusikken syntes at have brug for på det tidspunkt. Efter en lang bølge af hard rock og stadionrock, som efterhånden var blevet lige lovligt forudsigeligt, kom Pearl Jam pludselig og kombinerede jammende 70er-inspireret bluesrock med mere fandenivoldsk punk.
Karen Elson sammensætter klassiske traditioner og dyder med et mere moderne, støvet og intenst lydbillede. Det betyder, at nerverne i musikken slår gnister flere steder, hvor Karen Elson skaber store musikalske øjeblikke. Niveauet er ikke lige højt hele vejen igennem, men for tilhængere af klassiske musikrødder og story-telling, skal Karen Elson varmt anbefales.
The Parlotones fremstår en anelse for beregnende i deres tilgang til at skrive rock-prægede popnumre. Det er sjældent at de virker helt i balance og harmoni med sig selv, og dette sker kun, når de rammer niveauet mellem at være overfladiske og alligevel ikke forsøge at gøre sig selv mere rå end nødvendigt. Det bliver lidt fesent i længden, og kun sjældent træder sydafrikanerne for alvor i karakter.
Eloa Vadaath er ét af de 72 gudenavne i den hebræiske Quabalah. Det betyder: Den som ved og ser alting. Jeg ved ikke om det italienske band af samme navn, føler sig ophøjet til et sådant gudestadie, men ser og ved de alting, ville de måske have opdaget at deres debut kun holder halvvejs hjem.
Jeg får ingen fornemmelse af, hvor bandet vil hen og forstemmes over, hvor lemfældigt de omgås deres talentfulde ører for den gode melodi. Det er som om, HWGM nægter at berige lytteren med de utvivlsomt fine numre, de gemmer på oppe i ærmet.
Depeche Mode blev voksne med Violator. Det helstøbte album emmer af helstøbt vellyd, der stadig idag er frisk og iørefaldende uden at blive letfordøjelig. Violator er essensen af Depeche Mode.
Frog Eyes laver fremragende sange, spillet med visionær sans, overblik og opsigtsvækkende drive af bandet, men Frog Eyes´ helt store profil og karismatiske es er forsanger Carey Mercer, som er noget af det mest interessante på den nuværende rockscene. Han kan fandendansemig tiltrække opmærksomhed.
Der er rigtig fine momenter hos New TV Wonders, mens der også er andre passager, hvor resultatet falder mindre imponerende ud. Ikke desto mindre får københavnerkvintetten vist nogle af deres styrker. Nogle vil nok mene, at der mangler energi i de rolige numre –jeg mener, der mangler intimitet og balance i de energiske numre.
King’s Light Infantry har modet til at arbejde med en iørefaldende rock, der både har kant og nerve, samtidig med at de vil kunne begå sig på den mere brede scene. Næste gang vil jeg dog se frem til et mere sammenhængende og helstøbt album, hvor melodierne har fået med sporene og slår over i strakt galop.
Ænima repræsenterer en rejse, hvor øregangene kommer til at befinde sig i en verden, der står uden for kroppens forståelse, og samtidigt fortæller om alle de lag, sindet kan rumme. Nye lag kommer konstant til på denne rejse, også selvom den nu har varet i fjorten år.