Melodierne som begyndelsesvis kan synes noget ferske, æder sig stille ind på én, indtil man til sidst ikke kan tænke på andet end, hvornår man næste gang får tid til at lytte igen. Ingen steder trædes der musikalsk vande og alt går op i en højere enhed på dette fremragende og stemningsmættede værk.
Debut er en genfødsel af en sangerinde og en fødsel af en solist, der her for første gang afslører, hvad hun har gemt indeni og en naiv tro på kærligheden og fremtiden. Björk står nøgen, spinkel og hudløs ærlig – og samtidig klar til at vokse sig endnu større med vinger, der spænder meget videre.
Love And Its Opposite er et album, der ikke kan anbefales nok, og er man på forhånd til Thorns og Everything But The Girls melankolske, folkede pop, er dette værk decideret uundværligt.
Beautiful Freak var en smuk indledning på en til dags dato lang karriere for den lille trio. En lille kommentar til en verden i forfald, og en hyldest til det nære, det specielle og aparte. Et lille politisk indspark på en yderst upolitisk måde, for det er netop det med Eels – de er korrekte på den ukorrekte måde.
At tro på sit eget projekt er al ære værd og trænger man til auditiv mørbanken, som bestemt også gemmer på melodier, om end de kradser som sandpapir korn 4o mod ørerne, så tag en mandfolketur uden nåde, men med masser af forløsning. Bagsiden af medaljen er, at den nådesløst konsekvente tilgang koster på variationens alter.
Different Class er noget af det ypperste, der er begået, som samtidig kan defineres som pop. Den umiddelbarhed, der præger albummet er slående, men de uendelige dybder, der ligger under hvert eneste lille fængende hookline, er aldeles imponerende og sjældent hørt.
Der er tilsyneladende arbejdet lidt for længe med udtrykket og de enkelte numre, og det betyder, at trods sangenes klare variationer og gennemtænktheder, så bliver det et mudret og ensartet udtryk, der kendetegner de syv numre. Gennemtænkt bliver til fortænkt.
Hos The Middle East hersker en udpræget klarhed og et stemmearbejde som smyger sig ind og ud imellem hinanden, som unge elskende, der føler og sanser hinanden forsigtigt an i den helt spæde forelskelse. Instrumenteringen er sparsommelig og behørigt tilbageholdt, som et åndedræt i komplet sync med kroppen
Irske Villagers debuterer med albummet Becoming a Jackal, der er en medrivende og følelsesfuld samling af personlige og nærværende sange, der tager afsæt et sted midt mellem den traditionelle singer/songwriter-stil og den mere kantede og kunstneriske historiefortællinger med masser af instrumentelle variationer, der dog alle lægger sig et solidt sted, hvor det er trygt, rart og varmt produceret.
Skæv guitarrock, neosoul, moderne diskovarianter og god gammeldags arbejderrock, indimellem løftet til himmels af storslåede strygersekvenser, går hånd i hånd på forunderlig vis på udspillet. Det hele leveret med sav, mandolin, blæsere og elektroniske remedier udover de mere klassiske rockinstrumenter.
Måske er det bare mig, der slet ikke har forstået sammenhængen i dette album. Måske findes den, og måske dukker den pludselig op for mig også. Men de utallige gennemlytninger, hvor jeg stædigt har forsøgt at finde den gamle gnist, der gjorde, at jeg holdt af Teenage Fanclub, er endt uden succes.
Elin Ruth Sigvardsson slog hurtigt sit navn fast som en interessant kunstner at holde øje med. I de seneste år har hun afsøgt sig selv og sine kunstneriske retninger, og hun har fundet et interessant bud på, hvordan hun kan lyde, på dette album.
Det generelle indtryk er, at selvom udførelsen er upåklagelig, og kvaliteten af Nell Brydens album ganske fornuftig, så er der ikke meget nyt at hente, og lidt for ofte kører pladen i hak i de countrytraditioner, der har umanérligt svært ved at lade sig modernisere og forny.
John Grant debuterer med et imponerende værk. Sangene er lette at tilgå, men rummer en enorm dybde. Stilen varierer fra det helt indesluttede minimale set-up med en mand ved et dæmpet klaver – til det stort bombastiske med hele symfoniorkestre, der buldrer løs i stort opsatte arrangementer.
The Reverends er bestemt et stærkt spillende band, der formår at få deres country-numre til at fungere optimalt. Et par steder overrumpler de med stærke sange, men ellers er det de tekniske musikevner, der er Reverends’ styrke. Lidt for ofte kommer sangene til at lyde som noget, der er hørt lidt for mange gange tidligere.