Forvirringen er større end talentet, potentialet og evnerne. Der bygges op til en fornem kulmination omkring midten af albummet, men opbygningen bliver lidt for lang og fraværende, og det er den type album, man skal have uendelig tålmodighed for at finde ind til.
Mikkel Engell træder ind på den danske popscene som en klar outsider. Det er svært at rette nogen direkte sammenligninger, for den gammeldags, affekterede og cool crooner-attitude strider mod den moderne popbund, som musikalsk lægges under sangene. Det er et aldeles interessant projekt.
Perception kunne være overskriften på States Of Space, for det er udelukkende sanserne der er i spil, eftersom lyrik og vokal er fraværende, lige så vel som almindelige lineære forløb indimellem erstattes af svævende, ulmende, lysende, knitrende og mentale moods.
“The new metal decade starts with our album. It is a message to the Invaders of our metal domain to circle their wagons”. Således ledsages Circle the Wagons, det seneste udspil fra norske Darkthrone.
Autechre er mestre i polyelectro med masser af lag og subtile stemninger. Uhyggevækkende og iskoldt manøvrerer de deres maskinpark af synths og programmeringer, mens der arbejdes på bøjninger af metalliske klange og selvom det er frysende udført, varmer det mit indre.
Some Speak Of The Future kræver en vis opmærksomhed fra lytteren, og der opstår et lille mismatch mellem den varme, tilgængelige overflade og den alligevel krævende side af bandet. For den nysgerrige lytter er det et stort plus, men det er måske de få, der for alvor har mod på at give den attention, som der kræves.
Femte studiealbum fra de amerikanske mørkrandede rock’n’rollere, Black Rebel Motorcycle Club, er et på mange måder fedt album. Men her og der er det faretruende tæt på at være for meget stil og for lidt nærvær og indhold.
AFM er tidligere blevet sammenlignet med Arcade Fire – og ikke med urette – men kvintetten er først og fremmest sin egen, og har med dette udspil sat en fed streg under den lyd og den performance, der kendetegner bandets signatur.
Fans af Opeth, Edge Of Sanity, Amorphis, Swallow the Sun og ligesindede skal ikke snyde sig selv for at give Barren Earth et lyt. For på trods af, at der ikke er meget nyt under solen, så er albummets ni numre det bedste metal jeg har hørt i meget lang tid.
Farven Fornem udsender aller ydmygst en EP i deres søgen efter at etablere kontakt til pladeselskaber og samarbejdspartnere. Og for pokker da, hvor må det i allerhøjeste grad komme til at lykkes, for niveauet er uhørt højt for et usignet dansk band.
Målet er på lang sigt sikkert interessant og velment, men midlet som 30 Seconds to Mars har gang i lige nu, lader til at lede både dem selv og lytteren på vildspor. De bevæger sig rundt i emorock, synthrock og ballader, og der synes hverken at være hoved eller hale i projektet.
Jeg bryder mig rigtig godt om Erland Coopers afmålte, drengede, rolige og bløde indie-vokal, og variationen i lydbilledet er betagende. Dog bliver det for rodet og usammenhængende i længden, og kun to af albummets holder for alvor et højt niveau.
Det er, når Marie Dahl er i centrum og musikken løfter hende frem i rampelyset, at dette album er stærkest. Når alt for mange små-elementer forstyrrer det stærkt nærværende udtryk, der ellers hersker, så forsvinder fokus og nerven.
Medlemmerne i Among Relatives er tydeligvis gode musikere, der hver især er kompetente på deres instrumenter, men produktionen af albummet sætter kompetencerne i et dårligt lys. Den skramlede lyd, får hele albummet til at lyde som en højskole-produktion.
Der er ikke noget nyt under solen på Broken Bells’ debutalbum, der dermed heller ikke er den åbenbaring som mange måske havde håbet. James Mercer og Brian ’Danger Mouse’ Burton har dog begået et popalbum, der tåler utallige gennemlytninger uden at vellyden bliver for meget og melodierne for simple.