Screaming Females spillede korte garage-punkede numre spillet skarpt og til benet, med en glød og glæde der er essencen i rock, gav en befriende uforstillet oplevelse og man blev simpelthen glad i låget over sådan en gedigen endefuld inden exit fra årets festival.
Den sære danske trio Thulebasen gav en skæv, krævende, kaotisk og nok for aparte oplevelse for mange på Pavilion søndag middag. De to gakkede guitarister placeret med front imod hinanden, gav et godt billede af et band, der måske spiller mere for hinanden end for de folk, der står og beskuer dem.
Rent musikalsk var det en fremragende koncert med særdeles smukke og veleksekverede sange, mens den anden mere underholdningsmæssige side af koncerten, som jo også er en stor del af begivenheden, faldt totalt til jorden.
Killing Joke skal som nævnt ses om aftenen under mere intime forhold. Her forblev man lidt for distanceret og kunne for nemt gemme sig for deres aggiterede frontalangreb. De bliver for ufarlige under sådanne forhold og stille men ubønhørligt raslede koncerten ned ad listen over begejstrede live-oplevelser, som timen skred frem.
Der var et sølle fremmøde, men ukendte Api Uiz var desværre oppe imod Love Shop, John Grant, Tallest Man On Earth og OFWGKTA og det er synd, for uagtet at ovennævnte bands sikkert spillede fortræffelige koncerter, snød man sig selv for en stor oplevelse i selskab med den energiske Bordeaux-trio.
Et tændt og højtspillende band mødtes af indifference Mastodon var en eklatant fejlplacering på Roskildes største scene. At kalde progmetallerne et hovednavn er ganske…
Kvintetten Kylesa leverede en grundig blanding af Stonerrock, Sludge metal, psych og alternative rock med et hint til 90´er grungen på Pavilion ved indgangen til fredag aften. Amerikanerne gik til den fra start med en bestialsk fremdrift og power.
Der var lagt op til en tung start på fredagen, da Electric Wizard åbnede Pavilion scenen. Dååth skulle have leveret hidsig kompromisløs Death Metal, men istedet blev vi udsat for en seriøst tung omgang doom. Syv skiver har bandet på repertoiret og det forlød fra konferencieren, at deres bedste album lå tilbage i 97.
”I kender dem ikke. Vi kender dem ikke. Ingen kender dem”. Således præsenterede den kvindelige konferencier svenskerne i Ghost da de skulle på scenen kl. 01 på Odeonscenen.
4 Guys From The Future har en regel om at de ikke kan lave fejl, og hvis man skulle lave hvad andre ville opfatte som en fejl, er det blot os andre der ikke forstår det, men bedømt ud fra publikums reaktion, eller rettere sagt mangel på reaktion, var det de fire herrer der tog fejl denne eftermiddag.
Emma Acs virkede en smugle nervøse, for det er uden tvivl det største for en dansk musiker at spille på lige netop denne festival, og det lagde den lille rødhårede pige ikke skjul på.
The Nationals absolutte hovedperson er den altid bevægelige, følsomme og nærmest utilregnelige Matt Berninger. Disse adjektiver kunne man også i dag med rette sætte på frontmanden. Med sig havde The National ekstra musikere på blæsere og keyboard, og sammen var de stærke som altid med et perfekt musikalsk samarbejde fra scenen.
Det har længe kørt for The Asteroids Galaxy Tour i udlandet, og det er på tide, at vi herhjemme får glæde af dem, hvilket vi i den grad gjorde lørdag i Roskilde. Det var groovy og funky, og selv om der ikke er den store dybde i teksterne, og det mere handler om fest og farver, så leveres det af en flok kompetente musikere med et potentiale.
jubelen var stor under hele Muses optræden på Orange. Muse havde nok allerede en plads i de flestes hjerter inden koncerten, og giver de lidt mere af sig selv og undlader af hvile på laurbærrene, så fastholdes den plads formentlig langt ind i fremtiden.
Med den voksende status i dansk musik har også fulgt delte meninger og forventninger til nevøerne. Men på scenen virker Nephew ikke mærket af det. De leverer et show, som de langsomt udbygger fra år til år. Der blev i aften igen leget med lyd, lys og ord, og efterhånden har Danmark lært at lege med.