Thursday / Envy: Split cd
Udmærket split-album fra to forskelligartede bands Inden for punk- og hardcoregenren har der længe været tradition for at udgive såkaldte split-albums, hvor to beslægtede…
Udmærket split-album fra to forskelligartede bands Inden for punk- og hardcoregenren har der længe været tradition for at udgive såkaldte split-albums, hvor to beslægtede…
Muligt skift i stil fra Antony Tilbage i 2005 slog Antony Hegarty og hans band The Johnsons massivt igennem med albummet I Am…
Damien Jurado når han er bedst På sit nye album fortsætter Damien Jurado den afdæmpede singer-songwriterstil. Og han gør det så godt, at Caught…
Calexico er tilbage på rette spor Efter det forfærdelige album Garden Ruin (2006), hvor Calexico gik ad, for dem, helt nye poppede veje, er…
The Stand-Ins bør give Okkervil River et fortjente gennembrud Allerede et år efter udgivelsen det fremragende album The Stage Names er amerikanske Okkervil River…
Lagwagon fortsætter derudaf Lagwagon var det første band til at skrive kontrakt med Fat Wreck Chords, og de har siden været et af punkselskabets…
Med en stenet, rocket og sumpet indgangsvinkel til musikken leverede Black Mountain natten til søndag en ganske udmærket koncert med tydelige referencer til 70erne. Med bandets to albums i baghovedet er der intet underligt i det, og den psychedeliske musik lå da også meget tæt op ad hvad man får hvis man sætter deres albums på anlægget.
Med vanlig energi gav Dillinger Escape Plan et brag af en metallisk oplevelse da de fyrede den måske mest balstyriske koncert på dette års Roskilde Festival. Tempoet skiftede konstant og sanger/screamer Greg Puciato løb rundt på scenen mens han sendte kaskader af vildskab ud til publikum. Han befandt sig tydeligvis godt på den store scene.
Astoria er den bedste scene på Roskilde Festival. Derfor var det også glædeligt at opdage at Nicole Atkins var blevet placeret netop her. Den aflukkede scene skulle da også vise sig at passe perfekt til musikken, der live skiftede mellem det elverpige-agtige og det rockede – og gerne indenfor samme nummer.
”Can you see me? Can you hear me?” Sådan lød mantraet fra en tydeligt tændt Mike Skinner, da han for tredje gang i sin karriere spillede op til fest på Roskilde Festival. Sidst han var forbi var i 2006, hvor han fyldte pladsen foran Arena op i en grad, der sjældent ses.
Det var egentligt meningen, at der her skulle være en anmeldelse af Casady-søstrenes koncert på Odeon. Men pga. en umulig lyd er det ikke muligt at skrive om koncerten. Derfra hvor undertegnede stod (og det var et stykke inde under teltdugen) var det eneste hørbare de to damers meget skingre stemmer.
Umiddelbart skulle man tro, at det ville være en fejl at placere Kings of Leon på Orange Scene. Var der virkelig så mange mennesker der ville høre dem, og har de musikken til at spille den store plads op? På trods af, at pladsen foran scenen ikke var fyldt helt op var svaret på begge spørgsmål et klart ‘ja’.
Det var ikke så få mennesker der havde valgt at møde op til Band of Horses’ koncert. Det var næsten umuligt at komme ind under teltdugen, men efter en lille kamp, så lykkedes det – og det var det hele værd. For Band of Horses leverede en noget nær perfekt omgang arena-rock med storladne rocknumre, stille ballader og momentvis fællessang.
Der er efterhånden ikke mange bands, der kan fylde Orange scene ud. Radiohead er et af dem der kan og på trods af en lidt for lav lyd, så beviste de det til fulde, da de skulle lukke scenen natten til fredag.
Det var det danske indie-håb Choir of Young Believers, der havde fået æren af at åbne Pavilion-scenen på årets Roskilde Festival. Og det gjorde de faktisk ganske godt, omend de med lidt flere numre at vælge imellem helt sikkert kunne have gjort det endnu bedre.
