Albummet er en fryd at lytte til, og jeg får fornemmelsen af ikke at sidde i min stue, men nærmere at være på en røgfyldt bar med en kold fadøl i hånden. Det er dog svært at måle og veje denne konstellations udgivelse. For nok er det godt, nok er det rart, men spørgsmålet er hvad det skal måles op ad? Tjah, som sagt, ”if it ain’t broken, don’t fix it”.
Beach poppen er ikke til at tage fejl af, og også på dette album er de upbeat og legende lette sange at finde. Men der er sket en udvikling i lyrikken, der tegner mere introverte cirkler. Selvom de tolv skæringer ofte handler om tabt kærlighed og religiøse kvababbelser afspejler instrumentalsiden med de upbeat kompositioner dog ikke dette.
Stemningen var høj og forventningerne ligeså, mens publikum stod på tæer og skuede efter bandet. Og forventningerne blev bestemt ikke gjort til skamme med et usandsynlig veloplagt The Kooks, som fra start til slut var en stor eksplosion af positiv udladning
Med skrattende guitar og elektroniske udladninger og hæs melankolsk vokal lægger Roxy Jules ikke fingrene i mellem på hendes soloalbum. Lyduniverset er mest af alt malet i dystre farver og tunger toner og der er langt til lollypops og candyfloss med mindre det er af den forbrændte slags.
Lidt mere leg og improvisation ville have klædet Mechanical Bride, der til tider føles en anelse for kontrolleret. Det samme gælder Lauren Doss’ smukke vokal, der kunne have været endnu smukkere, hvis hun havde udfordret sig selv lidt mere.
Austra byder velkommen i et elektronika-inspireret universer, der også trækker på 80er-synth og inspiration fra samtidige kvindelige kunstnere med særprægede vokaler og elektroniske spraglede universer, så som fx svenske Fever Ray eller islandske Björk.
FM Belfast har lavet et rigtig fint festalbum, men som lyttealbum bliver det for kedeligt. Dertil er variationen de enkelte numre for lille og alt for sjældent stikker kompositionerne ud i interessante og uforudsigelige retninger.
Past Life Martyred Saints giver mest af alt lyst til at opleve EMA live, som kun kan være en overvældende omgang guitarbåret larm, der river en i både ørerne og i hjertet. Pladen er ikke helt overbevisende.
Den aller sidste koncert på dette års Roskilde Festival for undertegnede viste den gode gamle rock’n’roll-side frem på den mindste scene Pavilion Junior i form af de svenske gutter i Graveyard. Med slidte jeans, læderveste, langt fedtet hår og skrattende guitarer tog bandet os 40 år tilbage i tiden.
En melankolsk skrattende guitar, en sjælfuld croonende vokal, energiske trommer, blid piano og en brummende bas gør et særdeles velspillende band fra Washington, D.C. Og høflige ikke mindst, når de ordentligt opdraget takker pænt i deres jakkesæt efter de begejstrede klapsalver.
Spændende … Som i anderledes. Det er et interessant projekt de to musikere har gang i, og der er masser af vilje til at skabe musikalsk eksotiske oplevelser. Men det lugter simpelthen for meget af en omgang jam session med en masse musikere, der har drukket lidt for meget redbull og slår lidt for hurtigt på trommer
Der er ikke noget at sige til, at der er fest fra pitten og helt ned til tribunen med så velspillende og veloplagt et band, der ikke lader muligheden gå fra sig for at fyre godt op under publikum.
En stilfærdig og lys vokal med fine fraseringer møder et publikum, der spredt har samlet sig foran Odeons røgfyldte scene, mens de selv damper af efter morgenregnens taktfaste nedfald.
Conor Obersts tekster er hverdagsfortællinger fra en ung og engageret singer-songwriter med spindsfindige iagtagelser og en stor lyst til at videregive dem. Der er en tiltalende umiddelbarhed over ham, og bandets tilbagelænede og übercool attitude bakker ham flot op.
Der er lagt op til god gedigen og gammeldags rock-fest, da Kurt Vile and The Violators entrerer scenen på Odeon, hvor publikum har indfundet…