Selv om Copenhell de sidste fire år har siddet tungt på området omkring den gigantiske B&W hal på Refshaleøen ved København, så har området de seneste måneder været præget af Melodi Grand Prix, og alt det hurlumhej det fører med sig. Men knapt var den sidste paillet fejet væk, før metalmonsteret igen indtog øen.
Marie Key er vild med trommer. Så vild at hun har to trommeslagere med på sin efterårsturné. Så vild at hun for nylig løj i et radiointerview og fortalte, at hun ville fordoble antallet af trommeslagere på scenen, for hver turné hun skulle på. Lyver gør hun nogle gange, hvis hun er lidt presset i en interview-situation og gerne vil virke interessant. Dette var en af de små hyggelige fortællinger Marie Key havde med i Store Vega denne aften, og det blev leveret med en subtil lune og humor, som hun vinder stor popularitet på.
Bastille leverede en vellykket Bastille-dag i Store Vega. Selv om de i perioder skød med lidt for løst krudt, endte de med at levere en både festlig og slagkraftig koncert, som den udsolgte sal formentlig gik tilfredse fra. De gav os de hits, vi ventede på, og de overraskede os med både 90er-dance og hård rock, som de færreste nok havde set komme.
Går man i dybden med Scarlet Chives’ univers, føler man sig hurtigt draget ind i et mørkt og kontrastfuldt popunivers. Efterhånden som man drages ind i det, finder man også ud af, at det også er ganske smukt.
The Dillinger Escape Plan er en helt unik liveoplevelse. Både i kraft af deres genre, deres livekvaliteter og deres nærmest umenneskelige energi på en scene. Ingen tvivl om at man skal være gearet til den vildskab, som de kompromisløst smider i ansigtet på publikum. Men er du oppe i gear, veltrænet – ja kald det hvad du vil – så bliver du revet med af The Dillinger Escapes eskapader.
Ane Brun har udviklet sig kolossalt på de ti år, der er gået siden debuten. Fra at være en sart norsk nymfe, har hun på sine seneste album vist, at hun har udviklet sig til en muse med mange strenge at spille på. Denne aften fejrede hun sit jubilæum med sit danske publikum i Store Vega, og det blev gjort med manér.
James Allan producerer igen selv på Later When The TV Turns To Static. Han synger stadig med en tyk og ganske charmerende skotsk accent, og trommeslageren Jonna Löfgren slår stadig på sine trommer stående, men alligevel er noget anderledes på Glasvegas’ tredje album. Albummet bærer præg af mere personlige tekster og melankoli fra James Allans side, hvor skotterne på på deres seneste album var blevet mere højtragende og utydelige i deres udtryk.
Fat Freddy’s Drop leger stadig med genrerne på Blackbird. Reggae, Soul og RnB dominerer lydbilledet, mens elektroniske elementer hele tiden sniger sig ind, hvilket er med til at give dem den lyd, som de er blevet så kendte for, og som de ynder at folde yderligere ud i deres liveshows.
Det syv mand store New Zealandske musikkollektiv Fat Freddy’s Drop udkom tidligere på året med albummet Blackbird. I den forbindelse gæster gruppen på deres…
Mens Moses Hansen og Kristina Djarling prellede af på Copenhell og de tusinder af besøgende, så var lørdagens vejrudsigt en langt større trussel mod festivalen. Ordet skypumpe indbyder ikke ligefrem til udendørs festival, tre udendørs scener og udendørs madboder. Alligevel så det ud til, at alle fredagens gæster var kommet tilbage.
Refshaleøen i Københavns Havn er den nye djævleø. Igen i år lagde den jord og beton til årets metalfestival Copenhell. Igen i år skulle det blive en interessant fest med tonstung musik, øl, stage diving og enkelte udklædninger hvor man er i tvivl om hvorvidt det er udklædning eller decideret livsstil. Igen i år var der plads til alle.
Jonas Alaska er blevet kaldt Norges Bob Dylan. Den 25-årige nordmand har da heller aldrig lagt skjul på, at han både har lært og er blevet inspireret af Dylan, og det kan også spores i Alaskas musik, hvor han dog også har sine egne interessante sider.
Thee Attacks leverede stensikkert varen, mens de mindre kendte Hell Is In Hello havde sværere ved at finde sig til rette, da de to danske kvartetter torsdag aften bød ind til dobbeltkoncert i Stengade på Nørrebro i København.
Mumford & Sons fik mandag aften flere gange en fyldt Falconer Salen op på kogepunktet. På trods af en lidt for forudsigelig og rutinepræget præstation, havde de os i deres hule hænder, og deres kombination af traditionel folk og efterhånden nærmest stadionrock ramte plet hos den dedikerede fanskare.
En stærk line-up for en debuterende gruppe, gav mig visse forventninger. At vi har med dygtige musikere med store musikalske værkstøjskasser at gøre høres på pladen. Gruppens afdæmpede indie-folk lander i et generelt organisk, behageligt og ikke mindst stilsikkert lydbillede.