Kendere af Efterklang vil vide, at deres musik er som skabt til at lægge et symfoniorkester på, og det gav da også Efterklangs komplekse popunivers endnu en dimension under en flot koncert onsdag aften.
Hun havde mange sider, den lille canadier. Lille af statur, og hun vidste knapt nok, hvor hun skulle kigge hen, når salen tiljublede hendes sangtalent. Resten af bandet kiggede bekræftende på hende, som om de ville sige, at hun var god, og at hun skulle tage imod jubelen.
Fun. gav publikum en sjov aften i Store Vega. Nate Ruess var i sig selv en indpisker, og til tider savnede man lidt mere liv hos de fem andre på scenen. Forsætter gruppen med at producere musik af samme skuffe, vil de kunne sætte gang i enhver fest.
Mumford & Sons har bibeholdt den stærke og let genkendelige lyd fra debuten, og dermed er Babel blevet en stærk toer, hvor dele af albummet dog mangler stærkere nuancer og mere slagkraft.
Altmodisch har haft de store værktøjskasse fremme under tilblivelsen af Watches Fall Asleep. Umiddelbart kunne man have frygtet en rodebutik med alt for mange løse ideer uden sammenhæng og mening, men det er heldigvis ikke blevet tilfældet. Altmodisch har en plan.
Det er ungt, friskt og ganske iørefaldende, og jeg er ikke i tvivl om, at Citizens’ har det formål, at kaste lidt farve over indiescenen. Englændernes musik er både frisk og sympatisk, men når det kommer til originalitet og kant, så kommer Citizens! til kort.
En trubadur og en folkesanger. Det har gjort Lars Winnerbäck til en af Sveriges mest populære sangere. Interessant var det, at Winnerbäcks band sommeren over bl.a. består af de tre Hellacopters-medlemmer Nicke Andersson, Anders Lindström og Robban Andersson. Jeg var spændt på, hvad det ville betyde for koncerten på Odeon.
Heavy metal på Orange Scene søndag eftermiddag. Tømmermænd og træthed i luften. Hvordan synes du selv det lyder? For mig lød det på forhånd som en utaknemmelig opgave for amerikanske Machine Head, men opleves det skulle de.
Det var ikke The Orange Feeling, men nok nærmere The Alabama Shakes Feeling, og den var varm, rar, vild, medrivende og oplivende. Det var magisk, at Alabama Shakes’ bluesrock søndag aften kl. halv ni kunne fange så mange trætte festivalgæsters hjerter. Alabama Shakes var suveræne.
Baroness var et meget ventet rocknavn på årets Roskilde Festival. De er et af flere bands, der har forsøgt sig med at smide metalgenren ind i smeltedigel for at ramme sin helt egen unikke stil. Kvartetten fra Georgia har blandet progressiv rock og metal, med psykedeliske elementer, hvilket har gjort dem til et populært navn.
Engelske Spector henter inspiration fra flere forskellige steder. Energien og tempoet i musikken leder tankerne mod både The Killers og Kaiser Chiefs, men når man ser de unge englændere i deres blazere og højt knappede skjorter og hører deres brug af synths og keyboard, kan stilen også sagtens lede tankerne mod navne som Roxy Music, Spandau Ballet og Ultravox, som sagtens kunne være stilikoner for Spector.
Man kunne frygte at det vemodige og indelukkede musikalske univers ikke ville kunne føle sig hjemme på den store scene, men det lykkedes nu meget godt fredag aften. Det var sikkert, godt og business as usual.
Gossips Beth Ditto skal man altid glæde sig til at opleve. Som altid var hendes humør højt i Roskilde, og som altid trodsede hun sin fysiske voluminøse fremtoning, og havde iført sig en stram sort kjole og bare tæer. Dejligt at hun trodser irriterende mode- og skønhedsidealer, for Beth Ditto er lækker i udstråling, attitude og humør på en scene.
Klokken var 14, og vi burde være trætte. Odeon var pænt fyldt, der var flere flag i luften og der var allerede blevet langet en del øl over disken. Jeg var positivt overrasket, allerede inden koncerten startede, og jeg begyndte at føle mig meget klar på en omgang stonerrock med Red fang.
Power? Jo det var bestemt en power hour, og et gennemsvedt og mørbanket pubklikum, kunne nok ikke have taget en omgang mere med amerikanske Trash Talk efter en vild og svedig koncert på Roskilde Festival torsdag aften.