Den semiakustiske fremførelse gjorde, at numrene fremstod mere nøgne og sårbare, men også stærkere og mere overbevisende, og den sky sangerinde stod som en ensom sirene i sine følelsers frådende hav og sang sin sjæl ud til et publikum, der sad på spidsen af stolene og sugede magien til sig.
Der skulle gå 7-8 numre før publikumsfavoritten ”Every You and Every Me” satte lidt skub i det hele. Salen blev mørkere, armene kom i vejret i det meste af salen, og endelig fornemmede man energiudladninger og løssluppenhed på scenen. Den nyfundne energi blev nogenlunde fastholdt under anden del af koncerten, uden det på noget tidspunkt nåede kogepunktet.
75 Min. som lagde godt fra start, men punkterede hen ad vejen og aldrig fandt kadencen igen for alvor, med latterlige besøg af stive homies fra hjemlandet som aldrig skulle have været i nærheden af scenen, var desværre hvad det ellers tændte publikum blev spist af med i aften.
Synd og skam, for både rammerne, lyden, de gode numre og ikke mindst en engageret flok mennesker var til stede på Lille Vega.
Hvordan fornemmer man bedst en nordengelsk oktet, der kombinerer moderne støjfrekvenser med lyden fra klassiske træ- og messinginstrumenter i et musikalsk univers, der spræller og stritter imod enhver genrebeskrivelse? Man besøger bandet forud for deres koncert for en snak om inspirationskilder, nøgenoptrædning og om at være ærligt til stede i sin musik.
Dúnè leverede 95 min. topunderholdning på denne torsdag i november og formåede, at holde vores interessen fangen hele vejen. Godt gået, med tanke på en 90 min. dokumentarfilm, inden de live viste, hvorfor de er så populære både herhjemme og udenlands.
Mew fik virkelig vist flaget på bedste vis i Berlin. De repræsenterede tydeligvis noget originalt og opsigtsvækkende for alle de godt 500 fremmødte publikummer, og udebanepræstationen i Berlin i aften må tegnes som en klar sejr til Mew. Det var bevægende, trist, tungt, opløftende – eller sagt med ét ord: Smukt.
Alt i alt en aften i selskab med to fantastiske musikere med hver deres projekt, som med ganske få hjælpemidler skabte både swingende og bragende god underholdning for det fremmødte publikum i Jazzhusets underetage – hvor lyden i øvrigt var rigtig god i det højloftede rum.
Tre kvarters koncert kan være fyldestgørende, hvis de er leveret med stor og gennemført intensitet og som var det livet der var sat på spil, men ingen af delene fik vi desværre i aften.
Koncertens første 55 minutter var en præcis og nådesløs gengivelse af det yderst komplekse musiske forløb på albummet Incidents første halvdel, der veksler fra æterisk semiakustisk melodi til repetitiv, tonstung og jazzet metalrock. Alt sammen effektivt kontrabelyst med et sindsoprivende flot billedepos.
Hvad der som hovedregel startede som rolig og mørk country/americana skulle vise sig flere gange at vokse sig til storladent og vel nærmest støjende smuk folk-rock. Det betød, at der både blev plads til det intime, melankolske og mørke samtidigt med at det ofte mundende ud i noget mere storladent og løssluppent.
Betyder det noget om der er 20 eller 200 mennesker til en koncert, kunne være spørgsmålet. Uanset hvad kunne man godt ønske sig flere mennesker til Kitty Wus fortrinlige koncert. Og at flere fik øjnene op for bandets kvaliteter, både på plade og ikke mindst live.
Til aftenens koncert på loppen var Willard Grant Conspiracys frontmand Robert Fisher kun flankeret af en violinist og en guitarist. Konspirationen skulle ellers tælle mere end halvtreds musikere – og rent faktisk var det da også planlagt, at bandet denne aften skulle have inkluderet en korsangerinde samt en kvindelig keyboardspiller.
Når man er i selskab med Dream Theater, kan man forvente et uhørt højt teknisk niveau fra henholdsvis John Petruccis guitar, Myungs seksstrengede bas, Rudess’ imposante tangentspil, Portnoys afsindigt stramme trommespil og canadieren LaBries vokal. Denne aften blev ingen undtagelse
Resultatet var en halvgod koncert, hvor ansvaret for at det ikke blev bedre kunne fordeles ligeligt på publikum og band. Bandet fordi det til tider blev lidt for rodet og støjende, publikum fordi de ikke greb chancen for at danse og lade sig forføre af musikken når muligheden var der.
Vampire Weekend leverede en godkendt præstation i Store Vega. Endda lidt mere end det, men bandets lille bagkatalog satte sine begrænsninger og de havde svært ved at holde publikum varme hele koncerten igennem.