04.07.09 – Gogol Bordello – Orange, Roskilde Festival
bySigøjnerfest under en skandinavisk sol Egentlig skulle de slet ikke have spillet, men da rapperen Lil’ Wayne aflyste i sidste øjeblik, valgte Roskilde Festival…
Koncerter & festivaler
Sigøjnerfest under en skandinavisk sol Egentlig skulle de slet ikke have spillet, men da rapperen Lil’ Wayne aflyste i sidste øjeblik, valgte Roskilde Festival…
Man kan ikke beskylde kvinden bag Fever Ray, Karin Dreijer Andersson, for at være en linselus. Arena scene var fredag midnat var badet mørke, og kun grønne laserlys og afdæmpede lanterner gjorde, at man kunne se scenen. Karin Dreijer Andersson var hemmelig et eller andet sted inde i mørket.
Udover et stort show, så havde Pet Shop Boys ikke ret meget at byde på da de lukkede Orange scene lørdag aften. Modsat da de spillede på samme scene i 2002, hvor især lyden imponerede. Lyden var også god denne gang, men de fleste af bandets sange virkede underligt outdatede og ligegyldige.
De første to numre troede jeg var en joke. Så dårligt kan man simpelthen ikke spille. Især Marnie Stern håndterede sin guitar som en enarmet, tolvårig dværg. Trommer og bas fulgte trop i den skramlende og usikre rock, der forsøgte at lyde som Steve Vai i en støvet udgave.
Det var smittende musik i særlig grad og det var musikalitet med overlegent overskud. Især guitarsoloerne fra Amadou Bagayoko var de bedste, jeg hørte på festivalen i år. Teltet blev langsomt fyldt, men flere burde havde fundet vej til Arena. Eneste minus var en alt for lav styrke på Mariam Doumbias vokal, ellers var der ikke meget at sætte på musikken fra Amadou og Mariam + band.
Hvor Cancer Bats’ musik virker både ensformigt og kedeligt på album, så er det noget helt andet live, hvor de canadiske hardcore punkere virkelig formåede at begejstre på Pavilion-scenen. Frontmand Liam Cormier var tændt og løb aggressivt rundt på scenen, mens han brølede ind i mikrofonen og ikke sjældent takkede de fremmødte.
Hvis man er til den klassiske blackmetal er det nye Satyricon nok ikke så interessant, men blandingen af black metal og rock ’n’ roll er i denne anmelders ører lige i skabet, også selvom den bliver spillet i bragende solskin en tidlig eftermiddag, og når bandet endda kommer ud på række og bukker for publikum efter koncerten er man kun glad for den udvikling Satyricon har taget væk fra de norske fjelde ud til et lidt bredere publikum.
Selvom man savnede nummeret ”On March the Saints” fra bandets seneste udgivelse, blevet der slynget masser af fede sange ud til publikum, og da medlemmer fra både Faith No More og Satyricon kom og spillede med det sidste nummer, var den stærkt positive oplevelse fuldført. Godt at have dig tilbage, Phil!
Stilen er støjende rock, der stiger og falder i både intensitet og lydstyrke, og man er mere viklet ind i en fortælling af episk karakter, end man lytter til regulære numre.
Pop og Roskilde Roskilde Festivalen er først og fremmest en rock-festival. Det er den, fordi genren dengang festivalen blev født, var progressiv, anti-autoritær og…
Den sorte nattehimmel stod perfekt til Nine Inch Nails’ industrial metal, der ikke blot lukkede Orange natten til lørdag, men også lukkede ned for bandets besøg til Danmark, da koncerten var en del af bandets farvel turné, og hvilken afsked!
Oasis har så massivt et bagkatalog at det næsten er umuligt ikke at skabe en god setliste, i hvert fald hvis man ser på de første par albums, og aftenen startede da også med den fede ”Rock ’n’ Roll Star” fra debutalbummet, hvorfra vi også fik superhits som den flabede ”Supersonic” og den lidt mere følsomme ”Live Forever”, der blev dedikeret til dem, der mistede livet under Pearl Jam koncerten på Roskilde i 2000.
Amon Amarth tager sig selv dybt alvorligt, og deres musik har den overbevisende saft og kraft, der gør dem til et kompetent band, og de leverede en ordentlig omgang growlende dødsmetal, der bogstaveligt talt sparkede liv i natten og blæste hjernen ren igen.
Fredag viste de fire skotter, at det ikke kun er i studiet de har noget at byde på. Dressed in black og med clash-hængende guitarer, indtog de Arena med en koncert der lover godt for fremtiden. Det var støjrock på et højt plan, og med melodier der nærmer sig stakkels Phil Spectors glansperiode i 60’erne.
Alt i alt savnede man noget af den anden Nick Cave. En mere afslappet en af slagsen, der tror på, at man ikke behøver at larme og skramle mest muligt, for at tænde de mange fremmødte. Man savnede messen og at den dystre præst, havde taget en i hånden, og ført en igennem det mere fascinerende Cave’ske univers.