april, 2011

Parzival: Urheimat

Parzival: Urheimat

by

Danmarks Laibach er for komiske til at være uhyggelige. Der er dystre, vellydende passager, men i sin helhed er albummet svært at tage alvorligt. Hvis man kan leve med den komiske vokal er der dog spændende momenter på albummet, der gør sig klart bedst i de instrumentale passager.

23.04.11 – Sick Of It All – The Rock

23.04.11 – Sick Of It All – The Rock

by

Sick of it All beviste lørdag aften, at de trods femogtyve år på bagen stadig lever for at spille musik. Guitarist Pete Koller hoppede rundt i vanlig stil og sanger Lou Koller løb frem og tilbage på scenen mens han i konstant kontakt med publikum sang med sine lungers fulde kraft.

Brothers Of End: Mount Inside

Brothers Of End: Mount Inside

by

Præcis som på den knapt to år gamle og fremragende selvbetitlede debut, er også den smukke opfølger præget af små undseelige stemninger og skrøbeligt bårne sange med fingeren på hjertekulen. Less is more er igen hovedtanken og det virker både lindrende og svalt, at være i selskab med den fine trio.

James Walbourne: The Hill

James Walbourne: The Hill

by

James Walbourne, og hvem der ellers har været i studiet med ham, har uden tvivl haft det sjovt under indspilningerne, men for mig som lytter giver albummet ikke meget fra sig. James Walbournes debut er langt fra nogen fiasko, men når en guitarrist som ham laver et soloalbum kunne man godt have forventet noget mere.

Norma Sass: Hunting For Treasures

Norma Sass: Hunting For Treasures

by

Norma Sass rammer af og til en guldgrube i deres afsøgning af indiens elementer, men der søges lidt vel meget, og lidt for ofte bliver eksperimenterne og idéerne udvandet af kryptiske tiltag og mangel på opfindsomhed. Men på de bedste numre er der masser at komme efter.

20.04.11 – Meshuggah – Amager Bio

20.04.11 – Meshuggah – Amager Bio

by

Indimellem er det anstrengende og man higer efter åndehuller i det kværnende sansebombardement, men det er hele pointen. En massiv øretæve af lyd presset igennem pedaler og strenge, spillet så tungt huggende, at hvert anslag tangerer lussingerøde kinder og hvert beat hamrer dit mellemgulv til kingdom come. Intensitet kan ingen sgu beskylde Meshuggah for at mangle

The Head and the Heart: The Head and the Heart

The Head and the Heart: The Head and the Heart

by

Er man til musik ala Whiskeytown, Ryan Adams ano Heartbreaker eller The Avett Brothers skal man ikke snyde sig for at give The Head and the Heart et lyt. Man skal dog ikke forvente at de tilføjer genren noget nyt, men derimod en omgang solid og traditionsbundet americana.

Yelle: Safari Disco Club

Yelle: Safari Disco Club

by

To gange træder Yelle i karakter og flytter på holdningen til maskinel og forudsigelig genre. Ellers bekræfter den franske gruppe kun den skeptiske indgang til dette album, og som helhed er der ikke nok at komme efter, selvom de to overbevisende numre er rigtig gode.

Foo Fighters: Wasting Light

Foo Fighters: Wasting Light

by

At amerikanske Foo Fighters har en uforlignelig evne til at skrue et godt rockalbum sammen viser de igen på Wasting Light. Det er stabilt og rutineret, og der er heldigvis plads til at skeje ud og dermed give albummet flere mindeværdige højdepunkter.

Lykke Li: Wounded Rhymes

Lykke Li: Wounded Rhymes

by

Lykke Li er måske ikke nødvendigvis lykkelig på sit nye album. Men hun har ikke desto mindre leveret en udgivelse med stort potentiale, og selvom der er enkelte numre undervejs, jeg udmærket kunne have undværet, så tæller de gode øjeblikke så meget, at albummet som helhed er en masse anbefalinger værd.

Butzback: Album

Butzback: Album

by

Sange som ”Isabel” og ikke mindst den suveræne ”Vintersol” er fremragende, og generelt understreger Butzback sin helt særegne position på den danske musikscene. Han er en original, der formår at puste nyt liv i de ældste danske sangtraditioner – og samtidig give genren sin helt egen kant, personlighed og ungdommelige opdatering til en slags Højskolesangbogen version 2,0.