SLUT: Alf-konkurrence
byVind Alf’s nye album!
Vind Alf’s nye album!
Danmarks Laibach er for komiske til at være uhyggelige. Der er dystre, vellydende passager, men i sin helhed er albummet svært at tage alvorligt. Hvis man kan leve med den komiske vokal er der dog spændende momenter på albummet, der gør sig klart bedst i de instrumentale passager.
Sick of it All beviste lørdag aften, at de trods femogtyve år på bagen stadig lever for at spille musik. Guitarist Pete Koller hoppede rundt i vanlig stil og sanger Lou Koller løb frem og tilbage på scenen mens han i konstant kontakt med publikum sang med sine lungers fulde kraft.
Præcis som på den knapt to år gamle og fremragende selvbetitlede debut, er også den smukke opfølger præget af små undseelige stemninger og skrøbeligt bårne sange med fingeren på hjertekulen. Less is more er igen hovedtanken og det virker både lindrende og svalt, at være i selskab med den fine trio.
Når støjende stilhed er guld Egentlig er Sacreligous Impalements nye udspil en ganske forsvarlig musikoplevelse, men det er netop med tryk på ordet ’musik’:…
James Walbourne, og hvem der ellers har været i studiet med ham, har uden tvivl haft det sjovt under indspilningerne, men for mig som lytter giver albummet ikke meget fra sig. James Walbournes debut er langt fra nogen fiasko, men når en guitarrist som ham laver et soloalbum kunne man godt have forventet noget mere.
Norma Sass rammer af og til en guldgrube i deres afsøgning af indiens elementer, men der søges lidt vel meget, og lidt for ofte bliver eksperimenterne og idéerne udvandet af kryptiske tiltag og mangel på opfindsomhed. Men på de bedste numre er der masser at komme efter.
Indimellem er det anstrengende og man higer efter åndehuller i det kværnende sansebombardement, men det er hele pointen. En massiv øretæve af lyd presset igennem pedaler og strenge, spillet så tungt huggende, at hvert anslag tangerer lussingerøde kinder og hvert beat hamrer dit mellemgulv til kingdom come. Intensitet kan ingen sgu beskylde Meshuggah for at mangle
Alle der har oplevet amerikanske Valient Thorr på en scene, må give undertegnede ret i, at der er tale om et af de mest…
Er man til musik ala Whiskeytown, Ryan Adams ano Heartbreaker eller The Avett Brothers skal man ikke snyde sig for at give The Head and the Heart et lyt. Man skal dog ikke forvente at de tilføjer genren noget nyt, men derimod en omgang solid og traditionsbundet americana.
To gange træder Yelle i karakter og flytter på holdningen til maskinel og forudsigelig genre. Ellers bekræfter den franske gruppe kun den skeptiske indgang til dette album, og som helhed er der ikke nok at komme efter, selvom de to overbevisende numre er rigtig gode.
At amerikanske Foo Fighters har en uforlignelig evne til at skrue et godt rockalbum sammen viser de igen på Wasting Light. Det er stabilt og rutineret, og der er heldigvis plads til at skeje ud og dermed give albummet flere mindeværdige højdepunkter.
Lykke Li er måske ikke nødvendigvis lykkelig på sit nye album. Men hun har ikke desto mindre leveret en udgivelse med stort potentiale, og selvom der er enkelte numre undervejs, jeg udmærket kunne have undværet, så tæller de gode øjeblikke så meget, at albummet som helhed er en masse anbefalinger værd.
Sange som ”Isabel” og ikke mindst den suveræne ”Vintersol” er fremragende, og generelt understreger Butzback sin helt særegne position på den danske musikscene. Han er en original, der formår at puste nyt liv i de ældste danske sangtraditioner – og samtidig give genren sin helt egen kant, personlighed og ungdommelige opdatering til en slags Højskolesangbogen version 2,0.
I forbindelse med Records Store Day den 16. april udgiver det legendariske pladeselskab Sub Pop en compilation med titlen Terminal Sales Vol. 4: Please…