Københavnske Shiny Darkly er på alles læber i øjeblikket og deres selvbetitlede debut-ep er da også en både selvsikker og stilsikker udgivelse. Trioen tager i den grad afsæt i 80´ernes mørke, narkotiske univers og særligt ét band må stå højt på drengenes idolliste, – Joy Division.
Pan´s motoriske analoge synthesizere fylder meget – også lidt for meget – og selvom de varme, indimellem næsten svimlende bevidsthedsudvidende droner bestemt har gode sider, kan jeg bedst lide Munks soloudspil, når han blander sine stonertoner ind i elektronikken.
Det er midler til at meditere, og muligheder for at gå på opdagelse i ens egen indre verden, Omori tilvejebringer med disse ti ambient numre. Men om det er vellykket, er fuldstændig op til den enkelte lytters evne til at vende blikket indad.
Junckers udvikling er ganske bemærkelsesværdig, og dette album, som er hans fjerde, følger fornemt op og slutter nærmest en fjerde del til den ellers afsluttede trilogi, der startede med det ungdommeligt kække på Snork City og fortsatte over det ungdommeligt frække på Det Sorthvide Hotel til det voksent eftertænksomme p.t..
Kent kørte en koncert der fra start var præget af både dårlig og for lav lyd, stilstand og musikalsk kedsomhed og irriterende pænhed, hjem mod slutningen af sættet i en blanding af arbejdssejr og erkendelse af, at hitsne er utallige og må og skal rystes ud af ærmet, hvis en kent-koncert skal blive en succes.
Lad og ligegyldig aften i selskab med fortidig storhed Efter finske Swallow The Sun havde ledt os rundt i en god håndfuld sange –…
Farven Fornem bevæger sig på DNA ud af mørket, og har begået en imponerende debut. De spiller elektropop, som emmer af stemninger. Det er på samme tid melodisk, pulserende og dramatisk, når musik og ord går op i en højere enhed, som med stor sandsynlighed vil bide sig fast i lytteren.
2012-udgaven af Jens Lysdals debutalbum er ganske fin. Som ny lytter vil man nok blive slået af albummets modne og utidsvarende grundudtryk, men jeg tror nu heller ikke, at Lysdal er på jagt efter nye lyttere her. Der er snarere tale om en kunstnerisk trang til at opdatere en stærk og tidløs udgivelse.
Den sjette august sender Antony and the Johnsons deres femte album på gaden. Titlen er Cut the World, og i stedet for nye sange,…
Den danske duo Howl Baby Howl giver et bud på, hvordan ballader også kan lyde. Via en skæve guitarer og gode melodier, formår de at fastholde stilen i den tredelte EP-trilogi, som de nu er to tredjedele henne i.
Live From New York er i øjeblikket det bedste bud på en flot koncertoptagelse, der både er auditivt kræs for guitarfreaks men også musikalsk medrivende og indimellem ganske rørende.
Den danske kvartet Lilyphone er aktuel med bandets andet album. Fra den sødmefulde og nydelige countrypop på debutalbummet, har Lilyphone bevæget sig ind i en lidt mere kantet og elektrisk del af genren, og det klæder både bandet og sangerinden Marie Keis Uhre.
Generelt lægger Rhine Gold sig som en behagelig forlængelse af debuten fra 2008. Man kan høre, at koret nu er blevet flerstemmigt, men jeg kunne godt have tænkt mig i højere grad at blive overrasket og rørt af de ni skæringer.
Amerikanske Seventeen Evergreen har været små fem år undervejs med opfølgeren til deres lettere psykedeliske debutalbum. Og mellemtiden er blevet brugt på at blive aldeles fortrolig med synthesizere, og dette nye album er helt og aldeles bygget op om den syntetiske lyd.