03.07.19 – Fontaines DC – Pavilion, Roskilde Festival
Irske Fontaines DC skulle overbevise et ret heftigt besøgt Pavilion telt om, at deres fremragende debutalbum Dogrels ikke blot er en godt produceret studieplade,…
Irske Fontaines DC skulle overbevise et ret heftigt besøgt Pavilion telt om, at deres fremragende debutalbum Dogrels ikke blot er en godt produceret studieplade,…
Efter de irske Dublindrenge i Fontaines D.C havde afsluttet deres kraftfulde koncert på Pavilion, var det tid til at se om texanske Power Trip…
Kunne Tears for Fears levere varen som åbner på Arena scenen 28 år efter deres fabelagtige debut The Hurting ramte gaden? Eller var de…
Bortset fra enkelte missere blev denne koncert endnu en triumf for multiekvilibristen Wilson, der med sit formidable hold ganske enkelt aldrig skuffer.
En typisk og helt igennem forudsigelig koncert med kongerne af thrash er til ende. En tour de force af slidstærke sange, der er få andre bands forundt at levere. Tilbage står en rygende brandtomt og er alt er præcis som det skal være. Altså bortset fra den kendsgerning, at det nu er forbi og at Slayer går på pension i 2019 og lader os alene
Lørdag skulle man stå op før fanden havde fået sko på, og være på Refshaleøen når porten åbnede, hvis man skulle nå at opleve…
Fredag startede med Deftones for mit vedkommende. En koncert jeg havde glædet mig til, da det er længe siden jeg har set bandet live….
Copenhell startede for mit vedkommende med en af festivalens bedste koncerter. Mægtige Neurosis kværnede publikum helt i sænk onsdag aften på Warm Up dagen…
Dopesmokede Orange Stacks Mægtige Sleep gæstede Den Grå Hal efter at være blevet flyttet fra Pumpehuset, da de hurtigere end forventet måtte melde udsolgt….
Havde sætlisten hvilet lidt mindre på Violence og taget 50/50 udgangspunkt i de ældre udgivelser havde det været en bragende aften. Istedet blev det enkelte perler og en del man stod igennem uden den store begejstring.
En helt igennem glimrende koncert, hvor eneste anke må være, at lyden godt måtte være flere nyk højere. Det havde klædt aftenens ellers glødende præstation at få de rette decibel-bank i solar plexus, så man fik de godtgørende knubs og blå mærker, en elektronisk koncert kalder på.
Efter 90 min takker Fu Manchu af og kan klappe sig selv på skulderen over en præstation, der måske ikke går over i historien, men som så sandelig giver folk, hvad de er kommet for – en fest af de tunge uden de store dikkedarer eller fortænkte, overgjorte og komplekse numre.
En magtdemonstration er til ende efter 150 min. fabelagtig koncert i noget, der må betegnes som en af Wilsons bedste præstationer på dansk grund. Femte gang jeg ser ham og denne var utvetydigt hans mest suveræne udførsel af egne og Porcupine Trees sange.
så indtræffer katastrofen. Kerr og Co. stopper koncerten og ind træder en skotsk promoter med tre skamler og så skal vi pludselig overvære et kvarters inderligt ligegyldigt interview, der fuldstændig sælger koncertens intensitet. Eklatant fejldisposition og koncerten dør langsomt men sikkert ud
Excelsior er klædeligt kort – vi taler otte numre på rundt regnet 25 min – og det bibringer bare til lysten til en tur mere i Spektrs soundtrack-hungrende univers. SPEkTR har denne gang lagt de mere vilde eksperimenter på hylden – noget som indimellem tidligere kunne gøre en noget forpustet – og istedet fokuseret på en kort og ganske præcis plade udi diverse imaginære filmscores.