09.11.17 – Thåström – Store Vega
Kongen af skandinavisk rock lagde Vega ned En frapperende vital koncert, var hvad der mødte et propfyldt Store Vega. Præcis kl. 20.30 helt som…
Kongen af skandinavisk rock lagde Vega ned En frapperende vital koncert, var hvad der mødte et propfyldt Store Vega. Præcis kl. 20.30 helt som…
Scenens opsætning var enkel, konsekvent og stram. Lyset skiftede imellem blå og røde primærfarver, der lyste scenen knivskarpt og fornemt op og bagvæggen var krydret med få velvalgte og elegante lasersettings. Gruppens interaktion med de siddende gæster var helt som ventet; cool tilbageholdt og med meget få ordvekslinger mellem numrene. Banks siger stort set intet, men smilede dog lidt i ny og næ, før han satte guitaren i gang på ny
Numrene er lange, langsomme, repetive, atmosfæreladede og knusende, så man skal indstille sig på en time uden de store åndehuller. Teltet er pænt besøgt og folk står i trancelignende tilstand under koncerten.
Et fyldt telt med et begejstret publikum fik fredag en aften en dyster og momentvis smuk oplevelse af de helt store. Jeg har efterhånden set Trentemøller en håndfuld gange og denne var klart den bedste af dem. Suverænt!
Det blev som vanligt en udfordring at stå en Neurosis koncert igennem. Man bliver pryglet ubønhørligt i deres selskab og amerikanerne for hurtigt skilt fårene fra bukkene, hvor sidstnævnte forlader Avalon inden det sidste riff er fedet ud. Os der bliver, går derfra i en katarsislignende tilstand.
En fuldent koncert er til ende. En eksemplarisk sætliste og et veloplagt band og publikum, gjorde sammen med noget nær den bedste lyd på årets Roskilde Festival oplevelsen helt igennem pletfri. Kongekoncert!
Frækt lægger sekstetten ud med Neil Young coveret “Don´t Let It Bring You Down”, måske som en lille hilsen til den irriterende forsinkelse. Sammenbidte og bistre ser bandet ud og fortsætter med den fremragende “Mediocre Man”. Det buldrer og brager når Kellermensch fremfører sine sange og lyden er fra start lidt buldrende, så en del af numrenes detaljer går desværre tabt.
Jeg var meget begejstret for koncerten i Vega, men jeg tror skotterne passer bedre til klubgigs end store stadion-venues som Arena. Det bliver for stort og bandet virker også en smule utilpasse med størrelse af forummet. Når det er sagt, er The Jesus and Mary Chain´s sange uforlignlige langt hen ad vejen og de er igennem årene blevet professionelle til fingerspidserne, modsat deres unge år, hvor de sked på alt og alle
Vi får en sætliste der dækker det meste af deres diskografi, hvor især “Tin Man” og “Spirits” gør indtryk. Seasons (Waiting for You) bliver derimod næsten demonstrativt leveret lettere underspillet og Harrington undlader de store teatralske udtryk, som at slå sig hårdt for brystet, sparke ud og lave sin finurlige dans. Den kommer kun ganske kort i afslutningen af nummeret, men det er vel forståeligt, at han er en kende træt af netop det nummer.
En helt igennem dejlig oplevelse og en sjælden indsigtsfuld og poetisk koncert, hvor man gik fra Gloria med lidt mere hjerterum, lidt klogere og i særdeleshed mere fredfyldt op opløftet klar til endnu en lang dag på festivalen.
Sammenligningen med At The Drive-In og Refused har jeg svært ved at får øje på, da de helt mangler de to bands herligt kaotiske signatur og vildskab. Hos Blood Command er det et langt mere straight udtryk. Der er dog ingen tvivl om, at de rammer deres kernepublikum denne eftermiddag, som forlader teltet smilende og synligt opløftede, da nordmændene går af scenen.
Pavilion er godt fyldt og den 29 årige sangskriver, nyder også stor popularitet i øjeblikket. En popularitet der er støt stigende over fire plader med Hungry Saw som gennembrudddet. Teltet gynger med og er tydeligvis med Morby denne første aften på
På slaget går Hook og Co. på scenen. Han kigger os kort an og spørger: Are you scared?, mens han smider et lille skælmsk smil. Det pænt besøgte Studie 2 smiler tilbage og det er noget nær den eneste kommunikation der er denne lange aften, hvor næsten tre timers klassikere mixes med tidlige og mindre befærdede numre blandes i et sært mix af alt fra ren karaoke med autontune vokal til den ondeste postpunk.
21 numre på 80 min udgjorde en eminent støjpop kavalkade med et særdeles cool, men også veloplagt band, der uden de store udslagssving eller rutinefyldt kedsomhed bare kørte en sejr hjem via deres unikke sammenblanding af shoegaze, støjpop og motorcykelrock med et surfet islæt.
De to compadres fra President Fetch, henholdsvis guitarist Alioscha Brito – Egana og trommeslager Carsten West, har smidt en særdeles vellykket split, der mixer en Stonerrock-del med en mere Psychet anden-del