Det er i sangenes slidstyrke og i de mange fine detaljer, at The Tristesse of Enola har sin styrke, og er man til den lavstemte og udtryksfulde folk, er der mange ting at hente her. Kan de holde kvaliteten i sangskrivningen kan der komme et stærkt album på et senere tidspunkt.
18-årige Camilla Skjærbæk giver på denne demo eksempler på hendes musikalske evner, der ikke er helt uefne. Der er tale om en sangerinde med rødder i popmusikken, men vel at mærke den fingerspillede og organiske popmusik.
Kan Diamond Drive holde sig tilpas væk fra de melodiøse sekvenser i numrene og fokusere på det tekniske og det hårde, er der absolut god grund til at se frem til et mere sammenhængende udspil fra metaldrengene fra Århus.
Den unge Anders L.A. overbeviser stærkt på denne demo, og de små kanter, der både kan være lidt for tydelige referencer og forsøg på at gemme sin ellers stærke vokal bag unødvendige facader, er detaljer, der bør kunne rettes til. Det vil gøre Anders L.A. til en yderst interessant mand på fremtidens danske rockscene.
Den københavnske gruppe The Wonderland Washouts viser deres evner på en demo-EP med fire numre, der alle placerer bandet som et indierock-band med lidt forskellige udtryksvarianter. Det skifter mellem det desperate og støjfulde udtryk over mere pæne flader og melodiske arrangementer.
No Common Venue bliver overordentligt spændende at følge i fremtiden. Udtrykket, talentet og evnerne synes komplet nok til, at en fuldlængde debut ikke behøver vente længe på sig. Det kræver naturligvis at sangmaterialet er omfattende og varieret nok, men jeg har store forvenintninger.
På Speak Of The Wolfs demo med fem skæringer er der både bid og smerte og langhåret, sumpet bluesrock, iklædt en snerrende rockguitar og elektroniske beats og flader, der er afstemt solidt i produktionen.
Man tør næsten ikke tro, at Sange til den sidste luksusgeneration kan holde niveauet, for med denne demo sørger de for at sætte ganske store forventninger op hos deres publikum, der vil imødese et fuldlængdealbum med samme utålmodighed som små børn ser frem til 24. december.
Generelt er det lidt svært at se hvor APMN, egentlig vil hen med denne Ep og udspillet virker noget søgende og en kende retningsforstyrret. Ikke desto mindre oplever jeg, at jo mere jeg lytter til deres udspil, jo mere sværger jeg til, at de måske kan nå langt med deres gode melodier.
Kan Papa Stereo holde niveauet på mere end tre numre, og kan de holde fast i en naturlig originalitet, uden at den bliver påtaget, når den skal strækkes ud over et større repertoire, så er der noget rigtigt spændende i vente i Papa Stereos fremtid.
Death Rides a Horse spiller beskidt, langtrukkent (uden at være kedeligt) klassisk metalrock, med tydelige referencer til både Kyuss, Black Sabbath og Iron Maiden.
Der må gerne komme lidt mere ansigt og lidt flere muskler bag de stærke melodier, men konceptet og potentialet er fint, og det ville være fjollet hvis ikke et tålmodigt arbejde med at afpudse disse fine elementer, skulle have lov til at bevise, om helheden kan bære et helt album.
Jeg er sikker på, at Kings Light Infantry kan få skærpet appetitten til noget mere og levere flere gode melodier, med deres allerede karakteristiske touch af både firsertristhed og lethed. Det er Interpol Light og det er fint skåret med både fast bund og bløde kurver.
Når Chineese Letterbox tøjler hastighed og energi, så har de et åbenlyst potentiale. Når de tør lade lytteren komme tæt på, og ikke nødvendigvis skal brøle sig anstrengt og afskrækkende gennem numrene, så er der en åbenhed og tilgængelighed, som gør dem vedkommende. Men lidt for ofte løber tempo og energi af med dem i deres amerikansk inspirerede rock-numre.
Den århusianske sangerinde Lise Dres hører til den anderledes slags, der sætter udtryk og indtryk højest i sin dybt personlige måde at fremføre sine sange på. Desuden skriver hun de iørefaldende men kantede numre på dansk – og det øger intensiteten og nærværet.