Katatonia er et gudeband, der sjældent – hvis ikke aldrig – formår at forløse sin storhed på en scene, alligevel vender jeg altid snuden mod hovedstaden, når de spiller, i håb om at netop denne gang bliver koncerten hvor alting går op i en højere enhed.
Desværre levede bandet ikke op til de høje forventninger de ellers havde gjort sig fortjent til. Ganske vidst spillede de ekstremt overbevisende, men nåede sjældent at få deres imponerende sammenspil til at skabe en nævneværdig respons hos publikum.
På trods af bandets korte karriere, må jeg desværre allerede konstatere at Tame Impala har et bundniveau der er skræmmende lavt. Heldigvis kan de også fylde tilpas med kul i deres psych-rock damper, så lavpunkterne minimeres, og de psykedeliske toner bliver til at behageligt hav af lyd, og det skete gudskelov denne aften.
De gamle synthrock-helte i Ultravox leverede en fornem koncert i Amager Bio. Intet mindre end 26 numre præsenterede de det aldrende publikum for og sikke en sætliste.
Alle i Amager Bio var i festligt humør, bare ved tanken om at skulle opleve Scissor Sisters. At Scissor Sisters’ teatralske sceneshow og uhørt høje energiniveau ikke holdt vand i halvanden time, var Amager Bios gæster ligeglade med. De havde en fest, og det synes også at være Scissor Sisters’ hovedformål med deres koncerter.
Gammel kærlighed ruster aldrig. Veto er i mine øjne eneherskere på den danske elektrorockscene. Unikke og sindssygt effektive i deres rigide udtryk. Vel gør…
Kendere af Efterklang vil vide, at deres musik er som skabt til at lægge et symfoniorkester på, og det gav da også Efterklangs komplekse popunivers endnu en dimension under en flot koncert onsdag aften.
Hun havde mange sider, den lille canadier. Lille af statur, og hun vidste knapt nok, hvor hun skulle kigge hen, når salen tiljublede hendes sangtalent. Resten af bandet kiggede bekræftende på hende, som om de ville sige, at hun var god, og at hun skulle tage imod jubelen.
Flot og velspillet progkoncert , der sked på decibelreglerne Igennem 22 års virke har britiske Anathema betrådt metalscenen. Efter at have lagt ud i…
Fun. gav publikum en sjov aften i Store Vega. Nate Ruess var i sig selv en indpisker, og til tider savnede man lidt mere liv hos de fem andre på scenen. Forsætter gruppen med at producere musik af samme skuffe, vil de kunne sætte gang i enhver fest.
Lyden fik lov til at fylde rummet ud, som en varm dyne af lyd, med trommerne, bassen og guitarerne som en madras der er tilpas blød, og tilpas hård. Jeg spekulerer på om Nikolaj Nørlund nogensinde har lydt så godt til en koncert før.
Måske er det bare en del af bandets stil at de aldrig træder ud af karakter, og forbliver i dette melodiske ufarlige soul univers. Jeg efterlyser flere overraskelser til en livekoncert, hvor indslaget med de to dansere var et pragtfuldt eksempel. Quadron er selvsikre i deres stil og skal begynde at tage deres musik skridtet videre ved at ophøje deres musikalske projekt.
De har eksisteret i 32 år og været genstand for en ivrig og til tider ophedet debat om, hvorvidt de er satans yngel i skikkelse af hardcore nazister, eller blot selviscenesættende varmluftsballoner. Slovenske Laibach er hverken eller! Og denne aften på Statens Museum for Kunst, beviste kvartetten med al tydelighed, hvor deres historie kommer fra.
Jens Lekman er konstant nød til at søge ud af sin flødebolle komfort-zone, for at virke interessant. Han skal være som en mand der vandre rundt på den tyndeste del af en frossen sø, med faren for at falde igennem isen som en kunstnerisk drivkraft der giver den nødvendige spænding.
Hovedpersonen var simpelthen i total kontrol, uanset om det galte musikken, den blå/hvid/sorte scenografi, eller teknikkernes, der naturligvis var ligeså velklædte som musikerne, påklædning.