På scenen bestod udsmykningen af corny lysfakler i plast op imod en bagvæg udsmykket med gyldne paraplyer, der signalerede en slags fotosession på et modelbureau blandt modebranchens linselus. Linselus er Blonde Redhead dog på ingen måde, for de fremstår nærmest forsvindende anonyme og anæmiske på en rockscene
Publikum var tydeligvis begejstrede for genhøret med de gamle klassikere, og ingen kan tage fra Pretty Maids, at de har en trofast og loyal fanskare, der denne aften fik, hvad de kom for at høre.
22.30 startede intro-musikken, bandet kæmpede sig vej gennem publikum, og som et slag i vores ansigter bragede Dillinger Escape Plan ellers derudaf. Publikum foran scenen eksploderede i et højpotent moshpit, og jeg var ikke i tvivl om at denne koncert ville blive den lange køretur værd.
De udgav deres sidste studiealbum for femten år siden, de opnåede aldrig den berømmelse, mens de var aktive, som de har i dag, og alle de oprindelige medlemmer er for længst blevet kendte i alle mulige andre sammenhænge. Ikke desto mindre var det noget af en begivenhed, at den tidligere Kyuss-sanger gæstede et udsolgt Loppen.
Som anmelder af de tonstunge tyskere i Rammstein, er det svært at holde de altid kritiske briller rettet mod elementer som lydkvalitet, publikumkontakt og selve musikken. Rammstein leverer meget snedigt et fænomenalt show, der ganske givet i sig selv kan imponere de fleste. Også denne aften på Tiøren ved Amager Strand.
Sønderborg i flammer Guitarhelten kan roligt genindføre sit tidligere navnepræfix Smokin’ for onsdag aften spillede Joe Bonamassa som var der ild i ham. Ud…
Hver gang jeg hører LES, både live og på cd, slår det mig, hvor udanske de egentlig lyder. Jeg kan ikke komme med referencer til andre danske bands, der har tilnærmelsesvist den spændvidde og den på samme tid totalt nørdede, tekniske og elementært og basalt rockende lyd.
Inderlighed og nærhed, samt de lidt mere bombastiske sider, som Will Oldham bestemt også har, var de yderligheder, som jeg savnede i aften. Nok var Will Oldham som altid finurlig på scenen, og de mange smil, grimasser og krampagtige bevægelser gjorde trods alt hans blotte tilstedeværelse både interessant og charmerende.
Vega var denne søndag aften varmere end den asfalt, Edwards og co. betræder til dagligt i Denver Colorado og det helvede, som Edwards elaborerer en hel del over i sit tekstuelle univers, var fysisk tilstede i det tætpakkede lokale, hvor kondensen drev ned af væggene, som på det lurvede hotel i Coen brødrenes film Barton Fink
Fredag aften delte to af landets bedste og mest nytænkende nye bands hovedrollen i Store Vega. En udsolgt sal var med på at skabe en fest, og det nød hovedpersonenerne godt af. Selv om de to bands har mange ting til fælles, kom forskellene dog stærkt til udtryk denne aften – på både godt og ondt.
Som ventet leverede Dybdahl og co. de sikre hits som i den grad fik vækket salen. Også de nye numre var velkomne, og det var forfriskende at se nye sider af Thomas Dybdahl. Disse nye sider gav dog ikke mindeværdige øjeblikke i aften, hvilket gjorde det til en kun nogenlunde godkendt koncert
Trommerne er for længst byttet ud med guitar, og Brant Bjork er den snakkesyngende frontmand, som denne aften med en ligelig blanding af distant coolness og en nærmest magelig attitude, præsenterede en god håndfuld både nye og ældre skæringer.
Indtryk fra en Kælderverden ”Hvad fanden, det ligner et kæmpe tissehus”, udbryder min ledsager denne aften, da vi nærmer os bygningen, som knejser stolt…
I Got You On Tape har taget os med storm i år. Men både deres indtog på den danske musikscene og deres møde med livepublikummet er en stille storm, der for mange lyttere formentlig vil kræve tålmodighed. I aften viste de både høj kvalitet og stor integritet på Pumpehusets scene.
Jubilæum i pinlighedernes skær Amager Bio lagde torsdag aften hus til en 80er-synth funk night med de ældre herrer i Heaven 17. Oplægget var…