Come on Feel the Illinoise er et varieret album, der peger i så mange forskellige retninger at det kræver en del gennemlytninger at få styr på. Sufjan viser at han både mestrer de storladne arrangementer og de stille traditionelle folkesange.
In Absentia er det perfekte mix mellem de poppede og iørefaldende melodier samt den mere kantede metalliske lyd, som Porcupine Tree arbejder med. På de efterfølgende plader Deadwing (2005), Fear Of A Blank Planet (2007) og The Incident (2009) har Porcupine Tree fortsat den gode stil fra In Absentia.
Ryan Adams er på Gold fra 2001 ikke bare en god sanger og komponist. Teksterne giver lytteren billedet af en fremragende historiefortæller, som har givet både personlige og fiktive historier et liv, der er sjældent set hos nutidens mange håbefulde sangskrivere. Han tør at skære ind til benet, og rammer situationer vi alle kender.
Brødrene og fætter Followill går på 2008-albummet på ingen måde på kompromis. De har blot vokset sig store og stærke, og produktion, lyd og alt andet omkring bandet vokser blot med dem – og heldigvis ikke omvendt.
For et debutalbum er bundniveauet utroligt højt, og selv den dårligste sang på pladen er stadig et godt nummer. Man bliver underholdt hele vejen igennem af iørefaldende og højglanspolerede rock-numre med et sundt twist af pop, kitsch og kærlighed.
Med The Great Cold Distance har Katatonia fået et solidt greb om melodiernes kvalitative niveau, og det virker, som om der er sket et løft i forhold til tidligere, uden at det nødvendigvis lyder bedre eller mere gennemarbejdet. Det virker bare, som om Katatonia endelig er ved at have fundet det sted, hvor de gerne vil være.
Med raketfart steg Veto i 00’erne fra ingenting til at være det nye og spændende i dansk rock. Det startede i 2005 med EP’en I Will Not Listen og året efter med debutalbummet There’s A Beat In All Machines. Siden fulgte den mesterlige Crushing Digits!
Boxer går fuldt fortjent sin sejrsgang verden over og hvor bandet tidligere med nød og næppe kunne fylde Loppen, er det pludselig Amager bio og Store Vega, ikke bare én, men to dage i træk, som må melde udsolgt.
Musikalsk burde The Stage Names have manifesteret Okkervil Rivers navn i en langt bredere forstand, end det blev tilfældet, men albummets tekstside afslører i høj grad, at bandet ikke nødvendigvis higer efter berømmelsens stjerneglans, men har det allerbedst med at være i den position, som bandet var før, under og efter tilblivelsen af denne klassiker.
Amerikanske The White Stripes brød for alvor igennem med deres album Elephant fra 2003, især fordi dette album indeholdt det gigantiske hit ”Seven Nation Army”, men faktisk står White Blood Cells, albummet som udkom to år tidligere, ofte som favoritten i hukommelsen hos mange fans.
I begyndelsen af årtusindet debuterede The Strokes med Is This It, der skulle vise sig at blive startskuddet til en hel ny bølge af blid tilbageskuende garagerock. Stilen var cool, calm and collected og selvom genren ikke er så hip som tidligere, så er The Strokes stadig et band det er værd at holde øje med.
Fleet Foxes er et eventyr, hvor hymneagtige melodier og sublime vokalharmonier forfører lytteren og skaber et unikt univers, der sjældent har været smukkere. Fleet Foxes fortjener således i den grad at være i kategorien blandt årtiets bedste albums.
Imellem livets store spørgsmål og albummets kæmpemæssige melodier gives der små opfindsomme, kreative og underfundige intermezzoer med elektronisk dippedutteri, forvrængede lydeffekter og andre mærkværdigheder. Alt sammen gør Yoshimi Battles The Pink Robot til en milepæl i indiepoppens historie.
Med Southern Rock Opera brød Drive-By Truckers for alvor igennem, og bandet har siden holdt sig på toppen som et af de bedste southern rock bands.
Hvor går man hen, når man har lavet et af rockmusikkens definitive albums? Radiohead gav et urovækkende svar med Kid A i efteråret 2000. Et elektronisk præludium til et årti uden den menneskelige essens, der stadig er Radioheads egentlige bedrift.