Det er ikke fordi, det er vildt. Det bliver Vinyl Floor aldrig. Men som det blomstermønstrede vinylgulv hjemme i barndomshjemmet, vækker kvartetten gode minder fra den klassiske rocks æra, spillet med et overbevisende talent, der forhåbentligt rækker til langt mere end de første fine takter.
I forbindelse med Porcupine Trees seneste koncert på Store Vega i København d. 18. oktober, tog diskant.dk sig en sludder med trommeslager Gavin Harrison, der viste sig at være en særdeles snakkesalig herre. Se interviewet nedenfor.
Styrken på Time is a Friend er dog den oprigtige tro på og begejstring for den musikalske mission, man finder i den ægte blues, når den bliver spillet til solopgangen på Møn i en halvkoger med ægte ligesindede.
Koncertens første 55 minutter var en præcis og nådesløs gengivelse af det yderst komplekse musiske forløb på albummet Incidents første halvdel, der veksler fra æterisk semiakustisk melodi til repetitiv, tonstung og jazzet metalrock. Alt sammen effektivt kontrabelyst med et sindsoprivende flot billedepos.
Giana Factory har allerede begejstret pressen med flere bemærkelsesværdige liveshows. Og “Bloody Game” viser, at bandet også kan på album. De har noget at byde på, og de er ikke bange for at stå inde for deres særegne, semielektroniske og dragende udtryk.
Never Cry Another Tear er både til fans af tidligere New Order og til fandens velskrevne melodier, der både har gnist og glød, og som aldrig forfalder til fad effekt. Man kan meget hurtigt blive dybt afhængig af det lort!
Når man er i selskab med Dream Theater, kan man forvente et uhørt højt teknisk niveau fra henholdsvis John Petruccis guitar, Myungs seksstrengede bas, Rudess’ imposante tangentspil, Portnoys afsindigt stramme trommespil og canadieren LaBries vokal. Denne aften blev ingen undtagelse
”Progressiv-indie-metal-rock” kalder bandet selv deres fem skæringer på debutalbummet Mary’s Room. Hvis man supplerer med lidt nu-metal er man nok ved at være tæt på stilen hos de unge debutanter, der ’kun’ har spillet siden 2007, men som allerede har spillet opvarmning for Magtens Korridorer og Rock Hard Power Spray.
Udgangspunktet er Nirvanas simple energi og Depeche Modes storladne melodier, der både har kant og en altomfavnende fornemmelse for rum i sig. Bandet har kvalitet, drive, ungdommens mod og glød.
Slutresultatet er et album, som i mine ører har fundet et lidt andet og mærkbart tungere leje end tidligere, men som stadig har et uhørt højt teknisk niveau ved både udførslen og selve melodimaterialet.
De er nogle hårde helvedshunde på de fleste af deres skiver, men de har også leget med atypiske vokalspor og synthesizers i forsøget på at ramme noget andet. På deres seneste er de vendt tilbage til den kendte recept med hårdtslående dødsmetal af den ypperste slags. Diskant veksler ord med det erfarne metalband.
På Pine / Dover Cross har Chris Goss lyttet intenst til indiske toner og skabt et hyggeligt rockunivers, der blander en varieret omgang psykedelika med bastant rock, samtidig med at man desværre igen taber de store konturer af sigte, når man begiver sig ind i det småsyrede Goss-univers.
Der er alt mellem elektro-akkustiske elementer til freeform jazz-psykedelika på Sylt Remixes, og er man til rytmiske eksperimenter a la tidligere Sun Ra, er der en overflod af teknisk kreativitet og pulserende legelyst på Sylt Remixes.
Københavnske The Cleansing har med deres debut sat nye standarder for, hvor brutalt præcist, man kan levere 41 minutters hardcore dødsmetal. Lyden er amerikansk, men de københavnske dødsdjævle har først og fremmest deres egen sound og koncept for, hvordan dansk dødsmetal skal lyde.
Numrene væver sig ind i sig selv med både Sonic Youth-guitarer og flotte vokaler, og man kan sagtens følge bandet med på en syret tur til Mælkevejens ydre ringe.