Roserne stikker og de er bittersøde i dette musikalske landskab, men det er først og fremmest fremført med den tålmodighed, der skal til, for at mane den stemning frem, som er TSS’s åbenbare budskab. Det er ubeskriveligt smukt på den krympende og tændervridende måde.
Death Rides a Horse spiller beskidt, langtrukkent (uden at være kedeligt) klassisk metalrock, med tydelige referencer til både Kyuss, Black Sabbath og Iron Maiden.
Det er et rutineret band, Diskant har fået mulighed for at få en samtale med over telefonen fra det regnfulde London, da founding member og bassist på 61 år, Chris Squire, lader sin rustne men godmodige røst lyde gennem røret.
Umiddelbart lyder cello-og-sang-konceptet til at være begrænsende og mildest talt ikke særlig meget rock’n’roll. Men Bird evner med sit instrument og sin besnærende stemme at skabe noget af det mest insisterende og hjertevarme og ikke mindst humoristiske poppunk, jeg længe har hørt.
Stilen på Numbnuts udgivelse er en solid blanding af fyrig rock’n’roll, tunge Slayer-sekvenser og i høj grad uptempo dødsmetal, alt sammen spillet med et glimt i øjet og med en friskhed, der får det til at rykke i skankerne.
Compos Mentis har udgivet tre fuldlængde albums og har eksisteret siden 1996, hvor nogle drenge mødtes i en kælder i Vojens og jammede Metallica-numre. Fra starten af handlede det om at trykke den af og så egentlig bare arbejde hen imod at blive lige så store som deres idoler. Det gik ikke helt sådan, men mindre kan vel også gøre det.
Vi er ovre i den ondeste omgang dødsmetal, hvor selv Lucifer får sved på panden ved tanken om et besøg i Hades af Torture Killer fra Finland.
Der er på Risings første udspil tale om en stonerbeskidt garagelyd, der får rummet til at skælve med en kødfyldt og topaggressiv rock, der mig bekendt ikke er hørt lige på disse breddegrader i lang tid.
Selvom produktionen er i top og AWF leverer klassemetal, er der stadig for lidt nyt under solen, til at albummet bliver noget helt ekstraordinært. Men der er ingen tvivl om, at yndere af den rigtige hardcore metal, sagtens kan investere i Meet Your Maker og få rystet et par tænder løse af det brutale in-your-face-udtryk.
Amerikanske The National er efterhånden fast husorkester på disse breddegrader, hvor de har leveret den ene glimrende rockpræstation efter den anden. Og bandets tusmørkerock synes at passe det danske publikum vel. Denne tirsdag aften i Tivolis koncertsal var begejstringen i hvert fald tydelig.
Jeg er sikker på, at Kings Light Infantry kan få skærpet appetitten til noget mere og levere flere gode melodier, med deres allerede karakteristiske touch af både firsertristhed og lethed. Det er Interpol Light og det er fint skåret med både fast bund og bløde kurver.
Hos Compos Mentis er det i kombinationen af det stålhårde metal og de uventede indslag af tunge grooves, de blide pianospil og det insisterende koncept, der slynger sig gennem alle skæringerne, at det hele går op i en højere enhed.
Det er ikke nok at lyde som David Bowie, man skal også have modet til at foretage det uventede og det larmende, hvor lytteren stopper op og bliver overrasket. Man bliver desværre ikke overrasket på déclinologue.
Det var med forventningens spænding, jeg bevægede mig ind på Odeons backstage-område for at møde frontmanden i ISIS, umiddelbart før deres koncert på fredagens festival. Til en samtale om larmende rock, anmelderi og om kunsten i musikken, mens solen bagte fra en skyfri himmel på en herlig dag.
Amerikanske Neurosis er kendt for at levere tungt, smertefuldt og stærkt støjende rock, og søndagens møde med sanger og guitarist Scott Kelly blev imødeset med en smule uro. Hvad nu hvis han slog mig ihjel og åd mig?