Lanegan’s mørke baryton af en gravrøst komplementerer Campbells henførende og fløjlsbløde vokal perfekt. Hvor de hver især kan blive for ensidige, giver de hinanden et spændstigt modspil, som i den grad bærer og klæder en koncert af denne intime akustiske art.
Musik skal bestemt ikke være nem og ligetil for at have sin berettigelse, men det synes som om, at Dreamend spiller lidt for meget for galleriet, uden helt at have styr på udtrykket, den gode melodi og en integreret identitet.
Alle de knaster og den indre spænding der lå i Cold War Kids´ univers på den aldeles glimrende debut Robbers & Cowards, er pist væk og erstattet af en midtersøgende og intetsigende dusinvarerock. Identitet og integritet er udvisket og fordampet og i stedet simrer nu en blød, fersk og fuldstændig karakterløs suppe.
Det er tungt men særdeles melodiøst og kompleksiteten holdes fornemt i ave, således at man sjældent trættes af de abrupte polyrytmeskift eller destruerende eksperimenter, mathrocken ellers har for vane at udfordre lytteren med. Talons sigte er i stedet melodi i skøn forening med en søgen efter den rigtige stemningsbund.
Fistful Of Mercy laver oldschool musik når det er allerbedst. Det er milevidt fra moderne tendenser og eksperimentelle fiksfakserier. Blot tre mand plus det løse og en balje knaldgode melodier, flotte vokaler og en beherskelse af instrumenterne uden den mindste rysten på hænderne.
Insurgentes er visuelt flot og herfra skal lyde en cadeau til Lasse Hoile. Han er en kreativ og dybt seriøs fotograf, som har et fantastisk øje for visuelle virkemidler og en udpræget sans for den mørke og uhyggelige side af tilværelsen. Alt er gennemført og progressionen i filmen er velvalgt
Pinefuldt ringe vokaler som lægger nye alen til begrebet tonedøv og en melodiøsitet og en udførelse som efterlader en grædefærdig på den danske musikscenes vegne. Man tror ganske enkelt ikke sine egne ører mens det står på. Hvordan i himlens navn Tryghed og Tristesse vil lægge navn til dette horrorstudie i musikalsk tortureporn er mig ufatteligt.
Den umiddelbart undseelige EP, har formået at ramme mig tæt på hjertekulen og den har spinnet ofte på anlægget det sidste stykke tid. Det skyldes den varme og nærværende produktion af de hjemmegjorte sange, den smittende fornemmelse af indre ro og overskud hos de to musikere, men især tre suveræne numre.
Spænd audioselen. Luk de bevidsthedsudvidende sluser op og lad dig føre med af de vanvittigt virkningsfulde lydscenarier, lydtroldmanden Rose møder dig med. Vi skal, som en aktuel satirisk duo udtrykker det, på en tur helt ind i sindet. Derind hvor man bliver bange, men hvor der også kan være smukt.
Taste er spækket med ungdommelige eskapader med konsekvent fod på rockpedalen. Det er et flot opbud af smittende sange, som langt hen ad vejen vækker en ubændig lyst til at hoppe og sparke om sig i ustyrlig kådhed, som var man teenager på ny med smøgen i den dunede mundvige.
Jeg er Nina Kinert taknemmelig for, at have beriget min verden med Red Leader Dream. Albummet oser af atmosfære og flotte auditive scenarier, som roterer om fine sange og særdeles forførende melodier. Kinert´s vokal er spitzenklasse og den spænder over det skrøbelige og alfelignende og det mere udadvendt sprudlende og vidtspændende
Sangene på Margins er anonyme og vil mig ikke rigtigt noget. Smith nævner selv inspiration fra Bonnie Prince Billy, Cat Power og Smog, men han er milevidt fra deres niveau. Albummet er så fuldt af intetsigende, kønne og tomme kalorier, at jeg falder i staver stort set gennem hele udspillet.
Return Of The Gaucho er et hamrende fedt udspil, som med bravour placerer Danmark på det tungrockede musikalske verdenskort. Dejligt at den vindblæste fiskerby Esbjerg – sammen med Kellermensch – har fået endnu et band af international klasse.
Dragontears’ tredje og – ifølge bandet – sidste album Turn On Tune In Fuck Off, er som altid en syreregn af skæve toner, ekkopedaler og eksperimenterende musiceren med næsen dybt begravet i fortiden.
De fire ildspyende gutter i The Surfing Henchmen har med garanti en fest hver gang de sætter stikket i forstærkerne. Squeal Baby, Squeal stinker af alkohol, benzin og oliefedtede drengerøverier. Alt er lavet og spillet med et kæmpe glimt i øjet og skal ikke analyseres eller fortolkes efter vante skematiske formler.