Insurgentes er visuelt flot og herfra skal lyde en cadeau til Lasse Hoile. Han er en kreativ og dybt seriøs fotograf, som har et fantastisk øje for visuelle virkemidler og en udpræget sans for den mørke og uhyggelige side af tilværelsen. Alt er gennemført og progressionen i filmen er velvalgt
Pinefuldt ringe vokaler som lægger nye alen til begrebet tonedøv og en melodiøsitet og en udførelse som efterlader en grædefærdig på den danske musikscenes vegne. Man tror ganske enkelt ikke sine egne ører mens det står på. Hvordan i himlens navn Tryghed og Tristesse vil lægge navn til dette horrorstudie i musikalsk tortureporn er mig ufatteligt.
Den umiddelbart undseelige EP, har formået at ramme mig tæt på hjertekulen og den har spinnet ofte på anlægget det sidste stykke tid. Det skyldes den varme og nærværende produktion af de hjemmegjorte sange, den smittende fornemmelse af indre ro og overskud hos de to musikere, men især tre suveræne numre.
Spænd audioselen. Luk de bevidsthedsudvidende sluser op og lad dig føre med af de vanvittigt virkningsfulde lydscenarier, lydtroldmanden Rose møder dig med. Vi skal, som en aktuel satirisk duo udtrykker det, på en tur helt ind i sindet. Derind hvor man bliver bange, men hvor der også kan være smukt.
Taste er spækket med ungdommelige eskapader med konsekvent fod på rockpedalen. Det er et flot opbud af smittende sange, som langt hen ad vejen vækker en ubændig lyst til at hoppe og sparke om sig i ustyrlig kådhed, som var man teenager på ny med smøgen i den dunede mundvige.
Jeg er Nina Kinert taknemmelig for, at have beriget min verden med Red Leader Dream. Albummet oser af atmosfære og flotte auditive scenarier, som roterer om fine sange og særdeles forførende melodier. Kinert´s vokal er spitzenklasse og den spænder over det skrøbelige og alfelignende og det mere udadvendt sprudlende og vidtspændende
Sangene på Margins er anonyme og vil mig ikke rigtigt noget. Smith nævner selv inspiration fra Bonnie Prince Billy, Cat Power og Smog, men han er milevidt fra deres niveau. Albummet er så fuldt af intetsigende, kønne og tomme kalorier, at jeg falder i staver stort set gennem hele udspillet.
Return Of The Gaucho er et hamrende fedt udspil, som med bravour placerer Danmark på det tungrockede musikalske verdenskort. Dejligt at den vindblæste fiskerby Esbjerg – sammen med Kellermensch – har fået endnu et band af international klasse.
Dragontears’ tredje og – ifølge bandet – sidste album Turn On Tune In Fuck Off, er som altid en syreregn af skæve toner, ekkopedaler og eksperimenterende musiceren med næsen dybt begravet i fortiden.
De fire ildspyende gutter i The Surfing Henchmen har med garanti en fest hver gang de sætter stikket i forstærkerne. Squeal Baby, Squeal stinker af alkohol, benzin og oliefedtede drengerøverier. Alt er lavet og spillet med et kæmpe glimt i øjet og skal ikke analyseres eller fortolkes efter vante skematiske formler.
Er man ynder af 20 min. skærsildslignende støj, pint, plaget og bøjet igennem stort set fraværende rytmestrukturer, indeholdende uigennemsigtigt mange lag, i en bevidst fraværende produktion, ja så kan man droppe årets tandlægebesøg og i stedet indtage en auditiv udboring af de taktile sanser på Sunspotted.
Produktionen er lækker og albummet emmer af spilleglæde, drive og legelyst fra Sitek’s hånd. Der er kælet for detaljerne og på størstedelen af skiven er Maximum Baloon simpelthen en fryd at lytte til. Der er masser af svedig bund i de bastante beats som nærmest oversvømmer albummet og melodierne er pakket med solide grooves.
Det er fjerde gang jeg ser Kellermensch live og det esbjergensiske band bliver ved med at forbløffe mig og bekræfte mig i, hvor godt et band de vitterligt er. Ikke at dette var deres bedste liveoptræden, men mere troen på, at de er et af Danmarks bedste og mest unikke rockensembler.
Jackass 3D vil få nogle til at juble og synes at Knoxville og co. er Guds gave til den dårlige smag, mens det hos andre, undertegnede inkluderet, lynhurtigt får smilet til at stivne. Faktum er, at Jackass 3D er en elendig opsamling af banaliteter og – i modsætning til intentionen – helt igennem usjove sange. Tværtimod er der decideret pinlige øjeblikke på albummet.
The Hundred In The Hands er überstiliserede og har med debutudspillet lavet en plade, som en god del af vejen mod mål er cool, elegant, distanceret og fornem synthpop, men anskuet som et hele forstyrres af de mere rockede forsøg.