Aldrig tidligere har Black Mountain været så skarpe og fokuserede som på Wilderness Heart, og det helt uden at give køb på det syrede, stenede og tilbagelænede, som altid har været en del af Vancouver bandets karakteristika. Det klæder dem at forlade de længere jamsessions, som især på In The Future indimellem kunne føles en kende retningsløse.
Beast Rest Forth Mouth er bestemt en plade man skal gide bruge tid på, for den er umiddelbart mystisk, distant, uangribelig, sær og besværlig, men vælger man fordybelsen og udfordringen, er der meget at hente hos de excentriske og særegne pelsklædte Brooklyngutter.
Destination Tokyo har bestemt gode momenter. Det kan tilvejebringe et fint groove. Det har en puls som indimellem sidder i kroppen og pumper, som metronomiske hjerteklapper. Men det er simpelthen ikke holdbart, når Nisennenmondai stædigt forfølger ti minutters-mærket
Det kan umuligt være tilfældigt, for der hersker et vigtigt udtryk for selverkendelse og indsigtsfuldhed i titlen på Korn´s nye album Korn III – Remember Who You Are, for efter et par middelmådige udspil har Korn gjort det rigtige. De har skuet tilbage til begyndelsen.
Kellermensch lyder ikke som tidligere. Væk er den tonstunge bund. Væk er den splintrende intensitet. Væk er Christian Sinnermanns brøl fra de dybeste lag af frustrationens rum. I stedet mødes man af et, om ikke lysere, så mere let udtryk på Narcissus’ fire nye numre.
Det er muligt, at Hawk er en rejse i traditionerne udad velbevandrede genrer, men Campbell og Lanegan undgår alle faldgruber og leverer deres retro-folkrock så genuint og overbevisende, at man spørger sig selv, hvorfor mange bands har så travlt med at opfinde rocken på ny.
Alles læber hviler i øjeblikket på Arcade Fire og uden at forklejne deres nye udspil, ville mange fans gøre sig selv en tjeneste ved at vende fokus mod Menomena, ikke i stedet for, men tillige med.
På Champ har numrenes spilletid fået et lille nyk opad, uden at der derfor er tale om lange episke numre eller musikalsk væven. Næh musikken er præcis som tidligere funderet i hurtig, charmerende rock i den skæve ende, som ikke er decideret radiomindede, men som heller ikke støjer mere end at alle kan være med.
Retrobriterne bekender sig til shoegaze med drømmende sensuelle vokaler og synthrytmer, som gejstlige til religionen, nemlig henført og altopslugende. Det er både godt og skidt. Godt fordi de langt hen ad vejen gør det overbevisende, men skidt fordi de læner sig så ublu op af genrens koryfæer.
Pulled Apart By Horses holder max. hele vejen lige fra den edderspændte don´t give a fuck hymne ”Back To The Fuck Yeah” åbner, til den hårdkogte og tungt metalliske ”Den Horn” lukker en god halv time senere. Hell, pladen er så god, at den burde være obligatorisk pensum for bands, som vil gøre sig indenfor genren.
WFTD udøver en art sovekammerpop, hvor spacede folkteksturer og forsigtige og sarte vokalharmonier går hånd i hånd med mere mol-melankolske instrumentalvignetter. Produktionen er tilbageholdt og på ingen måde forceret, derimod er der gjort en dyd ud af forsigtige og enkle virkemidler
Overordent gemmer guitarerne sig for langt nede i mixet på Someone Here Is Missing. Der er for lidt nerve som griber efter struben, er dragende eller på anden vis genuint. Ikke at det behøver være spektakulært, men det bliver for pænt og uvedkommende i længden.
Converge hyperkomplekse blanding af hardcore punkrock og ekstrem math-metal var hård kost på en tidlig søndag, men en anseelig mængde havde alligevel fundet vej til Massachusett bandet opvisning og de blev der sgu under hele den timelange koncert. Det pæne fremmøde var overraskende i forhold til det ukristelige tidspunkt. Det er godt gået og noget helt særligt for Roskilde Festivalens musikelskere.
Som altid lægger Lemmy Kilmister ud med de bevingede ord: We´re Motörhead and we play rock´n´roll. Genkendelsens glæde skal man ikke kimse af, og den skal man have når man er i selskab med Motorhead, for tingene er altid som de plejer
En aften som jeg gik til med frydefuld forventning, endte som en middelmådig præstation, på trods af helt store evergreens i kufferten. Svigtende vokal, halvskidt lyd, tekniske problemer og for mange irriterende pauser var hovedoverskrifterne.