Havde man ikke fået nok knaldperler under Gorillaz´levering af Clint Eastwood, var der masser af skud i Johnsons psychbøsse denne smukke fredag aften på solskinsindsvøbte Roskilde festival. Ikke skudt af som hidsige brag, men med masser af tålmodig bund og tung fod på fazer-pedalen.
Islandske Sólstafir leverede en massiv omgang metal på Pavilion på en hed torsdag aften. Selvom bandet spiller en, indimellem frysende kold musik, var der hot as hell på den lille scene under den timelange koncert. En fed og dejlig tung, men også energisk præstation, som kun folk fra det vindblæste land kan mønstre.
Mens masserne foretrak Gorilla angrebet torsdag aften på Orange scene, havde en mindre, men dedikeret flok søgt mod Arena, for at få et skud progrock i selskab med Porcupine Tree. Som koncerten skred frem, kom der dog mange til og teltet kogte godt og grundigt, inden briterne gik af igen. Med vant sans og nærmest autistisk præcision, indfandt det britiske band sig på slaget 23, på Roskildes næststørste scene, til udelt begejstring hos publikummet.
At Portishead skabte en ny genre eller i hvert fald populariserede og satte tyk streg under termen trip hop og viste hvor stor en berettigelse den havde, blev tydeliggjort af den efterfølgende tsunami af mere eller mindre kompetente kopister der fulgte med i kølvandet på Dummy.
Eloa Vadaath er ét af de 72 gudenavne i den hebræiske Quabalah. Det betyder: Den som ved og ser alting. Jeg ved ikke om det italienske band af samme navn, føler sig ophøjet til et sådant gudestadie, men ser og ved de alting, ville de måske have opdaget at deres debut kun holder halvvejs hjem.
Jeg får ingen fornemmelse af, hvor bandet vil hen og forstemmes over, hvor lemfældigt de omgås deres talentfulde ører for den gode melodi. Det er som om, HWGM nægter at berige lytteren med de utvivlsomt fine numre, de gemmer på oppe i ærmet.
Frog Eyes laver fremragende sange, spillet med visionær sans, overblik og opsigtsvækkende drive af bandet, men Frog Eyes´ helt store profil og karismatiske es er forsanger Carey Mercer, som er noget af det mest interessante på den nuværende rockscene. Han kan fandendansemig tiltrække opmærksomhed.
Måske har Faithless denne gang budt op til den allersidste dans. I hvert fald er der med blot tre halvgode numre ikke meget der rykker i fodsålerne længere, eller pirrer ens musiske nysgerrighed.
Dark Room Notes gør sig i semi-melankolsk, opstyltet og oppustet electropop. Det er så kunstigt, tomt, kalkuleret og indholdsløst, at det skriger til himlen. Melodisk har irerne desværre heller ikke noget nævneværdigt at byde på og de dødssyge ligegyldigheder løftes kun en millimeter fra det rene intet, af gennemtærskede men dog habile keyboardriff i ny og næ.
Man kan næsten høre på albummet, at det er skabt i ørkenen under åben himmel, for der er uendeligt højt til loftet på de tunge, slow-mo tempo psykedeliske numre. Pladens titel taler vel også for sig selv i den sammenhæng og Kyuss bekender sig til sandet og solen, som andre bekender sig til religionen.
Low Estate er spækket med hypnotisk og rustik alt.country pakket ind i bibelske citater og referencer. Banjo, fiddles, bandeon, marimba, orgel, violin og kontrabas optræder på lige fod med trommer, bass og guitar og det er særdeles medrivende og rock´n´rollet hele vejen.
Den foregribende lyd på Loveless skabte et værk, som må stå som et af de mest influerende indenfor shoegazen og den alternative rock. Kært barn har mange navne og uanset hvilken genre man kategoriserer MBV under, har de med Loveless lavet en uomgængelig milepæl som på ingen måde lider under tidens tand.
Melodierne som begyndelsesvis kan synes noget ferske, æder sig stille ind på én, indtil man til sidst ikke kan tænke på andet end, hvornår man næste gang får tid til at lytte igen. Ingen steder trædes der musikalsk vande og alt går op i en højere enhed på dette fremragende og stemningsmættede værk.
At tro på sit eget projekt er al ære værd og trænger man til auditiv mørbanken, som bestemt også gemmer på melodier, om end de kradser som sandpapir korn 4o mod ørerne, så tag en mandfolketur uden nåde, men med masser af forløsning. Bagsiden af medaljen er, at den nådesløst konsekvente tilgang koster på variationens alter.
Hos The Middle East hersker en udpræget klarhed og et stemmearbejde som smyger sig ind og ud imellem hinanden, som unge elskende, der føler og sanser hinanden forsigtigt an i den helt spæde forelskelse. Instrumenteringen er sparsommelig og behørigt tilbageholdt, som et åndedræt i komplet sync med kroppen