Perception kunne være overskriften på States Of Space, for det er udelukkende sanserne der er i spil, eftersom lyrik og vokal er fraværende, lige så vel som almindelige lineære forløb indimellem erstattes af svævende, ulmende, lysende, knitrende og mentale moods.
Autechre er mestre i polyelectro med masser af lag og subtile stemninger. Uhyggevækkende og iskoldt manøvrerer de deres maskinpark af synths og programmeringer, mens der arbejdes på bøjninger af metalliske klange og selvom det er frysende udført, varmer det mit indre.
Jubilæum i pinlighedernes skær Amager Bio lagde torsdag aften hus til en 80er-synth funk night med de ældre herrer i Heaven 17. Oplægget var…
Personligt trak jeg da på smilebåndet i gamle dage, da Red Warszawa var forfriskende og ret nyskabende, men i 2010 finder jeg mest bulderbassernes fjollemetal infantilt, dumt og bedaget. Chokeffekten er i den grad passé, men det lader bandet til at være de sidste som har opdaget.
Overordnet set havner EF, på trods af intentionerne om det modsatte, med at præsentere et album som er vældig oldschool postrock, med lag på lag opbygninger – stille, støj, stille, crescendo, og lange forløb som man ved må forløses i det traditionelle brag.
Sex, Murder & Rock´n´Roll er ganske gedigent udført indenfor genren og Neotek kan uden tvivl deres elektroniske historiebog forfra og bagfra, tillige med et udpræget øre for og en internalisering af de tydelige inspirationskilder. Men tekster og vokal holder ikke niveau!
The Unisex er gedigne og kompetente håndværkere og der er bestemt gyldne øjeblikke på Firesoul, men måske man kunne ønske sig, at den ildsjæl som svenskerne vælger at betitle deres album med, var lidt mere synlig igennem de 13 numre.
Overordnet er det et fint album Blood Red Shoes har lavet med en udpræget inspiration fra Yeah Yeah Yeahs, vel at mærke deres første albums inden der gik electro-Blondie i den amerikanske trio. Er man til Yeah Yeah Yeahs og også har hang til Nirvana, vil man ikke gå forkert i byen hos Blood Red Shoes.
En stor aften med perfekt harmoni i lyd, scenefremtræden, publikumssensibilitet, behørig respekt og balance mellem support og hovednavn. Som altid kan indsigelserne falde om mangler på sætlisten, forkerte valg og fokus fra de respektive plader
The Soft Pack bider sig fast i struben og holder ubønhørligt fast albummet igennem. De amerikanske lømler har leveret et kompromisløst og bundsolidt album, med masser af melodiske skud fra boven og humor indenfor vesten.
Odenseanske Plök har med deres debut Sing Us Yr Guillotine Gospel smidt en flagrende og eklektisk rockudladning fuld af ungdommeligt vovemod og testosteron i kilometerhøjde på gaden. Intet synes umuligt og begrænsninger er ligeså udelukkede som paven til en Slayerkoncert.
Hvis JazzKamikaze skal spille sig ind i min musikalske nysgerrighed, skal de rette fokus mod de fine instrumentale og skæve skæringer der er på albummet, holde sig fra Mew plagiaterne og knuse deres autotuner med de tunge musikalske brokker, der indimellem gemmer sig på Supersonic Revolutions.
Tomorrow, In A Year vil være et album, som med sin konceptuelle electro-opera vil kalde på enten kærlighed eller had, forelskelse eller afstandtagen, fascination eller indifference. For mit eget vedkommende hælder jeg klart til den positive side af ovenstående poler.
Odensianske Dorias Baracca er en kvartet med en gennemsnitsalder på under tyve og jeg skal da love for, at de kan deres shoegazebibel til punkt og prikke. De går lukt i shoegazehjertekulen med deres suveræne lyd og stemninger og man er konstant down memory lane, mens Handsome Melting Point EP spiller.
Lonelady gør en dyd af at få noget optimalt ud af næsten ingenting helt i DIY ånden, men det bliver altså for beskedne melodier og musikalsk smalkost, hun præsenterer lytteren for. Det bliver simpelthen kedeligt, ensformigt og indimellem næsten ufrivilligt komisk at lytte til.