Dead Confederate: Wrecking Ball
Kunne Dead Confederate holde sig til psychrocken, vel at mærke under ti min. mærket, og hælde grungeinspirationerne ud med badevandet, var det ikke umuligt at jeg blev, om ikke fan, så i hvert fald vældigt begejstret.
Heaven 17: Naked As Advertised
De nye versioner er næsten klods op af de originale, men har den mikroskopiske divergens fra oprindelsen, at de er en kende mere cremede og velsmurte, med ekstra vægt på det soulfunkede og jeg sidder altså med en slap fornemmelse i maven, når jeg lytter til dem.
The Hickey Underworld: The Hickey Underworld
The Hickey Underworld er en komplet uregerlig bastard med ti rockinsprøjtninger, injiceret direkte i aorta, som på trods af bandets stramt og smalt komponerede lydbillede og genredogmer, leverer et varieret, idérigt og melodisk tilgængeligt album med en potent produktion, som fint kombinerer garagerockens spinkelhed med post-hardcorens tyngde.
Get Well Soon: Vexation
Vexations holder et højt gennemarbejdet musikalsk niveau, med et skævt og charmerende univers som, når det ikke bliver for højpandet og selvhøjtideligt, er fortrinligt, ja indimellem fortryllende at lytte til. Bedst er Get Well Soon i de mere muskuløse og mangefacetterede rocknumre, hvorimod bandet kommer lidt til kort i de stille og introvert intellektuelle sange.
Mesh: A Perfect Solution
Havde Mesh klippet en tå og hugget en hæl, var det blevet et endnu stærkere produkt de havde imellem hænderne. Mesh tror utvivlsomt på sig selv, men deres synthpopskabelon og forelskelse i forfølgelsen af et godt og catchy omkvæd, bør begrænse tidsrammen betragteligt for at undgå, at friskheden aftager og kedsomhedens grimme ansigt melder sin ankomst.
Claire Voyant: Lustre
Claire Voyant spiller en form for semi electrogothpop på Lustre, og selvom bandet uden tvivl vil lade os tro, at de er fulde af passion og leverer storladen og pompøs poprock henvendt til lytterne med store emotionelle temaer, er det lidenskabsløst og søvndyssende at lytte til.
Nick Cave & Warren Ellis: The Road – Original Film Score
Albummet fanger filmens mørke og sørgmodige stemninger på fornem og indfølende vis. Og stemninger er hvad der i ordets bogstaveligste forstand er tale om på The Road, for der er ikke skyggen af vokal fra den ellers kompetente patriark Cave på udspillet.
Beach House: Teen Dream
Beach House er som altid dybt forankrede i fortidens lyd og røgede stemninger. Rodfæstet i 60’ernes og 70’ernes hippiepsychfolk gør bandet en dyd ud af at lyde som bedagede anakronister.
Sweethead: Sweethead
Sweethead består af en straight-ahead omgang garage rock’n’roll skåret til benet, tilsat lidt glam tendenser og masser af attitude. Korte numre uden svinkeærinder som ånder af promiskuøs seksualitet og L.A. whorehounds med lapsede jakkesæt og en bourbon i den ene hånd og en poolkø i den anden.
Local Natives: Gorilla Manor
Hypen omkring bandet er noget overdrevent og alt er bestemt ikke lige godt på Gorilla Manor. Indimellem går der paradoksalt nok stilstand i den, på trods af alle ideerne, hvilket nok må tilskrives, at melodimaterialet ikke er stærkt nok til at holde helt i mål.
24.01.10 – Sunn O))) – Lille Vega
Creepy og unik heksemesse på en hellig søndag i Lille Vega Tiden står stille, når Sunn O))) udfolder sin magt. Man er grebet i…
Nr. 9 – Tool: Lateralus
Lateralus er spækket med polyrytmer, abrupte og jamlignende forløb, dynamiske skift, tunge monumentale klodser, indadvendte og sære lyde og optagelser, men aldrig taber Tool hverken overblik eller fornemmelse for melodi og ørehængende refræner og omkvæd.
Nr. 10 – Porcupine Tree: Fear Of A Blank Planet
Fear Of A Blank Planet eksplorerer og reflekterer over de fremmedgørende kræfter mennesket oplever i kontakt med de allestedsnærværende medier. Hvor nogle opfatter den moderne medieverden som en emancipation, har Porcupine Tree helt andre dystre anskuelser overfor dette.
Von Benzo: Von Benzo
Helsingborgske Von Benzo debuterer med et selvbetitlet album fyldt til bristepunktet med en gennemført fuldblods rock’n’roll, som svenskerne er så jävla bra på og har så stor ekspertise i, tilsat lidt postgrunge krydderier. Pladen er som hugget i granit med en tung og præcis produktion, hvor alt sidder som det skal.
Delphic: Acolyte
Den engelske trio Delphic har med Acolyte smidt et fodskubbende og energisk album ud til folk med hang til såvel dansabel electronica som lettere melankolsk poprock. Nogle numre kunne katagoriseres som rocket electronica, mens andre er mere teknoboblende i deres udtryk med tranceagtige stemninger.